Oplev Bangkoks kontraster, Khao Soks jungle og den smaragdgrønne sø Cheow Lan. Afslut på Krabis dejlige sandstrande med mulighed for afslapning og spændende udflugter.
Oplev Bangkoks kontraster, Khao Soks jungle og den smaragdgrønne sø Cheow Lan. Afslut på Krabis dejlige sandstrande med mulighed for afslapning og spændende udflugter.
Omfattende udflugtspakke:
Oplev en skøn kombination af storbyliv, spektakulær natur og afslappende badeferie i Krabi.
Rejsen starter i Bangkok, hvor du har tid til at udforske den pulserende hovedstad i dit eget tempo. Du kan også se frem til en spændende streetfood tur i tuktuk, hvor du oplever Bangkoks fantastiske madscene samt nogle af byens seværdigheder og skjulte kvarterer. Udflugten slutter med en forfriskende drink på en afslappende rooftop bar med udsigt over det oplyste tempel Wat Arun.
Rejsen fortsætter med et ægte jungleeventyr i Thailands smukkeste nationalpark, Khao Sok. Første nat tilbringes i den frodige jungle nær Sok-floden, hvor fuglene pipper om kap og aberne svinger sig fra gren til gren i de høje trætoppe, som nærmest vokser ind i himlen. Anden nat bor du på et tømmerflådehotel midt ude på den magiske og smaragdgrønne sø Cheow Lan, omgivet af stejle kalkstensklipper, som spejles i den blikstille sø. Her skal du bl.a. på bådsafari, hvor du kan være heldig at spotte vilde elefanter.
Rejsen rundes af med en skøn badeferie i Krabi, hvor du kan slappe af på de dejlige sandstrande, nyde udsigten til de majestætiske kalkstensklipper og tage på spændende udflugter til nærliggende øer og seværdigheder.
I dag er dagen kommet, hvor du flyver mod Bangkok i Thailand. Der vil være mellemlanding(er) undervejs.
Du lander i den thailandske hovedstad, Bangkok, og går gennem immigrationen og samler din bagage op. Ude i ankomsthallen venter din guide med et TourCompass-skilt, og du vil herfra blive kørt til dit hotel i det centrale Bangkok.
Sen eftermiddag vil der være velkomstmøde på hotellet. Her vil din guide fortælle om Thailand, hvad du skal respektere og være opmærksom på. Samtidig vil programmet for din rejse blive gennemgået og der vil blive svaret på eventuelle spørgsmål, du måtte have. Herefter venter en kort gåtur i området omkring hotellet, hvor din guide vil vise dig, hvor du kan finde hæveautomat, apotek mm.
Efter mødet er det oplagt at snuse lidt rundt i Bangkoks travle gader og give dig hen til byens virvar, som har sin helt egen charme. Du kan især glæde dig til byens enestående madscene, der spænder bredt fra små lokale gadekøkkener til topmoderne fusionsrestauranter. Vi kan anbefale dig at besøge det neonoplyste China Town, Soi 38 i Sukhumvit, gadekøkkenerne ved Victory Monument eller shoppingområdet Asiatique The Riverfront, som udover spisesteder også tæller butikker og en god portion underholdning.
Hvis du endnu ikke er klar til at gå i seng, kan du besøge en af byens mange skybarer, som er det oplagte sted at få en kold drink med udsigt over den oplyste millionby.
Du har dagen på egen hånd indtil sidst på eftermiddagen, hvor du skal på streetfood-tur i tukuk. Indtil da kan du f.eks. slænge dig ved poolen og slikke sol, gå på opdagelse i byen eller tage på en af vores tilkøbsture.
Sidst på eftermiddagen bliver du hentet på hotellet og kørt til startstedet for streetfood-turen. Her venter en tuktuk på at køre dig rundt i Bangkoks travle gader til nogle af byens skjulte spisesteder.
Undervejs får du et glimt af flere af Bangkoks populære vartegn, der er smukt oplyste om aftenen. Du ser bl.a. Demokratiets Monument, der markerer Thailands afskaffelse af absolut monarki og indførelsen af et konstitutionelt monarki. Monumentet ligger ved den travle avenue Ratchadamnoen – ikke langt fra Kongepaladset, Grand Palace.
Du ankommer til en populær Pad Thai-restaurant, der er klassificeret som en Bib Gourmand-restaurant. Bib Gourmand er en udmærkelse, som Michelinguiden tildeler restauranter, der serverer veltillavet mad til rimelige priser. Her får du serveret den velsmagende nationalret på bananblade, og du kan også komme med i køkkenet og se, hvordan det hele foregår.
