I skarp kontrast til Kenyas vidstrakte slettelandskaber, hvor vilde dyr græsser under akacietræernes skygge, rejser Kenyas pulserende hovedstad, Nairobi, sig midt i det østafrikanske højland.
Nairobi rummer alt det bedste fra Kenya i én fantastisk kombination – fra storbyens summende liv, hvor autentisk kultur og tradition smelter sammen i ét, til vild natur, der udfolder sig tæt på byens kant.
Vil du vide mere om Nairobi? Læs med, når vi dykker ned i Kenyas bankende hjerte og få inspiration til, hvilke seværdigheder du skal opleve, når du besøger denne fascinerende storby.
Nairobi, der ligger 140 kilometer syd for ækvator, er hovedstaden i Kenya. Den imponerende metropol rummer en rig kultur og historie samt et mangfoldigt dyreliv, hvilket gør Nairobi til en populær destination for mange besøgende.
Området, som Nairobi i dag strækker sig over, var oprindeligt en næsten ubeboet sump. Det ændrede sig, da briterne i 1896 begyndte at anlægge en jernbane mellem Kampala i Uganda og Kenyas kystby Mombasa. I 1899 etablerede de et forsyningsdepot i det strategisk placerede sumpområde – og dermed blev fundamentet lagt for Nairobi, der hurtigt voksede hurtigt.
I dag er den livlige hovedstad hjemsted for mere end 5,7 millioner indbyggere, hvilket ikke kun gør Nairobi til en af de mest folkerige byer i Østafrika, men også den 11. største by i Afrika (2025).
Nairobi gemmer på mange uforglemmelige højdepunkter. Vi har samlet nogle af de seværdigheder, der bør stå øverst på din liste, når du besøger hovedstaden.
Nairobi Nationalpark er noget helt særligt. Den er nemlig ikke kun Kenyas første og ældste nationalpark, men også den eneste nationalpark i verden, der støder op til en hovedstad.
I den 117 km2 store nationalpark, der kun ligger 7 kilometer fra Nairobis centrum, har du således enestående mulighed for at tage på en autentisk afrikansk safari med en betagende skyline som baggrund. Her kan du bl.a. være heldig at opleve løver, giraffer og zebraer. Derudover er Nairobi Nationalpark også et af Kenyas mest succesfulde næsehornsreservater og spiller dermed en central rolle i at beskytte næsehornene mod udryddelse.
Det er dog ikke kun nationalparkens rige dyreliv, som gør Nairobi Nationalpark til en uforglemmelig oplevelse. Med sine åbne savannelandskaber, der prydes smukt med akacietræer og storbyen som kulisse, er landskabet i sig selv et fængende syn.
David Sheldrick Elefantbørnehjem, der ligger i Nairobi Nationalpark, er verdens mest succesfulde rednings- og rehabiliteringsprogram for forældreløse elefanter. Elefantbørnehjemmet blev grundlagt i 1977 og er opkaldt efter David Sheldrick, som grundlagde Tsavo East Nationalpark og var en af Afrikas største pionerer inden for dyrebeskyttelse og naturbevaring.
Elefantbørnehjemmet tager sig af forældreløse elefantunger og opfostrer dem, indtil de er stærke nok til at vende tilbage til den frie natur. Indtil videre har elefantbørnehjemmet med succes opfostret mere end 300 forældreløse elefanter.
Alle dage (med undtagelse af d. 25. december) fra kl. 11-12 er det muligt at besøge elefantbørnehjemmet, hvor du kan se de små elefantunger blive fodret med sutteflaske eller rulle sig i det rødbrune mudder. Har du forelsket dig i en af de søde væsener, har du endda mulighed for at ’adoptere’ elefantungen, hvilket støtter elefantbørnehjemmets betydningsfulde arbejde.
I Nairobi Giraffe Centre kommer du helt tæt på de majestætiske giraffer, hvis karakteristiske udseende gør dem til nogle af Kenyas mest ikoniske dyrearter.
Oprindeligt blev centret grundlagt med henblik på at beskytte Rothschild-giraffen, som er en truet girafart. Siden grundlæggelsen i 1979 har girafcentret dog udvidet sit fokus til også at omfatte formidling om dyrebeskyttelse og er i dag en af Kenyas mest populære attraktioner inden for dyrelivsuddannelse og -bevaring.
Udover udstillinger, der gør dig klogere på Kenyas forskellige girafarter, kan du også følge den smukke natursti gennem girafcentrets område, hvor du kan opleve alt lige fra farverige fugle til bushbukke og vortesvin.
På Karen Blixen Museet får du mulighed for at rejse tilbage i tiden og gå i Karen Blixens fodspor.
Den danske forfatter er formentlig bedst kendt for erindringsbogen ”Den afrikanske farm” (Out of Africa), som skildrer hendes liv i Kenya. Bogen, der blev filmatiseret under samme titel med Meryl Streep i hovedrollen, mødte international anerkendelse og vandt hele syv Oscars.
Karen Blixens liv i Kenya startede i 1914, hvor hun flyttede til Afrika sammen med sin mand og drev en kaffefarm, smukt beliggende i Ngong Hills. Efter 11 års ægteskab gik parret dog fra hinanden, hvorefter Karen Blixen giftede sig på ny. Desværre omkom Karen Blixens nye mand i en tragisk ulykke i 1931, hvorefter kaffefarmen gik på tvangsauktion, og forfatteren så sig nødsaget til at forlade Kenya.
