ForsideNyheder og rejseartiklerNytårstraditioner i hele verden: En rejse gennem festlige fejringer

Nytårstraditioner i hele verden: En rejse gennem festlige fejringer

28-12-2025
Vis alle indlæg

Ældre par fejrer nytår med stjernekastere

Nytåret er forbundet med en ganske særlig magi. Det er en dag, hvor vi siger farvel til det gamle og byder det nye velkommen med glæde, håb og fest.

Men hvordan bliver årets skifte fejret rundt omkring i verden?

Læs med, når vi rejser kloden rundt for at se, hvilke spændende nytårstraditioner verden har at byde på.

Månenytår – fyrværkerifyldte festligheder i Kina og Vietnam

Kinesisk nytårsfyrværkeri

I modsætning til den gregorianske kalender, som anvendes i den vestlige verden og følger jordens kredsløb om solen, benytter Kina og Vietnam sig af en lunisolarkalender, hvor månens faser og solens cyklus tilsammen bestemmer, hvornår nytåret falder.

Da månens cyklus ikke følges med den gregorianske kalender, varierer tidspunktet for nytåret år til år. Nytåret ligger dog altid i en periode mellem den 21. januar til den 20. februar. I 2026 finder nytåret sted d. 17. februar.

Da Kina og Vietnam er nabolande, er det ikke overraskende, at det kinesiske nytår og det vietnamesiske nytår – udover at finde sted på samme tidspunkt – deler mange af de samme traditioner. Begge markeres med familiesammenkomster og store måltider, og både i Kina og Vietnam fyrer man krudt af for at skræmme det onde væk.

Nytårsfejringerne i Kina og Vietnam har dog også deres unikke særpræg. I Kina er det f.eks. tradition, at forældre forærer røde konvolutter med pengegaver til deres børn, mens det i Vietnam er skik at besøge buddhistiske templer i dagene efter nytåret.

Hvor kan det bedst opleves? Vil du opleve månenytåret i Kina, gør den festlige atmosfære og smukke dekorationer Beijing til et oplagt sted. Vil du derimod fejre månenytåret som en del af din Vietnam-rejse, kan du både i Hanoi og Ho Chi Minh City finde fantastiske spots til at nyde det farverige fyrværkeri.

Nyepi – stilhedens dag på Bali

Ogoh Ogoh på Bali

Nyepi Day er en hinduistisk højtid, der markerer begyndelsen på det nye år i Saka-kalenderen, som balinesisk hinduisme følger. Højtiden, der primært fejres på Bali, falder hvert år omkring forårsjævndøgnet, typisk i marts eller april. I 2026 finder Nyepi Day sted den 19. marts.

I modsætning til de nytårsfejringer, som vi kender herhjemmefra, fejres Nyepi Day ikke med farverigt fyrværkeri og fest i gaderne – tværtimod. På Nyepi Day går Bali nemlig fuldstændig i stå i et helt døgn, hvor stilhed er det eneste, der fylder de mennesketomme gader. Og dette er ikke uden grund. Stilheden er en måde for balineserne at forblive dybt forbundet med hinduismen og skabe rum for refleksion og renselse.

Forberedelserne, der somme tider finder sted op til flere uger før Nyepi Day, byder dog på alt andet end stilhed. I tiden op til Nyepi Day fyldes gader og stræder med traditionel musik og farver, hvilket står i skarp kontrast til den dybe ro, der senere sænker sig over øen.

Hvor kan det bedst opleves? Nyepi Day kan bedst opleves på Bali, hvor højtiden udfolder sig i sin fulde pragt. Da Bali lukker fuldstændig ned på denne dag, og det ikke er tilladt at færdes i gaderne, er det dog kun muligt at opleve Nyepi Day inden for hotellets trygge rammer. I dagene op til Nyepi kan du dog være heldig at overvære nogle af de ritualer og ceremonier, der sig udfolder mange steder på øen.

Songkran – Thailands plaskende vandfest

Vandkamp i Thailands gader under Songkran

Den 13. april forvandles Thailand til én stor nytårsfest, når Songkran skydes i gang.

Bevæger du dig uden for hotellets fire vægge denne dag, kan du være stensikker på én ting: at blive våd. Og nej, det skyldes ikke, at regntiden sammen med varmen har meldt sin ankomst i Thailand. Derimod skyldes det, at begejstrede thailændere strømmer ud i gaderne bevæbnet med vandpistoler og overdynger hinanden med store mængder vand.

Selvom Songkran er berygtet for at være verdens største vandkamp, har fejringen for thaierne en langt mere dybdegående betydning. Songkran har nemlig en stærk kulturel og religiøs forankring i buddhismen, hvor vandet symboliserer renselse og en ny begyndelse.

Fejringen varer ofte op mod en hel uge, hvor flere af dagene er forbundet med specielle traditioner. Den første dag er f.eks. til ære for de ældre thaier, hvor børn skænker parfumevand i hænderne på de ældre, mens den anden dag står i familiens tegn og derfor tilbringes sammen med ens kære.

Hvor kan det bedst opleves? Selvom Songkran fejres næsten overalt i Thailand, er der nogle steder, hvor festlighederne udfolder sig ekstra intenst. Du kan f.eks. besøge Chiang Mai, som muligvis er et af de bedste steder at fejre Songkran, eller Bangkok, hvor du kan opleve vandplaskeriet fra oven fra den ikoniske BTS Sky Walk.

Hijri-nytår – religiøse ritualer på tværs af muslimske lande

Hassan II-moskéen i Casablanca

Hijri-nytåret (det islamiske nytår) falder på den første dag i Muharrem, som er den første måned i den islamiske kalender. Da den islamiske kalender følger månen, ændrer datoen sig år for år og falder i 2026 den 16. juni.

Siden år 622 e.Kr. har hijiri-nytåret haft en særlig plads i de muslimske lande. Udover at markere indtrædelsen af det nye muslimske kalenderår, er det islamiske nytår nemlig en dag, hvor profeten Muhammeds udvandring fra Mekka til Medina mindes – en begivenhed, som lagde fundamentet til den første muslimske menighed.

Måden, hvorpå hijiri-nytåret fejres, varierer meget fra kultur til kultur. Generelt er fejringerne dog langt mere afdæmpede end de højlydte festligheder, som vi kender fra nytåret herhjemme. I stedet er dagen præget af eftertanke, sorgbearbejdelse og refleksion over tidens gang, og dagen markeres derfor ofte med fælles bønner i moskeen og samvær med familien.

Hvor kan det bedst opleves? Fordi hijiri-nytåret er en stille og refleksiv begivenhed, mærkes nytårsstemning stærkest i nærheden af en moské. Er du i Marokko, er området omkring Hassan II-moskeen i Casablanca et oplagt sted, hvor du foruden den særlige ro også kan nyde den smukke arkitektur.

Inti Raymi og We Tripantu – solhvervsfejringer i Andesregionen

Inti Raymi-festligheder i Plaza Mayor Cusco

Inti Raymi og We Tripantu er navnet på to særskilte traditioner i Andesregionen, der begge hylder den samme begivenhed: vintersolhvervet den 24. juni, hvor årets mørkeste dag indtræffer og markerer lysets gradvise tilbagevenden på den sydlige halvkugle – en dag, der for både inkaerne og mapuche-folket blev betragtet som indledningen på et nyt år.

Den ene af traditionerne, Inti Raymi, udspringer fra Peru og har sit historiske centrum i den gamle inka-hovedstad Cusco. Når vintersolhvervet melder sin ankomst, forvandles den historiske by til en vibrerende scene af liv, hvor glade mennesker klædt i farverige dragter danser lystigt gennem gaderne til ære for solguden Inti.

Den anden af traditionerne, We Tripantu, har derimod sine rødder i Mapuche-folket, der primært lever i Chile og Argentina. Fejringen begynder allerede aftenen inden, hvor lokale samles om omkring knitrende bål for at dele traditionelle retter og fortælle historier. Når solen står op, går de lokale i samlet flok mod floder og vandløb for at rense deres sjæl og krop, inden det nye år bydes velkommen.

Tilsammen giver Inti Raymi og We Tripantu et fascinerende indblik i Andesregionens rige kulturarv.

Hvor kan det bedst opleves? Vil du fejre Inti Raymi i Peru, er Cusco uden tvivl stedet, hvor festlighederne udfolder sig stærkest. Drømmer du derimod om at opleve We Tripantu, regnes Araucanía-regionen i Chile og La Pampa-provinsen i Argentina for at være nogle af de bedste steder.

Matariki – maorinytår under New Zealands stjerner

Drager flyver i luften på Maori-nytåret

Matariki er det maoriske navn for den funklende stjernehob bestående af i alt 9 stjerner, der viser sig på himlen i de kolde vintermorgener i New Zealand, og som ifølge maorierne er et tegn på, at et nyt år er ved at begynde.

For maorierne er Matariki en højtid, hvor sorg og glæde går hånd i hånd. Det er nemlig både en tid, hvor man ærefuldt mindes dem, der er gået bort, samt en tid, hvor man fejrer høstens rigdom og takker guderne for deres gavmildhed.

Traditionelt set blev maoriernes nytår markeret med hellige bål, ceremonielle ofringer og festlige ritualer til ære for døden og livet. Selvom disse gamle traditioner stadig huskes, fejres Matariki nu om dage primært med fælles måltider, sang og fortællinger fra fortiden. I dagene omkring Matariki kan du også være heldig at se farverige drager stige til vejrs, da drager i maoritraditionen symboliserer forbindelsen mellem den fysiske og den åndelige verden og guider de døde mod stjernerne.

Selvom Matariki har været fejret af maorierne i mange hundrede år, blev dagen først anerkendt som officiel helligdag i New Zealand i 2022. I 2026 finder fejringen sted den 10. juli.

Hvor kan det bedst opleves? Hvis du drømmer om at fejre det maoriske nytår på så autentisk vis som muligt, er Rotorua det oplagte sted at tage hen. Byen, som er centrum for New Zealands maorikultur, imponerer nemlig med alt lige fra daggryceremonier og droneshows til livemusik og teater, hvilket giver dig mulighed for at opleve Matariki på bedste vis.

Nytårsaften – Fest, fyrværkeri og farverige nytårshatte

En mand og kvinde nyder udsigten til nytårsfyrværkeri

Gregoriansk nytår, der fejres den 31. december, er en af årets største begivenheder. Det er nemlig aftenen før den gregorianske kalender, som anvendes i størstedelen af verden, officielt tager hul på et nyt år.

Selvom fejringen har sine rødder i den vestlige verden, og derfor ofte betegnes som ”vestligt nytår”, markeres det gregorianske nytår i dag globalt. Måden, hvorpå nytåret fejres, varierer fra land til land. Det fleste steder markeres begivenheden dog med store fester for venner og familie, hvor boblende champagne, glitrende fyrværkeri, sjove nytårshatte og nedtællingen til midnat er centrale elementer.

Ud over at være en farverig og festlig højtid betragtes det gregorianske nytår også som en symbolsk overgang – et tidspunkt, hvor man gør status over året, der er gået, og laver såkaldte ”nytårsforsætter”, hvor man sætter sig personlige mål for det kommende år.

Hvor kan det bedst opleves? Selvom det gregorianske nytår fejres mange steder, er det i storbyerne, at stemningen udfolder sig mest intenst, når klokken slår 00.00 den 31. december. Du kan f.eks. skåle med tusindvis af festglade mennesker ved Sydney Harbour i Australien eller danse til festlige toner i Boston eller New Yorks gader i USA.

Hvad skal jeg være særligt opmærksom på?

Uanset hvor i verden du drømmer om at fejre nytår, er der et par ting, som er gode at have i baghovedet, når du rejser i denne periode. Nytåret er ofte en af årets mest populære begivenheder – ikke kun for rejsende, men også for de mange lokale, der rejser hjem for at fejre højtiden med venner og familie.

Rejser du i denne periode, skal du derfor være opmærksom på, at butikker og seværdigheder kan ændre åbningstider, hoteller hurtigt bliver udsolgt, og nogle steder kan det blive mere besværligt at finde transport. Drømmer du om at fejre nytår et bestemt sted, kan det derfor være en god idé at undersøge på forhånd, samt at booke i god tid.

Du skal desuden være opmærksom på, at der er enkelte destinationer, hvor vi ikke tilbyder rejser på det tidspunkt, hvor nytåret falder. F.eks. er det ikke muligt at opleve Matariki med os, da vi ikke tilbyder rejser til New Zealand dette tidspunkt. Derudover er det også kun muligt at opleve selve forberedelserne til Nyepi på Bali, ikke selve dagen.

Vil du vide mere om, hvilke rejser, der giver dig mulighed for at opleve nytår i andre lande, eller har du andre spørgsmål, er du altid velkommen til at række ud til vores erfarne rejsespecialister.

Vil du opleve verdens fascinerende nytårsfejringer?

Mand- og kvindehånd med stjernekastere

Fra stille refleksion til eksplosive festligheder: verden folder sin mangfoldighed ud, når året skifter.

Dyk ned i verdens unikke nytårsfejringer og skab rejseminder, der varer livet ud!

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende