TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartiklerNationalparker i Sri Lanka

Nationalparker i Sri Lanka

05.03.2023
Vis alle indlæg

Jeepsafari i Sri Lanka nationalpark

Sri Lanka er et land fyldt med vidunderlige dyr og bjergtagende natur.

Lige meget hvilken nationalpark du besøger, er der unikke oplevelser i vente.

Elefantflokke, spektakulære naturoplevelser og sletter så langt øjet rækker.

Lær Sri Lankas fantastiske nationalparker at kende herunder.

Yala Nationalpark – én af de ældste nationalparker

Leoparder i Yala Nationalpark

Eventyrlig skov og buskads. Braklagte vandhuller, græsklædt terræn og nådesløs bush. Yala Nationalpark, der ligger i den sydøstlige del af Sri Lanka, har det hele. Og nærmeste nabo er Det Indiske Ocean.

Hvis du gerne vil opleve én af Sri Lankas ældste og mest berømte nationalparker, er Yala Nationalpark stedet. Og så er nationalparken også blandt de største på øen.

På det knap 1.000 km2 store areal lever tæt på 50 forskellige pattedyrsarter og mere end 200 forskellige fuglearter. Du kan opleve dyr som elefanter, aber, bøfler, hjorte og krokodiller i nationalparken. Hvis du er heldig, møder du måske også leoparden. Yala har nemlig efter sigende én af de største koncentrationer af leoparder i verden.

Udawalawe Nationalpark – stor koncentration af vilde elefanter

Vilde elefanter i Udawalawe Nationalpark

Vest for Yala Nationalpark, lidt inde i landet, finder du Udawalawe Nationalpark.

Naturen her byder på åbne landskaber med store vandreservoirer, der tiltrækker dyr, der kommer for at drikke, herunder elefanter. Nationalparken er med sine godt 300 km2 noget mindre end Yala Nationalpark, men hvis du drømmer om at opleve elefanter, er Udawalawe ”the place to be”.

Det siges faktisk, at der på dette forholdsvis lille areal bor en af Sri Lankas største bestande af elefanter – op mod 500 – og Udawalawe er derfor et rigtig godt sted at opleve den blide kæmpe helt tæt på.

Foruden elefanter bor her også vandbøfler, krokodiller, læbebjørne og varaner. Og er du fugleinteresseret, kan du se frem til næsehornsfugle, ellekrager, påfugle og ørne.

Horton Plains – se til verdens ende

Solrig dag ved Worlds End i Horton Plains i Sri Lanka

Nationalparken Horton Plains ligger i 2.100-2.300 meters højde og er (måske) Sri Lankas smukkeste nationalpark. Parken ligger kun 165 km øst for hovedstaden, Colombo, og emmer af fred og ro.

Området, der ligger i Sri Lankas centrale højland, er præget af klimaet, og det våde og kølige vejr er begunstigende for floraen og faunaen i nationalparken.

I Horton Plains kan du opleve alt fra sambarhjorte, elge og kæmpeegern til vildsvin, vilde harer og de sjældne leoparder. Der lever godt 20 pattedyrsarter og cirka 90 fuglearter i nationalparken.

Dog er det ikke dyrelivet, de fleste rejser hertil for, men i stedet naturen. Horton Plains byder på sletter med uberørte græsarealer, eventyrlige tågeskove og smukke vandfald. Og så kan du se til verdens ende her.Ved udsigtspunktet ”World’s End” stopper parken nemlig helt uventet, og du kan se lige ned i afgrunden – knap en kilometer ned. Suset i maven dulmes af roen, der omslutter én på dette sted. En enestående oplevelse!

Minneriya Nationalpark – The Elephant Gathering

Elefanter ved Minneriya Tank i Minneriya Nationalpark

Vådområder, krat og grønne skove pryder Minneriya Nationalpark, der ligger i den nordlige del af det centrale Sri Lanka. Her dominerer Minneriya Tank, et stort vandreservoir, arealet i parken. Vandreservoiret er, specielt i tørtiden, parkens overlevelseskilde.

I parken bor der mere end 150 forskellige fuglearter, krokodiller, sambarhjorte, makakaber, vildsvin, bøfler, læbebjørne og en sjælden gang imellem leoparder og bjørne. Og så er nationalparkparken endnu et godt sted at opleve elefanter – specielt i tørsæsonen.

Mellem maj og september samles mange af Sri Lankas vilde elefanter sig nemlig ved Minneriya Tank for at få vand. Dette fænomen, hvor op mod flere hundrede elefanter kommer til vandreservoiret, kaldes ”The Elephant Gathering”. Gennem flere århundrede har elefanterne vandret til nationalparken, hvor de, udover at drikke vand, socialiserer og bader. Samlingen af de mange elefanter på ét sted er en helt unik oplevelse.

Bundala Nationalpark – lille men fuld af oplevelser

Påfugl i Bundala Nationalpark i Sri Lanka

I det sydøstlige Sri Lanka, vest for Yala Nationalpark finder du Bundala Nationalpark. Bundala er lille – kun godt og vel 60 km2 – og en forholdsvist ukendt nationalpark.

Et besøg her er en meget anderledes oplevelse end den, du får i Sri Lankas større nationalparker som Yala og Udawalawe. Simpelthen fordi, at her ikke er mange andre besøgende.

Nationalparken byder på åbne landskaber og vådområder, hvor du kan opleve Bundalas høje koncentration af fugle. Der er nemlig registreret næsten 200 forskellige fuglearter her.

Derudover lever her også krokodiller, makakaber, elefanter, slanger, øgler og mange flere.

Sinharaja Forest Reserve – oplev Sri Lankas tropiske regnskov

Luftfoto over Sinharaja Forest Reserve i Sri Lanka

I den sydvestlige del af Sri Lanka finder du Sinharaja Forest Reserve, der er Sri Lankas sidste sted med levedygtig primær tropisk regnskov.

Selvom Sinharaja ikke er klassificeret som nationalpark, så er den absolut et must see, hvis du er interesseret i Sri Lankas natur- og dyreliv. Den uberørte regnskov er ét af to steder i Sri Lanka, som er optaget på UNESCOS liste over verdensnaturarv (det centrale højland er det andet).

Naturen byder på kæmpebregner, mosbevoksede træer og smukke vandløb. Her findes massevis af sjældne træer og planter, og mere end 60 % af træerne her regnes for at være endemiske for Sri Lanka.

Kig op og oplev regnskovens farvestrålende fugle og larmende makakaber, og hold desuden udkig efter hjorte, slanger og frøer, der gemmer sig i den grønne bevoksning.

Se vores rejser til Sri Lanka herunder:

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende