
Drømmer du om at mærke det varme sand mellem dine tæer og havets milde brise på din kind, mens du slentrer ned langs kridhvide tropestrande?
I Mexico venter fantastiske kystperler, der lokker med alt lige fra en dukkert i de azurblå bølger til besøg i charmerende strandbyer, hvor autentisk mexicansk kultur og lokal stemning sørger for mindeværdige oplevelser.
Men hvilke af de mange stranddestinationer skal du besøge på din rejse til Mexico?
Vi har samlet en liste over 5 strande, som sikrer dig magiske oplevelser og uforglemmelige stunder i sandet, når du besøger denne latinamerikanske juvel.

Mexico er et vaskeægte skatkammer, når det kommer til strandidyl. Her finder du nemlig nogle af verdens smukkeste strande med blødt sand, azurblåt hav og palmer, der svajer stille i den behagelige vind.
De mange fantastiske strande byder på oplevelser for enhver smag. Du kan f.eks. glæde dig til alt lige fra rendyrket afslapning i sandet og vandsportsaktiviteter i bølgerne til spændende eventyr gennem frodige landskaber og historiske mayaruiner.
Uanset hvilke strande du vælger at besøge på din rejse til Mexico, er du garanteret mindeværdige øjeblikke.

Med en kystlinje på mere end 9.000 km byder Mexico på et væld af smukke strande. Selvom hver strand har sin helt egen charme, er der dog nogle, der skiller sig ud som en tand mere fortryllende end andre.
Yucatán-halvøen kan typisk prale med at have nogle af Mexicos bedste strande. Her ligger f.eks. populære stranddestinationer som Isla Holbox, Playa del Carmen og Isla Mujeres, hvor du finder bløde sandstrande, roligt vand og afslappende tropestemning.
Udover spektakulære strande gemmer Yucatán-halvøen også på en lang række kulturhistoriske skatte som f.eks. den verdenskendte mayaruin Chichén Itzá, der giver dig mulighed for at tilføje et ekstra strejf af eventyr til din badeferie.
Hvilke strande skal så fuldende dit mexicanske eventyr? Vi har samlet 5 fantastiske strande lige her.

Isla Holbox er et fortryllende ø-paradis beliggende på den nordlige side af Yucatán-halvøen. Øen charmerer besøgende med sin afslappede atmosfære og sit rolige tempo.
Her venter dig hvide sandstrande og krystalklart vand med blide bølger, der både indbyder til en forfriskende dukkert i havet og vandsportsaktiviteter som f.eks. kajakture, stand-up paddle og kitesurfing.
Den smukke ø-perle er en del af det beskyttede Yum Balam-naturreservat, som er et vigtigt levested for en række tropiske fugle, herunder pelikaner og de karakteristiske lyserøde flamingoer. Under havoverfladen emmer det også af liv med alt lige fra farverige fiskestimer til legesyge delfiner. Isla Holbox er dermed også en oplagt destination for dig, der vil kombinere badeferie med storslåede dyreoplevelser.
På Isla Holbox finder du også nogle af verdens smukkeste solnedgange. Ved solnedgang bades landskabet i et væld af farver, og når mørket falder på, kan du nogle steder på øen opleve naturfænomenet bioluminescens, hvor små mikroorganismer funkler i vandet – et fuldstændigt uforglemmeligt syn.

Playa del Carmen, som ligger smukt på Yucantán-halvøens østside, er en sprudlende kystby, hvor du på én og samme tid har mulighed for at slappe af på smukke strande og tage del i det aktive byliv langs hovedgaden 5th Avenue.
I Playa del Carmen strækker hvide sandstrande sig så langt øjet rækker, og det azurblå hav lokker med en forfriskende svømmetur i de brusende bølger. Har du lyst til at være aktiv, byder Playa del Carmen på rig mulighed for vandsportsaktiviteter, som f.eks. windsurfing og jetski. Tager du færgen til Cozumel, der ikke ligger langt derfra, har du også mulighed for at udforske koralrev og undersøiske grotter på en snorkel- eller dykkertur.
Efter en tur i bølgerne kan du udforske de små gader i byens centrum. På 5th Avenue summer det af liv med butikker, caféer og barer – men træder du et par gader væk, finder du hurtigt roligere omgivelser med små hyggelige hjørner. Her kan du shoppe i farverige butikker, nyde en drink på en af de populære barer eller smage autentiske mexicanske retter på nogle af de mange restauranter og caféer.

Isla Mujeres er en charmerende lille ø-perle beliggende ud for Yucatán-halvøens nordøstlige kyst, kun få kilometer øst for byen Cancún.
Et besøg på Isla Mujeres er som at træde ind i et tropisk paradis, hvor hvide sandstrande og krystalklart vand står klar til at byde dig velkommen. Blandt Isla Mujeres mange fantastiske strande er der særligt én, der stjæler opmærksomhed: Playa Norte, øens nordlige strand, der grundet sin skønhed tidligere har været kåret som Mexicos bedste strand og blandt verdens 10 bedste ved Tripadvisor Travelers’ Choice Awards.
Udover smukke omgivelser byder Isla Mujeres også på rig mulighed for at tage på eventyr. Du kan bl.a. udforske øen i en lejet golfbil, hvor du både kan opleve spektakulære klippeformationer og ældgamle ruiner dedikeret til mayagudinden Ixchel på øens sydspids.
Om aftenen kan du slentre gennem de hyggelige gader på øen og forkæle dine smagsløg med de lækreste, mexicanske specialiteter.

Tulum er en hyggelig kystby på den østlige side af Yucatán-halvøen ud til det Caribiske hav.
Den fortryllende kystjuvel er kendt for sine naturskønne omgivelser med kridhvide sandstrande, svajende palmetræer og turkisblåt havvand, der indbyder til fredfyldte stunder og solbadning.
Et par kilometer væk fra stranden finder du Tulum by, hvor du kan gå på opdagelse i byens mange gader, der bugner af farvestrålende butikker, charmerende caféer og hyggelige restauranter, der lokker med lokale specialiteter. Eller måske skulle du hoppe på cyklen? Cykler er nemlig det foretrukne transportmiddel i byen.
Området omkring Tulum er desuden kendt for sine mange imponerende cenoter, der med deres naturlige kalkstenshuller og krystalklare vand udgør et spektakulært syn.
Ved Tulum har du også mulighed for at dykke ned i Mexicos spændende kultur og historie, når du besøger de ældgamle Tulum-ruiner, der troner majestætisk ud til kysten og vidner om mayaernes storhedstid i landet.

Akumal er en smuk lille kystby på Yucatán-halvøens østside, kun ca. 100 km syd for Cancún.
Med sit krystalklare vand, rige marineliv og fascinerende skibsvrag er Akumal kendt for at være et af Mexicos bedste snorkel- og dykkersteder, og stedet tiltrækker derfor rejsende fra hele verden.
Særligt berømt er Akumal for sine mange havskildpadder, der opholder sig i bugten året rundt. Den store bestand af havskildpadder har været med til at give byen sit navn, der på mayansk betyder ”skildpaddens sted”.
Udover fantastiske dyre- og naturoplevelser gemmer Akumal også på enkelte små butikker, hvor du kan købe souvenirs, og nogle hyggelige restauranter, hvor du kan nyde et lækkert mexicansk måltid.

Når du planlægger din badeferie til Mexico, kan det være naturligt at overveje, om strandene er påvirket af tang i den periode, du rejser. Tang, også kaldet sargassum, kan forekomme på kysten ved Cancún og langs Riviera Maya (f.eks. ved Playa del Carmen og Tulum) og kommer hyppigere i månederne mellem april og august. Strandene på Isla Holbox og Playa Norte på Isla Mujeres plejer typisk at få mindre tang end andre strande i området, da de ligger godt ift. de strømme, der bringer tangen med sig.
Det er dog vigtigt at understrege, at tang er en naturlig del af havets økosystem. Det er hverken farligt for dig som besøgende eller for havmiljøet. I perioder, hvor der skylles større mængder op, gør mange hoteller og lokale foreninger en stor indsats for at rydde strandene – ofte dagligt.
Med lidt fleksibilitet behøver tang derfor ikke at stå i vejen for en uforglemmelig badeferie.
Du kan holde dig opdateret omkring tang på de forskellige mexicanske strande her.

Blødt sand, krystalklart vand og afslappet kyststemning er essensen af Mexicos strande, og du er derfor garanteret magiske øjeblikke, når du tager på badeferie i Mexico.
Er du i stadig tvivl om, hvilken stranddestination du skal vælge?
Vores erfarne rejsespecialister sidder klar til at hjælpe dig med at skabe minder for livet i Mexicos tropiske paradis.
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende