Madagaskars dyreliv er som intet andet sted på jorden.
Øen, der ligger isoleret i Det Indiske Ocean, er den fjerdestørste i verden – og hjemsted for et dyreliv så rigt og mangfoldigt, at mere end 90 % af det ikke findes andre steder. Her springer nysgerrige lemurer fra træ til træ, og farvestrålende kamæleoner smelter i ét med naturen, mens de sniger sig listigt gennem den tætte vegetation.
Madagaskar er et skatkammer af endemiske arter og en af verdens mest fascinerende destinationer for naturelskere og eventyrrejsende.
Er du nysgerrig på, hvilke dyr du kan møde i Madagaskar? Så tag med os på en rejse gennem øens unikke biodiversitet – og få et glimt af det eventyr, der venter dig, når du rejser til Madagaskar med TourCompass.
Dyrelivet i Madagaskar er et levende bevis på øens lange udvikling i isolation fra fastlandet.
Siden øen skilte sig fra det afrikanske kontinent for ca. 160 millioner år siden, har Madagaskar udviklet et helt enestående økosystem, og resultatet er en helt unik biodiversitet.
Over 90 % af Madagaskars krybdyr og pattedyr lever kun her, og øen er verdens eneste naturlige hjem for samtlige lemurarter. Derudover huser øen omkring halvdelen af alle verdens kamæleonarter og 6 % af verdens frøer.
Samlet set er Madagaskar i dag hjem for mere end 200.000 forskellige dyrearter, hvoraf ca. 150.000 er endemiske dyrearter – altså arter, der kun findes ét sted i verden.
Madagaskars geografiske isolation midt i Det Indiske Ocean betyder også, at store afrikanske dyr som løver, elefanter og gnuer ikke findes på Madagaskar.
Madagaskar er et af de mest biodiverse steder i verden og er hjem for mange sjældne og endemiske dyrearter. Vi har her samlet 7 fascinerende dyr, som du kan være heldig at opleve under dit besøg på øen.
Lemuren er uden tvivl den dyreart, som Madagaskar er allermest kendt for. Primatarten, der tilhører gruppen af halvaber, findes kun naturligt på Madagaskar og nogle nærliggende øer, hvilket gør den til en af øens mest ikoniske dyrearter.
Forfædrene til de lemurarter, der i dag findes på Madagaskar, ankom til øen for omkring 65 millioner år siden, sandsynligvis ved at drive over havet på flydende træstammer fra det afrikanske fastland til den afsidesliggende ø. I dag findes der mere end 100 forskellige lemurarter, så chancen for at opleve dem på din rejse til øen er særdeles stor.
En af de mest kendte lemurarter, er den ringhalede lemur, der med sin karakteristiske sort-og-hvide-hale er blevet et symbol på Madagaskar.
Derudover kan du også møde indri-lemuren, som er kendt for sit specielle, melodiske kald eller, hvis du er meget heldig, muselemuren, som er den mindste lemurart, der vejer så lidt som 30 gram.
Den store vasa-papegøjes udseende er anderledes end det, som vi normalt forbinder med papegøjer. Modsat andre papegøjearter har vasa-papegøjen nemlig ikke en farvestrålende fjerpragt, men er derimod klædt i diskrete grå, sorte og brune nuancer.
Ligesom andre papegøjearter, er den store vasa-papegøje social af natur og samles derfor gerne i store flokke. Den adskiller sig dog i forhold til sin avlsadfærd, da hunpapegøjen parrer sig med flere forskellige hanner i løbet af ynglesæsonen. Det samme kuld kan derfor også have flere forskellige fædre.
Bestanden af den store vasa-papegøje er nedadgående. Dette skyldes, at det er lovligt at jage vasa-papegøjer i Madagaskar, fordi de æder deres afgrøder.
Panter-kamæleonen, der oprindeligt stammer fra Madagaskar, er en af de største kamæleonarter i verden. Den måler typisk mellem 43 og 50 cm i længden og har omtrent samme størrelse som en huskat.
Ligesom andre kamæleoner kan panter-kamæleonen lynhurtigt skifte farve, så den falder i ét med omgivelserne. Panter-kamæleonen skifter dog ikke kun farve for at camouflere sig for potentielle fjender. Farveskiftet afhænger også af andre faktorer som f.eks. varierende temperaturer og kamæleonens helbred.
Panter-kamæleonens farvepalet omfatter klare farver som orange, rød, mørkegrøn og turkis. De mange farver kombineres i et varieret mønster af pletter og striber, hvilket gør kamæleonen til et betagende syn.
Tomatfrøen, der har fået sit navn efter sin strålende røde farve, er en af Madagaskars mest karakteristiske frøer og findes udelukkende her. På trods af navnet er det dog kun hunfrøen, der har den intense røde farve, mens hanfrøens farve er mere brun-orange.
Den røde farve fungerer som en advarsel til andre rovdyr. Er farven ikke nok til at afskrække potentielle rovdyr, kan tomatfrøen, når den føler sig stresset eller truet, puste sig selv op og udskille en giftig væske fra sin hud.
Tomatfrøen holder til i Madagaskars skove, hvor den tilbringer det meste af tiden gravet ned i mudder og blade. I løbet af aftenen kommer frøen dog frem fra sit skjul, og du vil derfor kunne høre dens specielle lyde på dette tidspunkt.
Den blå silkegøg, der stammer fra gøgefamilien, er en af Madagaskars endemiske fuglearter. Fuglen kendt for sin karakteristiske dybblå farve, der gør den til et iøjnefaldende syn, når den sidder oppe i de grønne trækroner.
Modsat andre gøge, der lægger deres æg i andres fugles redder og lader dem ruge dem ud, bygger den blå silkegøg sin egen rede og ruger selv sine egne æg.
Ulempen ved dens imponerende blå fjerdragt er, at det har gjort den til et eftertragtet bytte blandt jægere. Den smukke fugl er derfor desværre truet, og dens udbredelse er i tilbagegang.
Plovfureskildpadden er bredt anerkendt som en af de mest truede skildpaddearter i verden og er i øjeblikket kun at finde i den nordlige del af Madagaskar. Det anslås, at der er færre end 100 plovfureskildpadder tilbage i naturen, og den er derfor i stor fare for at uddø.
Skildpaddearten har et højkuplet skjold, der består af smukke brune og gule nuancer. Ved den nederste del af dens skjold stikker et aflangt stykke skal ud. Dette kan til forveksling ligne lidt en plov, hvilket er årsagen til, at skildpadden har fået sit specielle navn.
Plovfureskildpadden er planteædende og spiser derfor primært blade, græs og frugter. Den foretrækker at være i græsklædte områder, hvor den har mulighed for at søge i ly i det tætte buskads.
Fossaen er Madagaskars største rovdyr og et af øens mest fascinerende og sky væsner. Den tilhører desmerdyrenes familie og har en slank krop, gyldenbrun pels og en lang hale, hvilket giver den et kattelignende udseende – selvom den faktisk ikke er beslægtet med katten.
Fossaen er endemisk, så den findes kun i Madagaskars vilde natur, hvor den jager alt fra små gnavere til lemurer, som er dens foretrukne bytte. De skarpe kløer gør også fossaen til en dygtig klatrer, der smidigt kan hoppe fra gren til gren. Selvom den tilbringer meget af sin tid i træer, er den også dygtig til at bevæge sig på jorden.
Fossaen er primært aktivt om natten, men kan dog også finde på at jage om dagen. På trods af sin størrelse og styrke er den meget sky, og det kræver både held og tålmodighed at få øje på den.
Madagaskars nationalparker er blandt de bedste steder at opleve øens spændende dyreliv. Nationalparkerne udgør beskyttede områder, der sikrer overlevelsen af Madagaskars enestående dyreliv, som ellers ville være truet af bl.a. skovrydning, der fører til tab af deres naturlige levesteder.
Samlet set er næsten 25 % af Madagaskars nationale areal dedikeret til beskyttede områder, hvilket understreger landets bestræbelser på at bevare sine økosystemer og arter.
Det bedste tidspunkt afhænger af, hvilke dyr du gerne vil opleve
Madagaskars dyreliv kan opleves året rundt, men nogle måneder byder på særligt gode muligheder for at spotte bestemte arter:
Læs mere om, hvornår det er bedst at rejse til Madagaskar.
Det er uden tvivl bedst at opleve dyrelivet på en safari i Madagaskar. Når du rejser med TourCompass, tager vi dig med til nogle af øens i alt 19 nationalparker. Det er dog ikke klassisk safari, som vi kender det fra game drives i f.eks. Tanzania og Kenya, men det foregår derimod til fods, hvor du udforsker dyrelivet helt tæt på. Du bliver ledsaget af dygtige, lokale guider, der kender både dyrene og områderne, og som sikrer, at du får de bedste muligheder for at opleve øens spændende arter i deres naturlige omgivelser.
Hvis du vil opleve usædvanlige og unikke dyrearter, når du befinder dig i eventyrlige omgivelser, bliver du bestemt ikke skuffet, når du besøger Madagaskar.
Vi tilbyder flere forskellige rejser til Madagaskar, der giver dig mulighed for at udforske øens skjulte skatte.
Har du brug for vejledning til at vælge den rette rejse? Vores rejsespecialister står klar til at hjælpe dig med at finde den rejse, der passer perfekt til dine ønsker.
Vi er med dig hele vejen!
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende