Fra 2.395 kr. pr. person inkl. fly
Børn under 12 år fra 2.395 kr.
Tillæg for enkeltværelse fra 995 kr.
Forlæng rejsen med en spændende storbyferie til Bangkok og fald pladask for den hektiske og fascinerende hovedstad, der tæller ca. 12 mio. indbyggere.
Der er ingen udflugter planlagt, så du kan tage dagene i eget tempo og opleve millionbyen på egen hånd.
Når du skal rundt i Bangkok, behøver du ikke at bekymre dig om den berygtede trafik, for der findes et godt udbud af alternative transportmidler til taxaer og busser. Flodtaxaerne er ofte et hit, og står for en betydelig del af den offentlige transport, da de lægger til ved mange af byens seværdigheder. Derudover kan du også benytte dig af Sky Train, der snor sig mellem de mange skyskrabere og som er en god, hurtig og billig måde at komme frem på.
Bangkok er opdelt i øst og vest af den 372 km lange flod, Chao Phraya, der løber syd for Bangkok og helt op til Nakhon Sawan.
Den østlige del af byen betragtes som det centrale Bangkok med de populære områder Silom Road og Sukhumvit, der har en høj koncentration af spisesteder, shopping centre og fede skybarer. Det er også på den østlige side, at du finder den historiske del af Bangkok, der bl.a. er hjemsted for det spektakulære kongepalads, Grand Palace, og Smaragdbuddhaens tempel, Wat Phra Kaew.
Heldigvis har Bangkok også mange grønne åndehuller, når man trænger til at trække sig tilbage fra den tropiske varme og støjende trafik. Her kan bl.a. nævnes parkerne Lumpini og Benjakiti eller den grønne ø Bang Krachao, der også kaldes ”Bangkoks jungle” – her er det som om tiden står stille.
På den vestlige side oplever du derimod en helt anden verden uden skyskrabere og dyttende tuktuk’er. Her møder du det mere autentiske Bangkok og en labyrint af kanaler, hvor huse står på pæle og postbude kommer sejlende. Det står i så stor kontrast til det østlige Bangkok, at man føler man befinder sig et helt andet sted – det er dog netop byens store kontraster, der gør Bangkok til så fantastisk og fascinerende en storby at besøge!
Om aftenen er der især gang i China Town, det udendørs shopping- og underholdningsområde Asiatique og de mange skybarer. Lebua Sky Bar, der er kendt fra filmen ”Tømmermænd i Thailand”, er et oplagt sted at få en forfriskende drink inden aftensmaden og samtidig se solen gå ned over hovedstaden.
Uanset hvad du beslutter at foretage dig, garanterer vi, at du ikke kommer til at kede dig!





