Udflugt til Den Hellige Dal – Ollantaytambo (2.792 m.o.h.)
I dag skal du på udflugt til Urubamba dalen, inkaernes Hellige Dal. Første besøg er Pisac, som især er kendt for sine farverige markeder, hvor der er mulighed for at købe alt fra peruvianske uldsweatere og musikinstrumenter til malerier, vævninger og smykker. Byen er også kendt for sine imponerende ruiner oven for byen. De er bygget af mindre sten end dem i Sacsayhuaman, men den præcision, hvormed de er udhugget og tilpasset, er helt utrolig – præcis ligesom udsigten.
Ved frokosttid stopper turen ved en restaurant, hvor der er mulighed for at købe en buffet. Vælger du ikke buffeten, er det en fordel at have købt lidt mad eller snacks ved et tidligere stop, da restauranten ligger et stykke fra andre frokostmuligheder. Efter frokost fortsætter du til Ollantaytambo, en anden charmerende landsby i hjertet af dalen, der anses som en åben museumsby, idet alle indbyggere fastholder gamle traditioner og love, som er overleveret fra deres forfædre. Byen er kendt for komplekset af samme navn, som består af templer, bade og imponerende militære installationer. Det var her, inkaerne i 1536 formåede at besejre spanierne, om end kun midlertidigt.
Efter den guidede rundvisning i byen tager du afsked med din guide og gruppe, som kører retur til Cusco. Du bliver nemlig tilbage for at overnatte i landsbyen og opleve den hyggelige, autentiske stemning, der opstår, når dagsgæsterne tager hjem. Byens brostensbelagte gader og gamle inkamure får et særligt gyldent skær i aftensolen, og du kan f.eks. tilbringe resten af eftermiddagen med at slentre gennem den lille historiske bykerne. Gør stop ved en af de mange små restauranter eller caféer og nyd en kop te eller kaffe eller et lokalt måltid, mens solen går ned bag bjergene.
På en skyfri aften kan du være heldig at nyde synet af en fortryllende stjernehimmel.
Distance: ca. 100 km
Transporttid: ca. 8-9 timer inkl. stops
OBS: Når du skal tilbage til Cusco efter inka-trekket, er der en begrænsning på, hvor meget bagage du må have med i toget fra Aguas Calientes til Cusco på 8 kg per person. Derfor anbefaler vi, at du denne morgen pakker de nødvendige ting, som du skal bruge de næste dage i Ollantaytambo og til inka-trek, i en lille rygsæk. Du kan opbevare din store kuffert/bagage på hotellet i Cusco efter du har tjekket ud af hotelværelset, da du efter trekket kommer tilbage til samme hotel.
Der er et begrænset antal pladser til det populære 4-dages inka-trek, så vi anbefaler du bestiller min. 6 måneder før afrejse. Hvis der skulle være udsolgt på dine ønskede datoer, kan vi i stedet tilbyde Salkantay-trekket til samme pris, som også er et 4-dages trek.