TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartiklerRejseberetning fra familieeventyr i Sri Lanka: Magiske øjeblikke og minder for livet

Rejseberetning fra familieeventyr i Sri Lanka: Magiske øjeblikke og minder for livet

29.10.2023
Vis alle indlæg

Dino og Miras familie i Sri Lanka

I april 2023 besøgte Mira og Dino Sri Lanka sammen med deres tre børn.

Spænd sikkerhedsselen

Man kunne mærke trykket i ørerne. Kaptajnen havde påbegyndt nedstigningen, og vi fik melding om, at vi snart ville lande i Colombo. For en stund blev den blå himmel i flyvinduet erstattet af tætte hvide skyer, og pludselig var det der.

Det var Sri Lanka! Det var paradis! Frodigt og foldet ud i en overflod af grønne nuancer i et smukt sammenspil med det azurblå hav, der omfavnede kystlinjen som en trofast følgesvend.

Flyet landede blidt på landingsbanen, og vi blev bragt tilbage til virkeligheden. Et eventyr var begyndt.

Det første møde

Vi sagde farvel til de smilende stewardesser og goddag til de smilende srilankanere. Vores guide Sujid ventede på os i lufthavnen, og vi kørte ud til vores første hotel i Negombo Beach.

Vores ankomst i Sri Lanka fandt sted dagen efter den traditionelle nytårsfejring, og det betød, at mange srilankanere også havde fri med deres familier. Det skabte en vidunderlig atmosfære af glæde og fest, og det var en særlig oplevelse at få lov til at nyde vores første dag sammen med de lokale familier.

Efter en lang flyvetur var Negombo Beach det ideelle sted at slappe af. Børnene nød poolen, og vi fik mulighed for at udforske den smukke strand, hvor vi legede i bølgerne og nød livets små glæder.
Dreng går i vandkanten på gylden strand i Sri Lanka

Vi brugte Google Maps til at finde en hyggelig restaurant med gode anmeldelser som lå tæt på stranden. Selvom stedet så beskedent ud, blev vi behageligt overraskede over den gode betjening og den fantastiske mad. Vi nød at sidde ved det rustikke bord og mærke brisen fra havet. Det var en autentisk og mindeværdig oplevelse.

Familie sidder på restaurant i Negombo

Kongernes gamle hovedstad

Efter en god nats søvn gik turen videre mod Kandy, byen der engang var hovedstaden i Sri Lanka.

Det gik hurtigt op for os, at Sri Lanka til hver en tid kan byde på spændende oplevelser og indtryk.

Vores første stop på vejen var en krydderihave, hvor vi fik mulighed for at opleve en verden af smagsoplevelser. Her blev vi præsenteret for verdens mindste ananas, nød en lækker kop “hjemmedyrket” kakao med vanilje og fik et lærerigt indblik i den srilankanske naturmedicin.

Sri Lankans kunst på væg

Normalt plejer vi altid at have lidt chips, slik og chokolade med til længere køreture, men det var slet ikke nødvendigt. Sujid sørgede for, at vi kunne smage på alle de lækre, friske frugter ved vejboderne undervejs. Vores favorit var de røde bananer.

Vejbod med bananer i forskellige farver

Efter frokosten, hvor vi nød udsigten til en af Sri Lankas lange floder, ankom vi til Kandy. Kandy er omringet af naturskønne bjerglandskaber med den skønneste sø som byens naturlige midtpunkt.

Kandy sø

Vi blev indlogeret på vores hotel, som lå højt oppe, hvilket gav os en fantastisk udsigt over hele byen, også fra swimmingpoolen. Om aftenen gik vi med Sujid ned til byen og tog en gåtur langs den smukke sø. Derefter oplevede vi en traditionel danseopvisning, der kulminerede med en imponerende ilddans.

Aftenens sidste og største oplevelse var Temple of the Sacred Tooth. Templet siges at huse Buddhas hellige tand. Historien fortæller, at tanden blev reddet under Buddhas kremering og har siden været bevaret som et relikvie. Det var en dybt berørende oplevelse at mærke den religiøse atmosfære og forstå den betydning, templet har for de troende.

Familie på tur i Sri Lanka

Tilbage på hotellet nød vi en lækker middag med live srilankansk musik. Og inden sengetid skulle vi selvfølgeligt ikke snydes for en dukkert i swimmingpoolen og synet af de mange lys, der oplyste hele Kandy by. Det var den perfekte afslutning på en begivenhedsrig dag.

Børn bader i pool med udsigt over Kandy

Den måske smukkeste togtur i verden

Efter en lækker morgenmad på hotellet i Kandy, hvor vi nød den flotte udsigt over byen en sidste gang, gik turen videre mod Ella.

I dag skulle vi på den ikoniske togtur mellem Kandy og Ella, som er kendt for at være en af de mest sceniske togture i verden.

Inden togturen kørte vi højere op i bjergene for at besøge en te-plantage. Her fik vi en guidet tur og et indblik i te-produktionen. Og besøget blev naturligvis afsluttet med intet mindre end en af de lækreste kopper te, vi nogensinde har fået.

2 drenge drikker te

Efter en mindre køretur og lidt lækkert srilankansk ”fastfood” fra vejboderne ankom vi til togstationen.

Da toget langsomt trillede ind på perronen, kunne vi næsten ikke skjule vores begejstring. Togturen var en af de ting, vi virkelig havde set frem til på vores rejse i Sri Lanka.

På togtur i Sri Lanka

Og hold da op hvor vores forventninger blev indfriet og mere til. Det var som at blive suget ind i naturens eget mesterværk.

Det var betagende og en oplevelse, vi aldrig vil glemme. Udsigterne var utrolige, og vi var hele tiden omgivet af en grøn oase, der strakte sig så langt øjet rakte. På turen oplevede vi de smukkeste bjerglandskaber og betagende vandfald. Vi passerede små landsbyer, hvor vi kunne se lokale i deres daglige aktiviteter, børn på vej til skole, og folk, der arbejdede på de endeløse te-plantager.

Smuk udsigt i Sri Lanka

Ella – Sri Lankas naturskønne skat i bjergene

Vi hoppede af toget i byen Ella, som er kendt for sin betagende naturskønhed, vårgrønne landskaber og eventyrlige atmosfære – og som skulle være kulissen for vores oplevelser de næste par dage. Vi vinkede farvel til toget og gik ud foran togstationen, hvor vores søde guide Sujid atter ventede på os.

Vi kørte til det charmerende og pulserende centrum af Ella. Vores overnatningssted var Mountain Heaven, et hotel der lå smukt oppe i bjergene. For at komme dertil hyrede Sujid to tuk-tuks, da vejen op var temmelig smal. Børnene var henrykte over muligheden for at køre i en tuk-tuk, og på trods af deres beskedne størrelse kunne disse køretøjer let rumme en voksen, to børn og vores kufferter samtidig med, at de klatrede op ad den stejle bakke.

På tur i tuk tuk

Da vi kom ind i hotellets reception, blev vi mødt af en fantastisk udsigt, som skulle vise sig at blive et gennemgående træk for hele vores ophold på hotellet. Uanset om vi sad på terrassen ved vores værelse, spiste i hotellets restaurant eller slappede af ved swimmingpoolen, kunne vi altid nyde den smukke udsigt over Ella Gap. Udsigten bestod af en dal og fjerne bjergtoppe, og den var virkelig imponerende. Det var uden tvivl en af de smukkeste udsigter, vi nogensinde havde oplevet.

Dino og Mira i pool i Ella

Vi besluttede os for at afsætte en hel dag til at nyde både hotellet, Ella og de betagende omgivelser omkring os. Det var en dag, hvor vi som familie kunne have tiden helt for os selv og bare slappe af og nyde hinandens selskab.

Udsigt fra hotel i Sri Lanka

Og så brugte vi naturligvis også en hel dag på at opleve nogle af de bedste ting, Ella havde at byde på.

Vi startede tidligt om morgenen på vores vandretur op til toppen af Little Adam’s Peak. Undervejs gik vi gennem smukke te-plantager, og da vi nåede toppen, blev vi belønnet med den mest fantastiske udsigt. Herfra kunne vi se bjergene, skovene og te-plantagerne, der strakte sig, så langt øjet rakte. Vandrestien var forholdsvis nem at gå, også for ungerne – men vi sørgede også for at drikke rigeligt og holde små pauser undervejs.

På tur til Little Adam’s Peak

Da vi var kommet ned igen, kørte vi med tuk-tuks videre til Nine Arch Bridge, som gennem årene har udviklet sig til et ikonisk symbol for Sri Lanka. Broen med de ni imponerende stenbuer blev opført i den britiske kolonitid og repræsenterede dengang en imponerende teknisk bedrift. Det sidste stykke af vores rejse krævede en vandretur langs togskinnerne, før vi nåede broen. Området omkring broen var omgivet af bevokset jungle og smukke te-plantager. Det helt store højdepunkt for både store og små var, da toget brølende kom ud af tunnellen og kørte over broen.

Den ni-buede bro i Sri Lanka

Efter vores besøg ved Nine Arch Bridge fortsatte vi sammen med Sujid til Ellas centrum for at nyde en frokost sammen. Børnene var trætte efter dagens spændende eventyr og holdt ikke op med at spørge, om vi kunne tage tilbage til hotellet for at tage en dukkert i den fantastiske pool. Som altid havde Sujid en overraskelse i ærmet og foreslog, at vi besøgte et smukt vandfald for at bade. Børnene blev ekstremt begejstrede, og de kunne næsten ikke vente med at spise frokost og komme afsted.

Efter en naturskøn køretur på cirka 20 minutter gennem de imponerende bjerge nåede vi endelig frem til vandfaldet. Her tilbragte vi et par uforglemmelige timer med at bade og klatre på klipperne.

Børn bader i vand ved klipper

Vi nåede også at tage en sidste dukkert i swimmingpoolen og nyde den flotte udsigt fra hotellet. Og til stor glæde for børnene fik vi et uventet besøg af en flok aber ved poolen.

Dreng kigger på pool

Elefanter og dyreliv i Udawalawe National Park

Vi sagde farvel til Ella og kørte afsted mod nye eventyr i Udawalawe National Park, som er særligt kendt for sin utrolige biodiversitet og store elefantpopulation. Parken spiller en vigtig rolle i bevaringen af Sri Lankas dyreliv, især den truede elefantpopulation.

Under vores ophold skulle vi bo i den smukkeste camp, som lå ned til en flod i vaskeægte jungleomgivelser. Hver morgen kunne vi nyde morgenmaden helt nede ved floden, og om aftenen kunne vi hygge med et spil kort ude på terrassen og lytte til alle de mange lyde fra floden og skoven.

Børn kigger på dyreliv

Safarioplevelserne i Udawalawe var spændende og osede af dyreliv. Højdepunktet var uden tvivl at opleve de majestætiske elefanter på nært hold. Det var svært ikke at blive overvældet af deres imponerende størrelse og betagende skønhed. Vi kunne tilbringe lang tid bare med at observere dem og tage billeder af deres majestætiske tilstedeværelse. Derudover så vi mange spændende fugle og endda en krokodille, som var til stor begejstring for børnene.

På safari i Udawalawe Nationalpark

Den perfekte afslutning

De sidste dage brugte vi i Mirissa. Her kunne vi fordøje de mange indtryk, vi havde fået på vores rejse i Sri Lanka.

Stranden i Mirissa var skøn. Det krystalklare vand og det bløde, gyldne sand indbød til endeløse timer med afslapning og svømning, og om aftenen forvandlede Mirissa sig til en levende oase af farverige strandrestauranter.

På strand og ved pool i Mirissa

Minderne og de mennesker, der gør dem særlige

Vores guide, Sujid, var hjørnestenen for vores uforglemmelige oplevelse i Sri Lanka. Hans dygtighed, venlighed og viden gjorde vores rejse til en sand fornøjelse. Han delte sin passion for landets historie, kultur og dyreliv med os, hvilket gjorde hver dag til en lærerig og underholdende oplevelse.

Han var mere end en guide; han var en ven. Hans glæde over at se vores børn begejstrede over Sri Lankas skønhed og kultur var smittende, og han tog sig tid til at besvare deres (og vores) nysgerrige spørgsmål og forklare alt fra dyreliv til lokale skikke.

Vi er dybt taknemlige for Sujids indsats og dedikation til at gøre vores rejse til noget helt specielt. Han har efterladt os med minder og en følelse af, at vi ikke kun besøgte Sri Lanka som turister, men at vi virkelig oplevede landet på en meningsfuld måde takket være hans gæstfrihed og ekspertise. Vi vil for altid værdsætte den tid, vi tilbragte sammen med ham i dette smukke land.

Dino & Mira, TourCompass

Se vores rejser til Sri Lanka herunder: