Isalo Nationalpark – Toliara
Det er blevet tid til at tage afsked med smukke Isalo, men heldigvis venter flere flotte og spændende natur- og dyreoplevelser forude. Kursen er sat syd-sydvest med endemålet Toliara.
Godt halvvejs mellem Isalo og Toliara gør du er stop ved den mindre kendte nationalpark, Zombitse Nationalpark. Nationalparken spiller en vigtig rolle i forhold til bevarelse af oprindelig biodiversitet i Madagaskar. Parken ligger midt i et smørhul mellem to forskellige slags skov. Den mest tørre del af skoven er meget udsat for naturbrænde, som bliver hyppigere pga. klimaforandringer, og den mindre tørre del er eftertragtet blandt de lokale beboere til både landbrug og kvægdrift. Meget af skoven er gennem tiderne derfor forsvundet. Med nationalparkens dannelse i 1997 blev den tilbageværende del af denne vigtige ”overgangsskov” bevaret.
Floraen i nationalparken er ganske enestående. F.eks. er det et af de eneste steder i Madagaskar, man finder den lille væsellemur. Den er nataktiv, men du kan godt være heldig at se den sidde og sove i et hul i et træ.
Den største attraktion i Zombitse er sifaka-lemurerne. Sifaka er i familie med indri og synger altså også, når de kommunikerer. Sifakaen er dog gået et skridt videre, da den også bliver kaldt den dansende lemur. Tilnavnet skyldes dens noget pudsige måde at bevæge sig på jorden. De er så vant til at hoppe fra gren til gren, så når de en gang imellem skal bevæge sig fra et stykke skov til et andet, hvor der ikke er træer imellem, så hopper de afsted på deres bagben i oprejst tilstand med armene ud til siden. Det ser meget pudsigt ud, og det ligner faktisk lidt, at de danser. For det meste er sifakaen dog at finde i træerne.
Inden du når til Zombitse, kører du igennem et bemærkelsesværdigt sted. Området omkring byen Ilakaka er særdeles rigt på ædelstene, og små landsbyer, hvor du kan købe bl.a. safirer, ligger på rad og række. Det er helt tydeligt, at landsbyerne er opstået meget hurtigt efter, at de første ædelstene blev fundet her i 1990’erne, og en del af husene er temmelig interimistiske. Folk går bogstaveligt talt på gaden med en guldgravepande og en hakke i håbet om at finde den lille sten, som skal sikre deres fremtid. Det minder om USA under guldfeberen i 1800-tallet.
Fra Zombitse går rejsen videre mod kysten. Landskabet skifter endnu engang – nu til semi-ørken.
Herude ved kysten dominerer Vezo-stammen. De er – som Bara-folket, – seminomader. men hvor Bara-folket lever af deres kvæg, er Vezo-folket fiskere.
Hist og her kan du se små bebyggelser, som primært består af græshytter, og hvis du ser godt efter, vil du opdage, at nogle af træhusene kan foldes sammen, så de nemt kan flyttes, hvis det skulle blive nødvendigt.
Mange af kvinderne er malet i ansigtet. Det gør de både som dekoration, men også som beskyttelse mod den skarpe sol. Det siges i øvrigt også, at malingen (som faktisk er en slags pasta bestående af bark, som er pulveriseret og blandet op med vand) skulle give en dejlig, blød hud. Om det er sandt, ved vi ikke.
Ved ankomsten til Toliara checker du ind på dit hotel og spiser frokost. Eftermiddagen er fri til at slappe af og måske nyde poolen.