Tilbage i tuktuk’en fortsætter du forbi den 27 meter høje Giant Swing, som er et historisk og kulturelt vartegn ved templet Wat Suthat Thepwararam.
Næste stop er et lokalt natmarked, hvor du får tid til at gå rundt mellem de mange boder. Her bliver du klogere på lokale delikatesser, f.eks. braiseret svineben (khao kha mu), kokosbudding og sticky rice med æg (bua loi khai waan).
Turen går videre til Thailands største blomstermarked, Pak Klong Talat, der kun er åbent om aftenen. Her slentrer du forbi de mange blomsterboder og får mulighed for at folde din egen lotusblomst, som har stor betydning for især buddhister.
Ved næste stop lærer du om de thailandske bryllupstraditioner, når du besøger et konditori med speciale i netop bryllupskager.
Aftenen slutter på en afslappet rooftop-bar ved Chao Phraya-floden med udsigt til det oplyste tempel Wat Arun. Udsigten bliver ikke meget bedre!
Efter en dejlig aften køres du retur til hotellet.
I dag er der ingen udflugter planlagt, så du kan tage dagen i eget tempo.
Når du skal rundt i Bangkok, behøver du ikke bekymre dig om den berygtede trafik, da byen har et godt udbud af forskellige transportmidler. Mange benytter sig af tuktuk eller Grab, men også flodtaxaerne er et hit og står for en væsentlig del af den offentlige transport, da de lægger til ved mange af byens store seværdigheder. Derudover er der også Sky Train, der snor sig mellem byens højhuse, og som er en god, hurtig og billig måde at komme frem på.
Bangkok er opdelt i øst og vest af den 372 km lange flod Chao Phraya. Den østlige del af byen betragtes som det centrale Bangkok med de populære områder som bl.a. Sukhumvit, Silom og China Town, der har en høj koncentration af shoppingcentre, lokale markeder og gode spisesteder. Det er også på den østlige side, du finder den historiske del af Bangkok, der bl.a. er hjemsted for byens kongepalads, Grand Palace, og Smaragdbuddhaens tempel, Wat Phra Kaew.
Efter at have vandret Bangkok tynd i den tropiske varme og støjende trafik, vil der sikkert være stunder, hvor du drømmer dig til grønnere og roligere steder. Her kan du passende besøge parkerne Lumpini eller Benjakiti. Du kan også vælge at bevæge dig over på den vestlige side af floden, hvor du vil opleve en helt anden verden uden skyskrabere og dyttende tuktuk’er. Her vil du møde det traditionelle Bangkok og en labyrint af kanaler, hvor huse står på pæle og postbude kommer sejlende.
Der er også mulighed for at tage på en af vores spændende tilkøbsture, som du kan læse mere om nedenfor.
Uanset hvad du beslutter at foretage dig, garanterer vi, at du ikke kommer til at kede dig.
I dag forlader du den Thailandske hovedstad. Du bliver hentet på hotellet og kørt i lufthavnen, hvorfra du flyver mod syd til Surat Thani – en flyvetur på 1 time og 15 minutter.
Ved ankomst samler du din bagage op og mødes med din chauffør, som står med et TourCompass-skilt ude i ankomsthallen. Han kører dig til Khao Sok Nationalpark, hvor et sandt jungleeventyr venter. Køreturen fra Surat Thani Lufthavn til dit hotel tager ca. 1 time og 40 min.
Khao Sok er en af Thailands største nationalparker med et areal på 739 km2 – og nok landets smukkeste!
I nationalparken findes ét af Thailands største områder med oprindelig urskov – altså ældgammel, uforstyrret regnskov. De frodige omgivelser og livgivende floder er hjem for et rigt dyreliv, der tæller 48 pattedyrsarter, 311 forskellige fuglearter, mere end 30 flagermusarter og utallige krybdyr og insekter. Du kan bl.a. opleve malajbjørne, elefanter og tapirer samt makakaber, gibbonaber og langurer. Den lille dværghjort lever også her – sammen med muntjak og serov. Hvis du er rigtig heldig, får du måske et glimt af den smukke, langhalede marmorkat. Er du fugleinteresseret har du bestemt også noget at glæde dig til; næsehornsfugle og rødnakket trogoner er nemlig blandt beboerne i den frodige jungle.
Når du ankommer til dit hotel, kan du vælge at slappe af og nyde naturen, eller du kan vælge en af nedenstående tilkøbsture.
I dag venter endnu et eventyr.
En del af Khao Sok Nationalpark udgøres af den 165 km2 store smaragdgrønne sø, Cheow Lan. Søen blev dannet, da man byggede Rajjaprabha-dæmningen i 1987 og derved oversvømmede området. 385 lokale familier blev flyttet og kompenseret, og dyr blev både sejlet ud via floderne og fløjet ud med helikopter. Efterhånden som området blev mere og mere oversvømmet af regn- og flodvand, blev en del af regnskoven omdannet til sø. De høje kalkstensklipper, som før strakte sig højt op mellem trækronerne, blev forvandlet til små regnskovs-øer, der i dag stikker op af det smaragdgrønne vand. Det er ikke uden grund, at Cheow Lan sommetider bliver beskrevet som Thailands svar på Guilin, der er et af Kinas smukkeste steder.
Efter morgenmaden bliver du hentet på hotellet, og du vinker farvel til regnskoven og sætter kurs mod Cheow Lan-søen, hvor mere end 100 kalkstensklipper stikker op af det smaragdgrønne vand.
Vær opmærksom på, at det ikke er muligt at medbringe al din bagage ud på søen, så den kan du efterlade sikkert på hotellet. Vi anbefaler, at du i stedet medbringer en rygsæk med de vigtigste ting, du skal bruge de kommende dage på søen. Når du møder din chauffør igen på dag 7, har han din bagage med.
Først bliver du kørt til den lille lokale by Ban Ta Khun. Her besøger du det lokale marked midt i byen, der bl.a. er kendt for papaya og dens fremragende kvalitet af gurkemeje.
Herefter bliver du kørt til Ratchabrapa-molen tæt ved den imponerende dæmning. Her stiger du ombord i en piskerisbåd og bliver sejlet ud på Cheow Lan-søen, hvor du kan nyde det majestætiske landskab med ikoniske kalkstensklipper.
Ved frokosttid ankommer du til dit overnatningssted – en flydende bungalow midt på søen. Efter check-in står personalet klar med en traditionel frokost, som du kan nyde med udsigt til den omkringliggende natur.
Du kan herefter vælge, om du vil blive på hotellet, hvor du bl.a. kan slappe af med en god bog, udforske området i kajak eller tage et dyp i den smaragdgrønne sø direkte fra din veranda. Vandet er rent og lunt året rundt.
Du kan også vælge at deltage i en spændende vandretur, der foregår gennem junglen til en af områdets flotte drypstenshuler, Coral Cave. Sørg for at medbringe vand og gode, lukkede sko og vær opmærksom på, at der kan være glat i regnsæsonen. Sammen med din guide bliver du sejlet til vandreturens startsted i en piskerisbåd. På vandreturen oplever du junglens imponerende planteliv, og guiden vil fortælle dig om de forskellige arter undervejs. Måske ser du også nogle af junglens fugle og insekter. Efter ca. 45 minutter ankommer du til en lagune, hvor bambusflåde venter på at sejle dig til Coral Cave, som tager ca. 15 minutter. Inde i hulen oplever du smukke stalagmitter og stalaktitter, der ligner både elefanter, hekse og slanger. Herefter går turen samme vej tilbage, som du kom.
Sidst på eftermiddagen kan du tage med på en fantastisk bådsafari. Her vil der være mulighed for at spotte nogle af områdets fugle og vilde pattedyr, som bl.a. næsehornsfugle, elefanter, okser og sambarhjorte. På vejen tilbage til hotellet er solen så småt ved at gå ned bag de høje kalkstenklipper – et fuldkommen magisk syn!
Tilbage på hotellet venter en lækker middag, og herefter kan du læne dig tilbage efter en dag fyldt med oplevelser og kigge op på den smukke og klare stjernehimmel, der ikke er forstyrret af kunstigt lys.
Det er intet mindre end magisk at vågne op midt på Cheow Lan-søen. Træk gardinet fra, åbn døren til din veranda og se disen lette langsomt over den blikstille sø, hvor stilheden kun afbrydes af den asiatiske koel.
Tidlig morgen skal du på endnu en spændende bådsafari. Hold udkig efter bl.a. brillelangurer, gibbonaber og makakaber.
Efter sejlturen serveres der morgenmad, og herefter har du tid til et dyp i søen, en kanotur eller blot tid til at nyde udsigten og stilheden.
Sidst på formiddagen er der check-out, og du bliver sejlet tilbage til fastlandet. Undervejs kan du nyde det sidste syn af de fantastiske kalkstensklipper.
Tilbage ved molen venter din chauffør på at køre dig tilbage til regnskoven, hvor du får serveret en lækker thailandsk frokost, inden du køres til dit hotel i Krabi, en køretur på ca. 3 timer og 30 min.
Efter check-in er resten af dagen til fri disposition. Måske skal du en tur i bølgerne? Eller hvad med en slentretur langs stranden, hvor du kan nyde solens stråler, lyden af de stille bølger og den afslappende feriestemning?
Som udgangspunkt bor du ved Tub Kaek Beach. Området byder på en afslappet og fredfyldt atmosfære, perfekt for dig, der søger ro. Her har du næsten stranden for dig selv, og udvalget af hoteller og restauranter er småt, men godt. Tub Kaek er et ideelt udgangspunkt for vandreture, blandt andet den populære rute til Dragon Crest Mountain, hvor du belønnes med en spektakulær udsigt.
Alternativt kan du vælge at bo i Ao Nang, som er ideelt for dig, der ønsker mere liv og et bredt udvalg af restauranter og aktiviteter. Hovedgaden strækker sig over flere kilometer og byder på et væld af spisesteder – fra internationale restauranter til lokale spisesteder, der serverer autentiske thailandske retter. I Ao Nang finder du både den rolige Noppharat Thara-strand, perfekt til afslappende gåture i solnedgangen, og den mere livlige Ao Nang-strand, hvor både sejler i pendulfart til de mange smukke småøer i Krabi-bugten.
Dagene er til fri disposition.
I Krabi er døren åben for et væld af aktiviteter og smukke strande, som alle har udsigt til de mange kalkstensklipper og småøer, der kendetegner Krabi-provinsen. Her kan du både finde ro og eventyr.
I Andamanhavet ud for Krabi, ligger nogle af Thailands smukkeste øer, herunder Phi Phi-øerne, Hong Island og flere småøer. Morgendagens udflugt tager dig til nogle af disse eventyrlige øer, og du kan godt glæde dig! Øerne er berømte for deres enestående strande og fantastiske snorkelsteder.
Også fastlandet byder på dejlige strande bl.a. Railay Beach, Phra Nang Beach og Tonsai Beach. Disse strande tiltrækker besøgende fra hele verden med blødt, hvide sand, krystalklart vand og imponerende klippeformationer.
Udover afslapning har du mulighed for at opleve Krabis fantastiske natur, der bl.a. byder på naturlige pools i junglen. Eller hvad med kajakparadiset Ao Thalane? Har du mod på endnu mere eventyr, kan du tage turen gennem frodig jungle og små vandløb til det nærtliggende Dragon Crest Mountain i Tub Kaek, hvor du belønnes med en uforglemmelig udsigt over området.
Her i Krabi-provinsen får du også mulighed for at opleve den thailandske kultur, som er præget af to religioner. Her bor buddhister og muslimer nemlig side om side i fred og harmoni. Det multikulturelle samfund afspejles tydeligt i de kulturelle oplevelser. Du vil finde både moskeer og templer rundt omkring, og især Tiger Cave-templet, som ligger lidt uden for Krabi, er et besøg værd. Her kan du komme tæt på munkeneshverdag og opleve den åndelige ro, der præger stedet. Hvis du er klar på en udfordring, kan du følge de over 1.200 trin op til klippens top – en symbolsk rejse, der repræsenterer overvindelsen af livets udfordringer og stræben efter indre fred.
I dag er det blevet tid til at tage afsked med Thailand. Du bliver du hentet på hotellet og kørt til Krabi lufthavn, hvorfra du flyver mod Europa med mellemlanding(er) undervejs.
Du lander i valgte lufthavn efter en pragtfuld ferie med både storbyliv, storslået naturoplevelser og afslapning.
|
Pernille har siden hun var ganske ung rejst i store dele af verden, og hun har i dag mere end 30 års erfaring med at hjælpe andre på deres livs rejse.
Vi ved, at din tid er dyrebar. Derfor er vores mål at give dig den bedst mulige personlige service, og det er vigtigt for os, at du føler dig tryg på hele rejsen. Vi sidder klar til at hjælpe dig fra det øjeblik, du booker, til du er vendt hjem igen.
Vi tilbyder en bred vifte af destinationer, der hver især har deres egen unikke historie at byde på, formet af lokale kulturer, fascinerende dyreliv og naturens skønhed.
Vi skaber rejser på baggrund af vores rejsespecialister og -eksperters omfattende research og førstehåndserfaringer. Hver rejse er tilrettelagt med henblik på at præsentere dig for det bedste, hver destination har at byde på.
Nyd at slappe af i tryg forvisning om, at din rejse er i sikre hænder. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond (medlemsnummer 1778). Helt grundlæggende betyder det, at du som rejsende er sikret økonomisk og kan få din rejse erstattet, hvis vi mod forventning skulle gå konkurs.