I maj 2025 var booking specialist Pernille på safari i Tanzania for første gang. På deres ophold i Ikoma Wild Camp fik de mulighed for at komme på en night game drive, altså en slags safari i mørket. Billeder må I tænke jer til, da dette er det eneste, der ikke var alt for sløret. Det er åbenbart ikke så nemt at tage billeder i mørket.
Efter aftensmaden gjorde vi klar til vores night game drive. En ranger fra hotellet fulgte os til porten af wild campen, hvor den åbne jeep stod klar sammen med en væbnet ranger, en chauffør og en guide, som sørgede for at lyse natten op.
Vi skulle ud på en 3 timers tur i området, og oplevelsen af at køre ud i den mørke nat midt på Serengeti var helt særlig. Lydene fra tidligere på dagen havde ændret sig til en øredøvende sang fra cikader, og alle andre sanser blev skærpet nu, hvor mørket havde vundet indpas. Jeg glemte at trække vejret, og jeg kunne mærke, hvordan jeg spændte op i nakken og maven, da vi kørte afsted. Alle stikkende buske og termitbo lignede til forveksling ryggen af en løve eller gevirer på gazellerne. Der var helt stille i jeepen, og alle sad koncentrerede og kiggede ud i lyset fra den stærke lygte, som vores guide lod glide fra side til side hen over bushen.
Vi så først kaniner og nogle store bøfler. Øjne kunne ses i natten. Impalaer poppede frem på vejen. Skyerne forsvandt lige så stille fra himlen, og stjernerne begyndte at komme frem. At køre igennem den kølige nat, mærke natteluften i ansigtet og lytte til cikaderne var helt magisk. Da turen var ved at slutte, så vi pludselig en løve, som sluttede sig til en anden hunløve! Vores chauffør kørte off road for at følge efter. De havde lagt sig i græsset, og vi kunne stoppe så tæt på, at vi fik øjenkontakt med dem. De var ude efter deres næste bytte, og nogle elefanter dukkede op et stykke fra os. En ny bøffel puslede i en busk, og lyden fra hyæner skar igennem luften.
Vi sluttede aftenens game drive af og blev eskorteret mod Ikoma af et par zebraer, der luntede afsted foran jeepen. Da vi nåede tilbage til campen kunne jeg mærke, hvordan jeg åndede lettet op. Ikke af frygt, men af (af)spænding og for at lade hele oplevelsen synke ind. På vej tilbage til teltet kiggede jeg op i den mørke nat, og mælkevejen strøg hen over himlen, som det perfekte punktum for en fantastisk gribende aften.
Pernille
TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende