Byrundtur i Cusco (3.400 meter)
I dag vil der være tid til at slappe af om morgenen og formiddagen, indtil du skal på en spændende halvdagsbyrundtur i og omkring Cusco om eftermiddagen.
På rundturen besøger du byens centrale plads, Plaza de Armas, som i inkatiden blev kaldt Haucaypata eller ”Krigernes Plads”, og hvor mange af de vigtige begivenheder gennem Cuscos historie har fundet sted. Her ligger også Cuscos katedral, der er bygget i kolonitiden med sten fra inkakomplekset Sacsayhuamán oven på det tidligere inkapalads Viracochas Palads og er en fin blanding af inkaernes fine stenarbejde og spansk renæssancearkitektur.
Gaden ved siden af katedralen fører dig til det, der engang var et af inkarigets vigtigste templer: Koricancha. Det tidligere storslåede soltempel er bygget uden hjælp af mørtel, hvor hver enkelt sten i stedet passer perfekt ind. I dag udgør Koricancha fundamentet for Santo Domingo-kirken, der blev bygget oven på templet i kolonitiden.
Herefter fortsætter du til Q’enqo, der er en inka-helligdom, hvis navn betyder ’labyrint’ eller ’zigzag’ og bl.a. er kendetegnet ved sine udskæringer i zigzag-mønster. Stedet er dedikeret til dyrkelsen af Pachamama (inkaernes ’Moder Jord’), og her vil du kunne se et underjordisk rum med altre hugget ind i klippen, vandkanaler udhugget i den massive klippe samt en høj stenblok, som hævdes at ligne en puma.
Længere ude ad samme vej står inka-ruinen Puka Pukara, hvis funktion stadig er uvis. Nogle arkæologer hævder, at stedet har fungeret som en fæstning, der har vogtet vejen til inkaernes Hellige Dal, mens andre mener, at det har fungeret som jagthytte og opbevaringssted for inka-adelen. Stedet har sandsynligvis fungeret som begge dele, for her er der trapper, terrasser, lagerrum, store vægge og en god udsigt over området.
Lidt længere mod nord ankommer du til Tambomachay, som inkaerne byggede for at tilbede vand, der var et vigtigt element for dem. På grund af stedets quechua-navn, der betyder ’hvilested’, mener man også, at det fungerede som et badested, hvor inkarigets adelige kom for at hvile sig. Det er et byggeteknisk mesterværk, som består af en række akvædukter, kanaler og vandfald, der stadig løber gennem klipperne den dag i dag.
Dagens sidste stop er ved det imponerende inka-militærkompleks Sacsayhuamán, som har en smuk beliggenhed med en skøn panoramaudsigt over Cusco. Komplekset er et godt eksempel på inkaernes formidable arkitektoniske evner med dets imponerende dobbeltmure bygget af massive sten på op til 4 meter, der er skåret, så de passer perfekt sammen. Det storslåede militærkompleks er i dag en hel del mindre end det oprindelige, da spanierne efter deres erobring af Cusco ødelagde komplekset og brugte mange af stenene til at opføre nye spanske bygninger i Cusco.
Herefter går turen tilbage til Cusco, hvor du har aftenen til fri disposition.
Der er et begrænset antal pladser til 2-dages inka-trekket.
I øjeblikket er følgende måneder udsolgt eller næsten udsolgt: juli, august, september og oktober 2026.