
Kirsebærblomstringen regnes for at være en af Japans smukkeste naturoplevelser.
For selvom Japan er en betagende destination året rundt, er der noget helt særligt ved at besøge landet, når de japanske kirsebærtræer springer ud og klæder parker, templer og byrum i de fineste lyserøde nuancer.
Læs med, når vi dykker ned i det magiske naturfænomen, der er Japans kirsebærblomstring.
Hvad er sakura?

Sakura er det japanske ord for kirsebærblomst og bruges om det smukke naturfænomen, der hvert år forvandler Japan til et lyserødt paradis.
For japanerne er sakura forbundet med en helt særlig betydning. Med rødder i buddhismens tanker om livets forgængelighed, der stadig præger den japanske kultur den dag i dag, bliver den korte kirsebærblomstringsæson nemlig set som et stærkt symbol på både livets flygtighed og nye begyndelser.
Sakura er derfor også et af årets største højdepunkter, hvor japanere og udenlandske besøgende flokkes til parker og tempelhaver for at nyde de smukke blomster i fuldt flor. Denne tradition kaldes hanami, der oversat betyder ”blomsterkiggeri”, og ofte fejres med picnics under de maleriske kirsebærtræer.
Kort sagt er sakura et fortryllende syn, der for mange står allerhøjest på ønskelisten for en rejse til Japan.
Hvornår blomstrer kirsebærtræerne i Japan?
Den primære sæson for kirsebærblomstring i Japan ligger typisk mellem marts og april.
En generel tommelfingerregel er, at kirsebærtræerne blomstrer tidligere, jo længere sydpå man befinder sig i Japan. I Okinawa, som ligger længst mod syd, kan blomstringen begynde allerede i januar, mens den i Hokkaido, Japans nordligste hovedø, kan finde sted så sent som i maj. Det præcise tidspunkt varierer derfor markant, alt efter hvor i landet du befinder dig.
Hvornår forventes kirsebærtræerne at blomstre i Japan i 2027?

Der findes endnu ikke en endelig prognose for kirsebærblomstringen i Japan i 2027. Baseret på de typiske blomstringstidspunkter forventes sakura-sæsonen på Honshu – bl.a. i Tokyo, Kyoto, Osaka og Hiroshima – dog normalt at falde fra slutningen af marts til begyndelsen eller midten af april.
Japanske meteorologer følger hvert år kirsebærblomstringen tæt for at forudsige, hvornår træerne springer ud. Det er dog vigtigt at understrege, at der aldrig er nogen garanti for, at blomstringen falder på det forudsete tidspunkt.
Som følge af klimaet og skiftende vejr kan tidspunktet for kirsebærblomstringen variere fra år til år. I 2026 begyndte blomstringen flere steder tidligere end normalt, bl.a. som følge af usædvanligt milde temperaturer og lokale vejrforhold. Generelt har varmere forårstemperaturer og urbanisering også bidraget til, at kirsebærblomstringen i Japan over tid er rykket tidligere på året.
Hvis du gerne vil følge med i prognoserne for kirsebærblomstringen 2027, kan du gå ind på hjemmesiden, der opdaterer informationen, når de har den: https://n-kishou.com.
Hvor lang tid blomstrer kirsebærtræerne i Japan?

Fra de første blomster springer ud, til træerne når fuldt flor, går der som regel 10 til 14 dage, hvor selve blomstringen ofte topper i omkring 5 til 7 dage.
Som følge af Japans langstrakte geografi, falder sakura-sæsonen på forskellige tidspunkter i Japan, og perioden strækker sig derfor samlet set over flere måneder i landet.
Hvornår er det bedst at opleve sakura i Japan?
Det bedste tidspunkt at opleve sakura er typisk i forårsmånederne, da størstedelen af Japans kirsebærsorter springer ud i denne periode og dækker landet i et lyserødt blomsterhav, som mange rejser til Japan for at opleve.
TIP: Oplev blomstring uden de mange mennesker
Hvis du gerne vil opleve det smukke naturfænomen uden de helt store menneskemængder, kan du alternativt besøge Japan allerede i februar.
Her kan du være heldig at opleve de blomstrende blommetræer, f.eks. i Tokyo, hvor blomsterfestivalen ”Setagaya Ume Matsuri” afholdes i Hanegi Park i midten af februar. Du kan også opleve blomstringen af den tidlige kirsebærblomst Kawazu-zakura mellem begyndelsen af februar og begyndelsen af marts. Selvom denne sort primært forbindes med byen Kawazu, kan du også opleve de smukke, lyserøde træer i Tokyo, f.eks. i Kiba Park.
Hvor kan man opleve kirsebærblomstring i Japan?

Du kan opleve kirsebærblomstring mange steder i Japan.
Sakura-sæsonen begynder i den sydlige del af landet og breder sig gradvist nordpå i takt med, at temperaturerne stiger.
| Region | Forventet blomstringstidspunkt |
| Okinawa (sydlige Japan) | Januar/februar |
| Honshu (vores destinationer) | Slut marts til april |
| Hokkaido (nordlige Japan) | Maj |
Herunder har vi samlet 10 fantastiske steder at opleve kirsebærblomstringen i Japan – præsenteret fra syd mod nord, så rækkefølgen følger blomstringens naturlige vej gennem landet.
| Sted | Typisk bedste tidspunkt for sakura* | Højdepunkter i områderne |
| Hiroshima | Slut marts/start april | Fredsmindeparken og Hijiyama-parken. |
| Osaka | Slut marts/start april | Kema Sakuranomiya-parken og Osaka Castle. |
| Nara | Start/midt april | Det berømte "lyserøde tæppe" af 30.000 træer på Mount Yoshino og i Nara Park. |
| Kyoto | Slut marts/start april | Maruyama Park og Filosofistien. |
| Nagoya | Slut marts | Yamazaki-floden og Nagoya Castle. |
| Hakone | Start/midt april | Oshima-kirsebærtræet ved Ashi-søen og Haya-floden. |
| Tokyo | Slut marts | Den ikoniske blomsterallé i Ueno-parken. |
| Takayama | Midt april | Takayama Spring Festival i de japanske alper. |
| Kanazawa | Start april | De smukke haver i Kenrokuen. |
| Nagano | Midt april | Takato Castle, et af Japans bedste sakura-spots. |
*Det bedste tidspunkt er baseret på det gennemsnitlige tidspunkt for den første blomstring som angivet på Japan.travel + 5-7 dage, hvor der typisk er fuld blomstring, samt den gennemsnitlige blomstringstid angivet på n-kishou.
Bemærk, at vi kun inkluderer steder fra Honshu (Japans hovedø), som du kan opleve på vores rejser, hvilket betyder, at blomstringen typisk forventes at ske fra slutningen af marts til midten af april.
Hiroshima
Hiroshima bliver nok mest forbundet med 2. verdenskrigs atombombning, men faktisk er byen også et fantastisk sted at opleve kirsebærblomstringen.
Du kan f.eks. besøge Fredsmindeparken, hvor de lyserøde blomster folder sig ud mellem mindesmærkerne og skaber en smuk kontrast til byens sørgelige krigshistorie. Du kan også lægge turen forbi Hijiyama-parken, hvor du ikke kun kan nyde et utal af kirsebærtræer, men også en fascinerende udsigt over Hiroshima.
Osaka
Osaka er en af de bedste byer i Japan at opleve det lyserøde naturvidunder, og her hører særligt Kema Sakuranomiya-parken og parken omkring Osaka-slottet til nogle af byens bedste sakura-spots.
I Kema Sakuranomiya-parken kan du se den lyserøde blomsterpragt på en stemningsfuld bådtur langs Okawa-floden, hvor omkring 5.000 kirsebærtræer står plantet langs bredden, mens mere end 4.000 kirsebærtræer i parken omkring Osaka-slottet indhyller det historiske slot i lyserøde blomster i et fortryllende syn.
Mount Yoshino
Med sine mere end 30.000 kirsebærtræer er Mount Yoshino i Nara-præfekturet på Japans hovedø, Honshu, en af Japans allermest berømte sakura-destinationer.
Når kirsebærtræerne springer ud, breder blomsterne sig over Mount Yoshino som et lyserødt tæppe og skaber et af de mest betagende blomsterlandskaber, som Japan har at byde på.
Kyoto
I Kyoto, som er Japans gamle hovedstad, danner historiske kvarterer, stemningsfulde haver og mere end 1.600 templer en eventyrlig ramme om den japanske kirsebærblomstring.
Et af de mest stemningsfulde steder at fejre sakura i Kyoto er Maruyama Park, der er en populær hanami-destination. Du kan også gå en tur ad Filosofistien, der løber langs en kanal, hvor flere hundrede kirsebærtræer står plantet.
Nagoya
Nagoya, som er en ofte overset perle blandt Japans storbyer, byder på et væld af fantastiske steder, hvor du kan opleve den smukke blomstring.
Du kan f.eks. gå en tur ad Shikinomichistien langs Yamazaki-floden, der regnes for at være en af de bedste sakura-spots i Japan, eller besøge Nagoya Castle, hvor det historiske slot rejser sig majestætisk mellem de lyserøde trækroner.
Hakone
Hakone, som er en naturskøn bjergby omkring 100 kilometer fra Tokyo, er et fascinerende syn i sakura-sæsonen, hvor byen viser sig fra sin allersmukkeste side.
Ved Haya-floden i Miyagino kan du opleve mere end 100 kirsebærtræer langs vandet, der oplyses af papirlanterner om aftenen, mens det næsten 100 år gamle Oshima-kirsebærtræ ved Ashi-søen er særligt smukt med sine rosa og hvide blomster.
Tokyo
Vil du opleve kirsebærblomstring i Tokyo, er der rigeligt af steder at vælge imellem. Ueno-parken er dog uden tvivl et af de mest ikoniske steder at opleve sakura i Tokyo, hvor mere end 1.000 kirsebærtræer danner en imponerende blomsterallé langs parkens centrale midtergang.
Da Ueno-parken er et yderst populært sted at opleve hanami i Japan, er det en god idé at komme tidligt på dagen, hvis du skal sikre dig en picnic-plads under de lyserøde kroner.
Takayama
I den historiske by Takayama, der er smukt beliggende i de japanske alper, tilfører kirsebærblomstringen et magisk præg til byen, hvor de lyserøde blomster danner en malerisk kontrast til den traditionelle arkitektur og de fredfyldte bjerglandskaber.
Hvert år i april fejres begivenheden med Takayama Spring Festival, hvor livlige parader, udsmykkede vogne, musik og dans bringer byen til live og gør kirsebærblomstringen til noget ekstra særligt.
Kanazawa
I Kanazawa kan du opleve sakura i Kenrokuen, der regnes for at være en af Japans smukkeste haver. Her danner spejlblanke damme, buede broer og traditionelle tehuse ramme om en stemningsfuld kirsebærblomstringsoplevelse.
Sammenlignet med nogle af Japans andre sakura-destinationer, f.eks. i Tokyo, har haven få besøgende, hvilket giver mulighed for en mere rolig og autentisk oplevelse af sakura.
Nagano
I Nagano, der ligger i de japanske alper, kan du opleve en smuk kontrast mellem forår og vinter, når kirsebærblomsterne springer ud for foden af sneklædte bjerge.
Et af de mest berømte steder er Takato Castle, der officielt regnes for at være et af de tre bedste steder at opleve kirsebærblomster i Japan, hvilket gør det til et absolut must-see for sakura-entusiaster.
Sådan øger du chancen for at opleve kirsebærblomstringen

Det er aldrig muligt at garantere, at du rammer kirsebærblomstringen på det helt rigtige tidspunkt, da blomstringen afhænger af vejr, temperaturer og destination – og så er den derudover forholdsvist hurtigt overstået.
Her får du vores 3 bedste tips til, hvordan du øger dine chancer for at opleve kirsebærblomstringen
1) Vælg en rundrejse med flere destinationer
Kirsebærblomstringen bevæger sig fra syd mod nord – ved at inkludere flere destinationer, øger du dine chancer for at ramme det helt rigtige tidspunkt i én af de byer, du besøger.
2) Rejs mellem slut marts og midt april
På Honshu, hvor du bl.a. finder Tokyo, Kyoto, Osaka og Hiroshima, falder kirsebærblomstringen typisk fra slutningen af marts til begyndelsen eller midten af april.
Vil du opleve en tidligere forårsblomstring, kan februar også være en mulighed, hvor du bl.a. kan se blommetræer og tidligt blomstrende kirsebærtræer i Tokyo.
3) Bestil din rejse i god tid
Sakura-sæsonen er den mest populære periode at rejse til Japan. Bestil derfor i god tid, så du er sikker på, at din rejse ikke bliver udsolgt.
***Et sidste rejsetip: Download appen "Sakura Navi" (fra Japan Meteorological Corporation). De opdaterer prognoserne live to gange om ugen fra januar og frem til blomstringen.
Vil du opleve sakura i 2027?

Det er svært ikke at forelske sig i Japan, når kirsebærtræerne forvandler landet til et lyserødt blomsterhav.
Da kirsebærblomstringen er en meget populær begivenhed, der lokker mange besøgende til landet, anbefaler vi, at du booker din rejse til Japan i rigtig god tid.
Kontakt vores erfarne rejsespecialister i dag og få hjælp til at finde lige præcis den rejse, der opfylder dine rejsedrømme.
TourCompass – fra turist til eventyrrejsende
