Florida er ikke kendt som "The Sunshine State" for ingenting. Selvom de også regner her, er solskinsdagene mange og den caribiske stemning evindelig.
Denne rejse er for dig, der ønsker at trække stikket for en stund med sand mellem tæerne, og som samtidig har appetit på eventyr - med lokale favoritter og autentiske oplevelser undervejs.
Du lander i Fort Myers - en større by beliggende ud til den Mexicanske Golf og ikke mindst områdets vidunderlige øer: Estero, Sanibel og Captiva Island.
Efter afhentning af din lejebil har du små 45 minutters kørsel til Sanibel Island, hvor du kan fordøje den lange rejse med udsigt til palmetræer og turkisblåt hav. Her skal du ikke meget andet end at tilbringe afslappende dage med mulighed for at udforske de omkringliggende øer. Er du fascineret af strandskaller, bør du besøge Bowman's Beach, der er et sandt paradis for muslingejægere.
Du kan også besøge det berømte naturreservat J.N. "Ding" Darling Wildlife National Refuge, som blev etableret i 1945 for at beskytte områdets unikke økosystem. Her finder du mangroveskov, der er levested for et væld af fuglearter - herunder den lyserøde skønhed, Roseate Spoonbill. Du kan også tilkøbe en sejltur til den berømte ø, Cabbage Key, hvor du kan bestille frokost på den historiske restauntant Dollar Bill Bar. Her er stedets vægge og lofter beklædt med dollarsedler underskrevet af berømtheder som Jimmy Buffett, John F. Kennedy Jr., Ernest Hemingway, Katharine Hepburn og Julia Roberts.
Fra Sanibel fortsætter eventyret til de berømte Florida Keys - USA's svar på Caribien. Undervejs gør du stop ved de berømte airboats, der tager dig med på en spændende tur ind i Everglades. Måske spotter du en alligator eller to?
Florida Keys byder på afslappende dage med rig mulighed for at opleve lokallivet, og det kontinentale USA's eneste levende koralrev, der strækker sig fra Biscane Bay nord for Key Largo og næsten helt ned til Key West.
Dit første ophold gøres på den største af The Keys - nemlig Key Largo, hvor du kan se frem til dasedage i de smukkeste omgivelser på et af øens beachfront resorts, der tilbyder alt fra paddleboard til fiskeri, kajak og gode muligheder for snorkling. Eller måske du bare vil dase under en palme - det kan også klares.
Via den smukke Overseas Highway's 42 broer tager eventyret dig videre til det sydligste punkt i det kontinentale USA, nemlig Key West. Her hersker evig feriestemning under de svajende palmer, livlige barer med levende musik og charmerende gader med historiske huse i pastelfarver og fritgående haner. Du kan bl.a. besøge forfatteren Hemingways hus, Little White House og mærke tempoet være i bund.
Her har vi sørget for, at du får det berømte koralrev at opleve på en sejltur i en glasbundsbåd, der fuldendes på bedste Key West-manér med en af verdens mest ikoniske solnedgange, der nydes med et glas bobler.
Du afslutter rejsen i storbyen Miami, hvor der er tid til shopping, spise cubansk mad, se de fine art deco huse og selvfølgelig nyde et par stranddage mere.