I dag er Karen Blixens tidligere hjem omdannet til et museum, hvor du både kan opleve genstande, der stammer helt tilbage fra forfatterens tid i Kenya, og rekvisitter fra den prisvindende film. Grundet forfatterens store betydning for området er kvarteret, hvor museet ligger, passende opkaldt efter hende.
Maasai-markedet i Nairobi er et udendørs marked, hvor lokale kunsthåndværkere og sælgere tilbyder et bredt udvalg af traditionelle, afrikanske varer, såsom mønstrede tekstiler, farverige perlesmykker og håndlavede kunstværker – det perfekte sted at finde en souvenir til evigt minde om din store rejse!
Når du bevæger dig rundt mellem de mange forskellige boder, vil du kunne opleve en livlig stemning, hvor de farverige varer og lyden fra de engagerede sælgere smelter sammen i en autentisk markedsoplevelse. Prisen på varerne vil ofte være sat højere for udenlandske rejsende, men er du den fødte krejler, kan du ikke undgå at gøre dig en god handel.
Med undtagelse af mandag har Maasai-markedet åbent alle hverdage og varer typisk fra kl. 8 til 18. Vær dog opmærksom på, at markedets lokation skifter fra dag til dag afhængigt af ugedagen.
Hos Fairview Coffee Estate, der ligger cirka en halv times køretur nord for Nairobi, får du mulighed for at få et enestående indblik i produktionen af en af Kenyas vigtigste eksportvarer, nemlig kaffe.
Ved et besøg på kaffefarmen guider erfarne eksperter dig gennem alle trin i kaffebrygningsprocessen, fra bønne til kop. Du får dermed både mulighed for at opleve de grønne kaffemarker, hvor kaffen dyrkes, og lære om de specielle metoder, som anvendes til at forvandle de rå bønner til den aromatiske, sorte drik. Til sidst kan du også smage på et par af farmens kaffemærker og købe kaffe med hjem, hvis der er et mærke, som falder i din smag.
Uanset om du er en vaskeægte kaffeentusiast eller blot værdsætter en god kop kaffe, er du sikret en unik oplevelse, når du besøger kaffefarmen.
Nairobi byder på smagsoplevelser i verdensklasse, og Carnivore – en af Kenyas mest kendte restauranter – er et must for enhver madelsker.
Carnivores specialitet er kød, der tilberedes på bedste maasai-vis over grillkul, hvilket giver det en unik smag. Da restauranten kører med et ”spis alt, hvad du kan”-koncept, har du mulighed for at smage på et bredt udvalg af kød – fra klassikere som kylling, gris, lam og okse og til tider også eksotiske varianter som struds, kamel og krokodille. Selvom Carnivores specialitet er kød, laver de også fremragende vegetarmad.
De velsmagende retter nydes i betagende rammer, hvor traditionel afrikansk indretning sørger for en hyggelig og stemningsfuld atmosfære.
Vi ved, at der kan være mange spørgsmål, der melder sig, når man besøger en ny by for første gang. Derfor har vi samlet nogle af de hyppigst stillede spørgsmål om Nairobi nedenfor.
Når du rejser til Nairobi med TourCompass, foregår alle udflugter og aktiviteter med vores erfarne, lokale guider, som kender byen og dens forhold. Som i mange andre storbyer er det vigtigt at udvise almindelig forsigtighed og følge de officielle anbefalinger. Vi anbefaler derfor, at du ikke bevæger dig rundt på egen hånd, men i stedet ledsages af en af vores guider eller chauffører.
Vi gør altid vores bedste for, at du skal føle dig tryg, når du rejser til Nairobi. Derfor har du mulighed for at kontakte både vores rejsespecialister og lokale partnere døgnet rundt, hvis du får brug for hjælp eller har spørgsmål.
Det er bedst at rejse til Nairobi i tørsæsonerne, der ligger mellem januar og februar og igen fra juli til oktober, hvis du leder efter det ”bedste” vejr. Til gengæld kan du i de resterende måneder forvente færre andre besøgende samt lavere priser på rejser – men stadig masser af enestående oplevelser.
De to officielle sprog, som tales i Kenya, er swahili og engelsk, og det er derfor de primære sprog, som du kan forvente at støde på, når du besøger storbyen. Derudover er ”sheng”, som er slang, der blander swahili og engelsk, udbredt blandt den yngre del af befolkningen i Nairobi.
Ja! Nairobi rummer et væld af spændende oplevelser og seværdigheder og er især oplagt for dig, der drømmer om at kombinere traditionel afrikansk safari med summende storbyliv.
Hos TourCompass kan du besøge Nairobi som en del af udvalgte rundrejser i Kenya.
Så udover Nairobi kan du se frem til f.eks. safari i Kenya, safari i Uganda og eventuelt badeferie på den kenyanske kyst.
Du kan godt få en god fornemmelse af Nairobi, hvis du har 1 til 2 dage til at opleve de største højdepunkter, f.eks. Nairobi Nationalpark, de smukke kaffemarker og måske en restaurantoplevelse på Carnivore.
Drømmer du om at opleve storbyens puls, storslået natur og en rig afrikansk kultur på én og samme rejse, venter Nairobi på at imponere dig.
Flere af vores rejser til Kenya inkluderer et ophold i denne fascinerende hovedstad, hvor du får en smag på, hvad storbyen kan tilbyde.
Er du i tvivl, om hvilken rejse du skal vælge? Vores erfarne rejsespecialister sidder klar til at hjælpe dig videre på dit livs næste eventyr!
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende