ForsideNyheder og rejseartiklerSeværdigheder i Mexico: 10 oplevelser, der udfolder landets magi

Seværdigheder i Mexico: 10 oplevelser, der udfolder landets magi

14-01-2019  |  opdateret: 29-01-2026
Vis alle indlæg

Nadia besøger nogle mayaruiner i Mexico

Mexico er et land, der bugner af seværdigheder i alle afskygninger. Men hvad skal man se i det mellemamerikanske land?

På en rejse til Mexico kan du f.eks. glæde dig til at udforske pulserende storbyer, gå på opdagelse blandt ældgamle mayaruiner i junglens grønne dybder og nyde livet på de mange paradisiske strande – alt sammen forenet i ét uforglemmeligt eventyr.

Læs med og find ud af, hvad der gør Mexico til et helt fantastisk rejseland.

Ældgamle mayaruiner: Chichén Itzá og andre skjulte skatte

Solrig dag ved Chichén Itzá

Chichén Itzá er en af Mexicos mest berømte og ikoniske seværdigheder – og et af verdens syv nye vidundere. I tidernes morgen var den arkæologiske plads et vigtigt centrum for maya-civilisationen, der boede i Mexico og nogle af de omkringliggende lande fra cirka 800 f.Kr. til 1530 e.f.Kr.

Et af de absolutte højdepunkter ved Chichén Itzá er den 24 meter høje pyramide, El Castillo, der blev opført til ære for mayaguden Kukulkan. Kukulkan var guden for regn, vind, storm og liv, som ifølge mayaernes tro viste sig i form af en fjerklædt slange. Den majestætiske pyramide er opbygget i sten og har 91 trappetrin på hver side. Sammen med platformen på toppen, svarer det til 365 trin i alt – én for hver dag på året.

Selvom Chichén Itzá uden tvivl er den mest kendte mayaruin i Mexico, er det dog langt fra den eneste, som du har mulighed for at opleve i landet. Du kan også se frem til arkitektoniske vidundere som Palenque, der rejser sig midt i junglens grønne dyb og emmer af mystik og historie, og Tulum-ruinerne, hvor historiens vingesus møder afslappende strandstemning.

Mexico City: En hovedstad med noget for alle

Den smukke bygning Palacio De Bellas Artes i Mexico City

Det er måske ikke alle, der vil betegne en storby som en seværdighed i sig selv, men med en metropol så livlig, farverig og sprængfyldt af kultur som Mexico City, er det næsten umuligt at lade være.

Mexico City er fuld af charme, bugner af oplevelser og er, med sine mere end 21 millioner indbyggere, den største by på den vestlige halvkugle. Vil du udforske den mexicanske kultur, kan du f.eks. besøge Palacio de Bellas Artes, der imponerer med sin smukke arkitektur og fungerer som både museum og koncertsal. Eller hvad med at besøge den verdensberømte kunstner Frida Kahlos blå hus, hvor du kan opleve et farverigt udvalg af hendes og andre mexicanske kunstners værker?

Desuden er intet besøg i Mexico City komplet, uden at du smager på Mexicos ikoniske madscene. Overalt i byen finder du små restauranter, der serverer lækre mexicanske specialiteter som f.eks. tacos, quesadillas og enchiladas. Mangler du lidt til den søde tand, kan du også besøge cafékæden El Moro, som du bl.a. kan finde få hundrede meter fra Palacio de Bellas Artes. El Moro er kendt for at lave Mexicos bedste churros. Vi har testet dem, og vi kan kun erklære os enige!

Cenote Oxman: En naturpool midt i junglen

Gruppe af mennesker, der bader i den smukke Oxman-cenote i Mexico

Yucatán-halvøen imponerer ikke kun på overfladen. Under jorden gemmer den på et fascinerende netværk af ferskvandstrømme, der har skabt de såkaldte cenoter: naturlige underjordiske vandhuller fyldt med krystalklart vand.

Mexicos cenoter er talrige, og du kan derfor opleve mange af dem, når du besøger landet. En af de mest stemningsfyldte er Cenote Oxman, der ligger lidt uden for byen Valladolid. Her åbner jorden sig og afslører et turkisblåt bassin omgivet af stejle klippevægge, hvorfra grønne lianer og snoede trærødder hænger ned og rører det rolige vand.

Som noget helt særligt har du også mulighed for at snuppe en afslappende dukkert i det klare vand, hvor små fisk svømmer nysgerrigt rundt omkring dig. Eller mærke adrenalinen, når du svinger dig ud i rebet fra kanten og lander med et plask midt i cenoten.

Ria Lagartos: Et lyserødt paradis

Flamingoer i Rio Largartos

Ria Lagartos, der ligger på Yucatan-halvøen kun 1,5 times køretur væk fra Valladolid, er et beskyttet naturreservat, der fortryller enhver natur- og dyreelsker.

Naturreservatet vrimler med liv og byder på alt lige fra listige krokodiller til fredfyldte havskildpadder, der år efter år vender tilbage til området for at lægge æg. Ria Lagartos er dog især kendt for at huse den caribiske lyserøde flamingo, der med sin smukke fjerpragt maler landskabet i rosa toner.

De mange flamingoer er dog ikke det eneste, der gør Ria Lagartos til et lyserødt paradis. Området er også kendt for sine lyserøde søer. Søerne indeholder høje koncentrationer af salt, hvilket skaber perfekte betingelser for mikroskopiske organismer, som lever i vandet og får hele landskabet til at gløde i de smukkeste nuancer af lyserød.

Teotihuacan

Avenue of the dead og Soltemplet i Teotihuacan i Mexico

Cirka en times kørsel fra Mexico City ligger Teotihuacan, et af verdens mest betydningsfulde arkæologiske områder. Her rejser to imponerende pyramider sig majestætisk over landskabet og vidner om en svunden tid.

Ingen ved med sikkerhed, hvem der byggede pyramiderne, men arkæologer anslår, at de med al sandsynlighed har eksisteret flere hundrede år før vores tidsregning. Efter at have været forladt blev stedet i tidernes morgen opdaget af aztekerne, som navngav det Teotihuacan, der oversat betyder ”Gudernes sted”.  Teotihuacan havde sin storhedstid med aztekerne mellem det første og det syvende århundrede.

Et besøg i Teotihuacan giver dig ikke kun mulighed for at nyde synet af de to mægtige pyramider, men gemmer også på en række mindre bygninger på pladsen Calzada de los Muertos, der betyder ”de dødes gade”, som du kan gå på opdagelse i.

Strande i verdensklasse

Solopgang på Playa del Carmen

På Yucatan-halvøen, der ligger smukt placeret ud til Det Caribiske Hav, venter nogle af Mexicos allerbedste strande, der hver især fortryller med sin unikke charme.

Ønsker du en strandoplevelse, hvor historie og kystidyl smelter sammen, er Tulum det oplagte valg. Her finder du nemlig ikke kun vidunderlige strande og en afslappende atmosfære, men også ældgamle ruiner, der rejser sig dramatisk ved kysten og vidner om mayaernes storhedstid.

For en mere sprudlende atmosfære kan du besøge Playa del Carmen, hvor gyldne sandstrande mødes med hyggelige strandbarer og caféer, og det turkisblå hav indbyder til både svømmeture og vandsport. Vil du udforske livet under overfladen, kan du tage færgen til øen Cozumel ud for Playa del Carmens kyst, der imponerer med sine fantastiske snorkel- og dykkerspots.

Vil du længere væk fra fastlandet, kan du besøge nogle af de fantastiske øer ud for Yucatan-halvøens kyst. Her venter ø-perler som Isla Holbox, der forfører med sine rolige bølger og uspolerede natur, og Isla Mujeres, der ikke kun lokker med gamle mayaruiner og hyggelige gader, men også stranden Playa Norte, der har været kåret som Mexicos bedste strand. Uanset hvilken af øerne, som du besøger, er du dog garanteret familievenlige strande med lavt vand – perfekt til en afslappende badeferie!

Selvom Mexicos strande er vidt forskellige, deler de den samme magi, og du kan derfor være sikker på at få en uforglemmelig oplevelse uanset hvilken af strandene, du vælger at besøge.

Bacalar: Lagunen med de syv farver

Lagunen med de syv farver i Bacalar i Mexico

Bacalar er en charmerende by på den sydlige del af Yucatan-halvøen. Her ligger den som en fredfyldt oase ud til bredden af den betagende Laguna de los Siete Colores.

Navnet, der oversat betyder ”lagunen med de syv farver”, er blevet tildelt stedet som følge af vandets utrolige farvespil, der skifter mellem forskellige nuancer af blå og turkis alt efter dybde, bundforhold og solens vinkel. Du kan opleve dette magiske farvespil på en afslappende sejltur i båd eller kajak på det klare vand eller under en forfriskende svømmetur i lagunens blide bølger.

Udover sin smukke lagune, gemmer Bacalar også på en række skjulte perler, som f.eks. fortet Fuerte de San Felipe, der blev bygget i 1733 med henblik på at beskytte byen mod piratangreb. I byens charmerende gader finder du flere små butikker, hvor du kan købe farverige souvenirs, og flere hyggelige restauranter, hvor du kan smage på de lokale specialiteter.

Sumidero Canyon

Solrig dag ved Sumidero-kløften

Vil du opleve Mexicos natur, når den er allermest storslået? Så bliver du bestemt ikke skuffet, når du besøger den dybe kløft, Sumidero Canyon, der strækker smukt sig langs Grijalva-floden i delstaten Chiapas.

Den dramatiske kløft er blevet skabt af Grijalva-floden, der i millioner af år har skåret sig dybt ind i klipperne. I dag strækker Sumidero Canyon sig over 30 km gennem det rå landskab, hvor klippevæggene nogle steder rejser sig mere end 1.000 meter over vandet.

Sumidero Canyons skønhed opleves bedst på en bådtur på floden, hvorfra du også har mulighed for at opleve områdets fascinerende dyreliv, der byder på alt lige fra krokodiller og fugle.

Agua Azul og Misol-Há: Chiapas-bjergenes skønheder

Agua Azul i Mexico

I Chiapas-bjergene i det sydlige Mexico venter den ene naturoplevelse efter den anden på dig. Nogle af de smukkeste er vandfaldene Agua Azul og Misol-Há.

Agua Azul, der oversat betyder ”blåt vand”, har fået sit navn på grund af de mange vandfald, der glitrer i de fineste blålige og turkise nuancer. Bjergsiden, som vandet løber ned ad, er rig på mineraler, hvilket ikke kun er med til at give vandet sin smukke farve, men har også dækket bjergsiden i et tykt lag kalksten, der danner små naturlige pools i forskellige niveauer. Hvis du vil opleve farvespillet, når det er allermest blåt, kan du besøge Agua Azul i den tørre periode i april-maj, hvor koncentrationen af mineraler er på sit højeste.

Misol-Há, der ligger midt i junglen ca. 20-30 km. fra Palenque, er også en storslået naturoplevelse. For foden af det 35 meter høje vandfald finder du en forfriskende pool, som indbyder til en dukkert, og bag vandfaldet gemmer der sig en ca. 20 meter dyb grotte, hvor du kan se det fine vandfald fra en helt anden vinkel.

Dia de Los Muertos: De dødes dag

Person i udklædning under parade på De Dødes Dag i Mexico City

Selvom Día de los Muertos, der årligt finder sted d. 2. november, ikke er en seværdighed i fysisk forstand, er det en af Mexicos mest fascinerende oplevelser. De dødes dag, som navnet oversat betyder, er alt andet end sørgelig, men derimod en farverig fejring af livet og de afdødes ånder.

Traditionen er flere tusinde år gammel og begyndte hos de gamle aztekere, toltekere og andre indfødte stammefolk. Man mente, at de afdøde stadig var en del af samfundet, og at deres ånd blev holdt i live gennem minder. En gang om året i starten af november kunne de døde midlertidigt besøge jorden og deres familier igen.

Overalt i Mexico fejres dagen med store festligheder på de centrale pladser. Du kan bl.a. opleve den store fest i Mexico City, hvor storslåede parader, højlydt musik og smukke udsmykninger som f.eks. guirlander, blomster og farverige sukkerkranier, fylder gaderne. I de lokales hjem bliver der pyntet med et imponerende alter med billeder af familiens afdøde, blomster og stearinlys.

Día de los Muertos er en oplevelse, som giver et unikt indblik i Mexicos sjæl – og sætter sig i hjertet på enhver rejsende.

Vil du opleve Mexicos seværdigheder? 

Nadia laver sjov ved Chichen Itza

Mexico er et land, der byder på noget for enhver smag, uanset om du vil opleve ældgammel historie, levende kultur, eventyrlige strande eller fascinerende natur.

Tag på en rejse til Mexico og kom hjem med kufferten fuld af farverige minder, der varer ved!  

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende 

Se vores rejser til Mexico herunder:
Mexico
Et strejf af Yucatán & badeferie på Isla Holbox

Tag med på eventyr på Mexicos smukke Yucatán-halvø og oplev Playa del Carmen, Valladolid, Chichen Itza og slut af med badeferie på Isla Holboxs paradisstrande.

... 12 dage Fra %s kr.
Mexico
Mexicos højdepunkter & badeferie i Playa del Carmen

Tag med på en spændende rejse, hvor du oplever Mexicos imponerende mayaruiner, betagende natur, farverige kolonitidsbyer og lokalsamfund og afslutter med badeferie i Playa del Carmen.

... 14 dage Fra %s kr.
Mexico
Mexicos højdepunkter & badeferie i Tulum

Oplev Mexicos højdepunkter på en spændende rejse med imponerende mayaruiner, storslået natur, farverige kolonitidsbyer, autentiske mayalandsbyer og afslut i strandparadiset Tulum

... 14 dage Fra %s kr.
Mexico
Det bedste af Yucatán

Glæd dig til at opleve det bedste, af hvad Yucatán har at byde på – med alt lige fra storslåede mayaruiner og charmerende kolonitidsbyer til kridhvide sandstrande og en fortryllende lagune med syv farver.

... 15 dage Fra %s kr.
Mexico
Det bedste af Mexico

Oplev Mexicos magiske mix af kultur, natur og historie – fra aztekernes gamle hovedstad og hyggelige kolonitidsbyer til imponerende mayaruiner og caribiske sandstrande.

... 17 dage Fra %s kr.
Mexico
Yucatáns højdepunkter

Imponerende mayaruiner, farverig kolonitidshistorie og spektakulær natur – glæd dig til at opleve nogle af Yucatáns fascinerende højdepunkter.

... 11 dage Fra %s kr.
Mexico
Guatemala & Mexico

Tag med på en eventyrlig rejse, hvor du oplever Guatemalas koloniale charme i Antigua, sejler på den smukke Atitlán-sø, udforsker de majestætiske mayaruiner i Tikal og nyder lagunens ro i Bacalar – inden du runder af med afslappende stranddage ved Det Caribiske Hav i Playa del Carmen.

... 16 dage Fra %s kr.