Den store Vietnam-rundrejse
Tag med på den store rundrejse gennem Vietnam fra nord til syd. Oplev pulserende storbyer, spektakulær natur, charmerende UNESCO-byer og autentiske møder med den lokale kultur.
Tag med på den store rundrejse gennem Vietnam fra nord til syd. Oplev pulserende storbyer, spektakulær natur, charmerende UNESCO-byer og autentiske møder med den lokale kultur.
Omfattende udflugtspakke:
På denne store rundrejse oplever du Vietnam fra nord til syd og kommer helt tæt på landets fascinerende kontraster. Du besøger pulserende storbyer, fredfyldte landskaber og historiske byer, mens du undervejs møder den gæstfri vietnamesiske kultur, smager det lokale køkken og oplever hverdagslivet på nært hold.
Rejsen starter i Hanoi, hvor livlige gader og historiske kvarterer sætter scenen for eventyret. Herfra fortsætter du til den naturskønne Bai Tu Long-bugt, hvor du sejler mellem dramatiske kalkstensøer, inden turen går videre til Ninh Binh, Pu Luong og Mai Chau. Her venter frodige rismarker, grønne bjerglandskaber og små landsbyer, hvor tempoet er roligt, og naturen er i centrum.
I det centrale Vietnam oplever du Hués spændende historie og nyder en sejltur på Parfume-floden, inden rejsen fortsætter over Hai Van-passet til charmerende Hoi An med de farverige lanterner, hyggelige gader og afslappede atmosfære. Her er der god tid til både at udforske byen og nyde livet i eget tempo.
Rejsen afsluttes i det sydlige Vietnam med storbypuls i Ho Chi Minh City og en heldagsudflugt til det frodige Mekong-delta, hvor du oplever livet langs floden og besøger TourCompass' sociale bæredygtighedsprojekt i Vinh Long.
En varieret rundrejse, der giver dig et nuanceret indblik i Vietnams kultur, natur og historie.
I dag flyver du fra valgte lufthavn mod Vietnam charmerende hovedstad, Hanoi. Der vil være mellemlanding(er) undervejs.

Du lander i Hanois internationale lufthavn, Noi Bai, hvor du går gennem immigrationen og henter din bagage. Din guide venter udenfor ankomsthallen efter udgangsdørene, og er iført en TourCompass-uniform og holder et TourCompass-skilt, så du lettere kan finde vedkommende.
Herefter køres du til dit hotel i hjertet af Hanoi, og efter check-in har du resten af dagen fri til at nyde de første indtryk af den vietnamesiske hovedstad på egen hånd.
Vi kan varmt anbefale at gå på opdagelse i det gamle kvarters charmerende og livlige gader, hvor hver gyde gemmer på lyde, dufte og scener fra det vietnamesiske hverdagsliv. Du kan også tage en afslappende gåtur rundt om byens berømte Hoan Kiem-sø, der med sine skyggefulde træer og lokale liv er et populært åndehul midt i storbyen.
Om aftenen kan du opleve det lækre vietnamesiske køkken, hvad enten du foretrækker restauranter eller de stemningsfulde gadekøkkener.


I dag venter en spændende byrundtur til nogle af Hanois mest ikoniske seværdigheder.
Du bliver hentet på hotellet af din guide, og dagen starter med en vietnamesisk kaffe på en lokal café med udsigt over Hoan Kiem-søen, som er byens grønne hjerte og et naturligt samlingspunkt for både unge og gamle hanoianere.
Herfra går du over den ikoniske Huc-bro til Ngoc Son-templet, som ligger midt i den smukke Hoan Kiem-sø. Broens navn betyder “stedet, der røres af morgensolens stråler”. Her hører du legenden om kejseren, det magiske sværd og kæmpeskildpadden og får indblik i, hvordan søen fik sit navn og sin særlige betydning for byen.
Du bliver herefter kørt til Litteraturens Tempel, som er et fredfyldt kompleks opført i 1100-tallet af elever af den kinesiske filosof Confucius. Med næsten 1.000 år på bagen er templet et sjældent og velbevaret eksempel på traditionel vietnamesisk arkitektur, komplet med søjlegange, damme og grønne gårdhaver, hvor unge studerende stadig kommer for at bede om held til deres eksamener.
Frokosten nydes på restauranten KOTO, som er mere end blot et spisested. KOTO står for ”Know One, Teach One” og er en restaurant, der uddanner og støtter unge vietnamesere fra udsatte kår og giver dem en professionel uddannelse og en ny start på livet med både faglige og personlige kompetencer til et varigt job, samtidig med at der serveres velsmagende vietnamesiske retter i rolige omgivelser. Du kan læse mere om restauranten her.
Turen fortsætter i en traditionel cykeltaxa, også kaldet en cyclo, gennem det gamle kvarters labyrint af smalle gader og livligt handelsliv. Det gamle kvarter er kendt for sine 36 gader, som oprindeligt blev opkaldt efter de varer, der blev solgt her: bambus, silke, papir og blik. I dag lever mange af gadens navne videre, og stemningen emmer af lokal charme, hvor hanoianerne stadig handler, småsnakker og serverer dampende pho fra gadekøkkenerne.
Efter en spændende cyclotur besøger du den historiske Long Bien-bro, som er et ikonisk vartegn fra den franske kolonitid, opført i begyndelsen af 1900-tallet. Den karakteristiske jernbro strækker sig over Den Røde Flod og blev hårdt beskadiget under Vietnam-krigen, men står i dag som et stærkt symbol på Hanois modstandskraft og historie. På broen får du et levende indblik i hverdagslivet i Hanoi med lokale, der kører på scooter til og fra arbejde side om side med cyklister og fodgængere. Kigger du ned fra broen, ser du det travle Long Bien Marked, hvor der er aktivitet fra tidlig morgen, mens udsigten over floden skaber en rolig kontrast til byens puls. Broen er et populært motiv for fotografer og rejsende, der ønsker at indfange Hanois sjæl.
Dagens sightseeingtur rundes af med en forestilling i vanddukketeater, som er en flere hundrede år gammel vietnamesisk tradition, hvor dukker danser på vandets overflade til klassisk fortælling og levende musik.
Efter en spændende dag køres du retur til dit hotel, og du har aftenen på egen hånd.


I dag er der ingen udflugter planlagt. Det kan være du har lyst til at tage med på en af vores tilkøbsture, eller måske foretrækker du at gå på opdagelse i byen på egen hånd.
Du kan starte dagen med et besøg på den berømte Train Street i de tidlige morgentimer, hvor der er færre mennesker, og stemningen er mere rolig. Her passerer toget helt tæt forbi gadens caféer, og du får en særlig fornemmelse af hverdagslivet i byen, før byen for alvor vågner.
Herefter kan du bevæge dig mod den fine Hoan Kiem-sø, hvor smalle gader og franske kolonibygninger gemmer på små butikker, farverige kunstgallerier og hyggelige caféer. Slå dig ned med en vietnamesisk kaffe og betragt hverdagslivet, hvor lokale og besøgende krydser hinandens veje. Ikke langt herfra ligger den ikoniske Sankt Joseph-katedral, som med sin gotiske facade og livlige plads er et populært samlingspunkt.
Til frokost kan du gå på jagt efter Hanois berømte streetfood. Prøv en dampende skål pho, nyd duften af grillede bun cha eller tag en sprød banh mi med på farten.
Fortsæt evt. mod Long Bien-marked, hvor handlen med frugt, grønt og blomster fylder gaderne og giver et levende indblik i byens hverdagsliv. Her er tempoet højt og stemningen autentisk, uanset tidspunkt på dagen.
Er du nysgerrig på Hanois historie, kan du også vælge at tage mod det gamle Imperial Citadel, som vidner om byens spændende fortid. I samme område finder du også Ho Chi Minh Mausoleum, som er et af Hanois mest kendte vartegn og et vigtigt sted i Vietnams nyere historie.
Når mørket falder på, vågner Hanoi for alvor. Gaderne lyser op fra gadekøkkenernes blus, og duften af grillet kød, friske koriander og krydret bouillon breder sig i de smalle stræder. Du kan slentre gennem det gamle kvarter og lade dig rive med af stemningen eller slå dig ned på en rooftop-bar og nyde udsigten over byens pulserende liv.


Tidligt om morgenen forlader du Hanoi og sætter kurs mod den nordøstlige kyst, hvor Bai Tu Long-bugten ligger. Køreturen tager 3,5 - 4 timer og fører dig gennem et varieret landskab med byliv, små landbrugssamfund og grønne rismarker. Undervejs gøres et kort stop, hvor du kan strække benene og købe lidt forfriskninger, inden du ankommer til Ha Long International Cruise Port, hvor dit eventyrlige minikrydstogt starter.
Bai Tu Long-bugten ligger i direkte forlængelse af den berømte Ha Long-bugt, blot mod nordøst og tættere på grænsen til Kina. Begge bugter tilhører det samme geologiske område og byder på det karakteristiske landskab med tusindvis af kalkstensklipper, frodige småøer og smaragdgrønt vand. Bai Tu Long-bugten er dog langt mindre besøgt, hvilket giver dig en mere rolig, autentisk og fredfyldt oplevelse.
Efter check-in bliver du sejlet ud til skibet med tenderbåd. Ombord på bydes du velkommen med en forfriskende drink og en kort sikkerhedsbriefing. Når du har fundet dig til rette i din kahyt, serveres en lækker vietnamesisk frokost, mens skibet stille sejler længere ud i bugten.
Om eftermiddagen kan du tage på kajaktur ved den smukke ø Cap La, som er et billedskønt område kendt for sine majestætiske kalkstensformationer og krystalklare badebugter. Vandet er ofte roligt og lavt, så både nybegyndere og øvede kajakroere trygt kan padle afsted mellem klipper og små laguner.
Tilbage på skibet venter en spændende vietnamesisk madlavningsdemonstration, hvor du lærer at tilberede klassiske specialiteter som frisklavede forårsruller eller friskfanget fisk.
Om aftenen serveres en dejlig middag i skibets restaurant, hvorefter du har mulighed for at spille spil, prøve kræfter med blækspruttefiskeri eller blot nyde den fredelige stemning i bugten under stjernehimlen.
OBS! I tilfælde af dårligt vejr forbeholder de vietnamesiske myndigheder sig ret til at lukke for al sejlads i bugten af sikkerhedsmæssige årsager. Dette sker kun få gange om året, men i sådanne tilfælde vil minikrydstogtet blive erstattet af et hotelophold og en alternativ udflugt.


Er du blandt de morgenfriske, kan du starte dagen med en valgfri tai chi-session på soldækket. Du kan også blot nyde stilheden med en kop te eller kaffe i hånden med udsigt til Bai Tu Long-bugtens fredelige vandspejl, inden der serveres en let, vestlig morgenmad i skibets restaurant.
Efter morgenmaden går turen til den smukke Thien Canh Son-grotte, som byder på imponerende drypstensformationer. Grotten ligger gemt bag en stejl trappe i klippesiden, og indenfor venter dramatiske kalkstenssøjler og svale rum oplyst af naturligt dagslys.
Når du er tilbage på båden, er der tid til at pakke og gøre klar til check-out, inden der serveres en traditionel vietnamesisk frokost. Imens sejler skibet stille tilbage mod havnen, mens du nyder de sidste glimt af bugtens eventyrlige landskab.
Du går fra borde ved Ha Long International Port, hvor din guide og chauffør står klar til at køre dig til Ninh Binh. Køreturen tager knap 3,5 time.
Når du nærmer dig Ninh Binh, ændrer landskabet sig markant. Du kører gennem et fladt delta med spejlblanke floder, frodige rismarker og små landsbyer, mens de karakteristiske kalkstensbjerge rejser sig dramatisk fra landskabet.
Vel fremme på hotellet er der check-in, og resten af dagen er til fri disposition.
Har du lyst, kan du tage ind til Tam Coc centrum, hvor livet folder sig ud langs hovedgaden med lokale restauranter, hyggelige cafeer og enkelte butikker.


Efter morgenmaden bliver du kørt mod Gia Vien-distriktet, hvor dagens cykeltur på ca. 14 km begynder. Her sætter du dig i sadlen og cykler i roligt tempo ad små, rolige veje og stier forbi grønne rismarker og lokale landsbyer på vej mod Van Long Naturreservat. Undervejs er der tid til fotostop, blandt andet ved en lokal katolsk kirke, inden ruten fortsætter gennem det åbne landskab. Området omkring Van Long er kendt for sine rolige vådområder, markante kalkstensklipper og et rigt fugleliv, som danner en smuk ramme om turen.
Cykelturen fortsætter til en lokal familie i landsbyen Mai Trung, hvor du bliver budt velkommen i hjemlige omgivelser. Her får du et indblik i livet på landet, når du deltager i sæsonbestemte aktiviteter som arbejde i rismarkerne eller havearbejde samt fodring af fisk og fjerkræ.
Efterfølgende inviterer familien dig med i køkkenet til et uformelt madlavningskursus, hvor du får introduktion til det vietnamesiske køkken og selv er med i tilberedningen. Oplevelsen rundes af med en hjemmelavet frokost, som nydes i afslappede omgivelser.
Herefter cykler du tilbage til startstedet, og turen tager blot få minutter. Her stiller du cyklen, hvorefter du bliver kørt til Trang An-grotterne, som er et spektakulært naturområde med dramatiske klippeformationer og skjulte huler. Du stiger ombord i en traditionel sampan, som roes stille ad den rolige flod gennem et netværk af grotter og huler, herunder Lam Cave, Vang Cave, Dai Cave og Thanh Truot Cave. Undervejs passerer du også templerne Cao Son, Suoi Tien og Vu Lam samt Skull Island, som blev brugt som optagelsessted for filmen "Kong: Skull Island" i 2017.
Efter 2 timers sejltur bliver du kørt tilbage til hotellet, hvor resten af dagen er til fri disposition.


I dag sætter du kurs mod Pu Luong Naturreservat, som er et af Nordvietnams mest uspolerede og smukke naturområder. Pu Luong ligger 125 km fra Ninh Binh, og køreturen tager godt og vel 3 timer.
Pu Luong er stadig et næsten ukendt naturområde. Her breder risterrasser sig som grønne tæpper og leder blikket mod de skovklædte bjerge, der rejser sig mod himlen og får dig til at føle dig ekstrem lille i det store landskab. Udsigterne er ganske enkelt betagende, og området har en særlig evne til at få pulsen ned og tankerne til at falde til ro. Når terrasserne er fyldt med vand, spejler himlen og bjergene sig i dem – et fuldkommen magisk syn. Pu Luong er et af de steder, hvor du ikke har lyst til andet end at sætte dig ned og lade blikket glide over landskabet i takt med at lyset ændrer farverne og stemningen omkring dig.
Ved ankomst er der check-in, og allerede her mærker du, at Pu Luong er noget helt særligt. Resten af dagen er til fri disposition, så du kan slappe af og tage det hele ind i dit eget tempo.


I dag venter en halvdagsvandretur i Pu Luong, hvor natur og lokale traditioner går hånd i hånd.
Du bliver hentet på dit overnatningssted af din guide samt en lokal guide, som kender stierne, landsbyerne og historierne bag. Dagen starter med et besøg på et lokalt tekstilværksted. Her møder du dygtige kvinder fra thai-folket, som viderefører områdets flere hundrede år gamle vævetraditioner. Du får indblik i de traditionelle teknikker og ser, hvordan mønstre og farver langsomt tager form på de håndbetjente væve ved hjælp af naturlige farvestoffer. Du får også selv mulighed for at prøve kræfter med håndværket og mærke, hvor stor præcision og tålmodighed arbejdet kræver. Her er der tilmed mulighed for at købe håndlavede tæpper, tasker, punge, lanterner m.m.
Herefter nyder du en velsmagende, lokal frokost, inden du begiver dig ud på en ca. 3,5 km vandretur gennem de omkringliggende landsbyer. Stierne snor sig forbi frodige risterrasser, bambusskove og små vandfald, og undervejs passerer du traditionelle pælehuse. Ruten er overvejende flad og let at gå, med kun enkelte korte strækninger, hvor det går op og ned.
Vandreturen giver dig et godt indblik i hverdagslivet i landsbyerne, hvor du møder lokale fra thai-minoriteten, som lever tæt forbundet med naturen og dens rytme. Med en lokal guide ved din side får du samtidig små fortællinger og perspektiver, som giver oplevelsen ekstra dybde.
Turen ender tilbage på hotellet, hvor du kan nyde resten af dagen på egen hånd.


I dag forlader du Pu Luong og sætter kurs mod landsbylivet i Mai Chau, som er en af Vietnams smukkeste dale. Du bliver hentet på hotellet og køreturen tager ca. 1,5 time.
Når du når frem, åbner dalen sig med grønne rismarker, betagende kalkstensbjerge og små landsbyer, hvor etniske minoriteter stadig lever efter gamle traditioner.
Efter check-in på hotellet venter en traditionel og velsmagende frokost.
Om eftermiddagen låner du en cykel på hotellet og triller afsted sammen med din guide ad små stier gennem dalens rolige landskab. Ruten er flad og strækker sig over 10-12 km. Vejene snor sig mellem små landsbysamfund og grønne rismarker, hvor vandbøfler går og græsser. Her fyldes luften af lyden af legende børn og høns, der skratter, mens hverdagen leves omkring dig. Undervejs besøger du blandt andet landsbyerne Pom Coong og Na Phon og får et indblik i dagligdagen hos Thai-folket, som er en af de største etniske grupper i området. Turen går også forbi et lokalt marked, hvor boderne bugner af alt mellem himmel og jord. Her mærker du den lokale stemning og får tid på egen hånd til at gå rundt og snuse lidt. Herefter cykler du tilbage mod hotellet, hvor du passerer marker og ser de lokale bønder arbejde, mens solen lige så stille er på vej ned.
Tilbage på hotellet kan du nyde roen på din veranda med en god bog.


Efter morgenmaden forlader du Mai Chau og bliver kørt til vores sociale bæredygtighedsprojekt i Quyet Thang, som er startet af vores lokale samarbejdspartner. Køreturen tager ca. 1,5 time og går gennem et smukt, bakket landskab, hvor rismarker, små landsbyer og grønne bjergsider afløser hinanden.
Quyet Thang ligger i den sydlige del af Hoa Binh-provinsen og består af 23 små landsbyer, hvor blandt andet Muong-folket bor. Her lever familierne primært af at dyrke kassava og majs på udpint jord, og de udfordrende vejforhold gør det vanskeligt at transportere og sælge afgrøderne. Samtidig er de gamle Muong-traditioner under pres, i takt med at mange unge forlader området for at søge arbejde i større byer.
Ved ankomsten bliver du taget imod af en lokal repræsentant fra landsbyen. Sammen går I en tur gennem landsbyen, hvor du oplever det rolige hverdagsliv på tæt hold. Du passerer marker, lokale huse på pæle, hilser på familierne og møder landsbyens børn, som genert vinker til dig. Du oplever også landsbyens fælleshus, hvor beboerne holder møder, og hvor børn kan komme og lave lektier.
Herefter besøger du et lokalt landsbyhus, hvor du sammen med værterne er med til at tilberede traditionelle retter. Frokosten serveres ved et veldækket bord med lokale specialiteter, som nydes i fællesskab og giver et autentisk indblik i områdets madkultur. Der er også tid til at snakke med værterne og lære mere om Muong-folkets hverdag, kultur og traditioner.
Dernæst besøger du et ældre ægtepar og får et indblik i Muong-folkets gamle håndværkstraditioner med vævning og bambusflet, som er blevet videregivet gennem generationer. Bambusarten luong bruges blandt andet til at fremstille kurve, fiskefælder og måtter. Hvert mønster og hver teknik afspejler en del af Muong-folkets kulturarv, og produkterne fungerer både som bæredygtige alternativer til moderne materialer og som unikke souvenirs. Du får selv mulighed for at prøve kræfter med håndværket og fletter din egen lille kurv, som du kan tage med hjem.
Til slut går du ned til en rolig flod, hvor en fredfyldt sejltur på en traditionel bambusflåde venter. Du får udleveret redningsvest, og når flåden bevæger sig mod strømmen, kan du hjælpe med at padle, hvis du har lyst.
Når du deltager på denne udflugt, er du med til at gøre en forskel for familierne i Quyet Thang. En procentdel af rejsens pris går direkte til projektet og bruges blandt andet til uddannelse samt forbedring af infrastrukturen, som fx etablering af veje og opsætning af solcelledrevne lygtepæle. Du kan læse mere om projektet her.
Efter en dag fyldt med nærvær, kulturmøder og indsigt i det lokale liv går turen videre tilbage til Hanoi, hvor du har en nat, inden rejsen fortsætter mod det centrale Vietnam.


I dag forlader du Nordvietnam og sætter kurs mod Centralvietnam til kejserbyen Hué.
Du bliver hentet på hotellet af din guide og chauffør, og bliver kørt til lufthavnen, hvorfra du flyver til Hué - en flyvetur på 1 time og 15 min.
Når du lander i Hué mødes du med din guide, som venter udenfor ankomsthallen efter udgangsdørene. Guiden er iført en TourCompass-uniform og holder et TourCompass-skilt, så du lettere kan finde ham eller hende. Herfra bliver du kørt til dit hotel, og resten af dagen er til fri disposition.
Hué byder på mange hyggelige oplevelser. Tag f.eks. en gåtur gennem de små gader og langs Parfume-floden, hvor du får et godt indblik i byens rolige hverdagsliv. Du kan også besøge Dong Ba-markedet, hvor lokale handler friske råvarer, krydderier og små specialiteter, eller forkæle dig selv med en afslappende behandling på et af byens mange spaer.
Hué er kendt som Vietnams gastronomiske hovedstad, så benyt lejligheden til at smage nogle af byens mange lokale specialiteter. Prøv de små rispandekager banh beo, de dampede risdumplings banh nam eller sprøde banh khoai, som serveres med en fyldig peanutsauce.
Om eftermiddagen kan du slå dig ned på en café og nyde en saltkaffe, Hués helt særlige kaffespecialitet, inden du finder en hyggelig restaurant eller en tagterrasse, hvor du kan afslutte dagen med udsigt over byen.


Efter morgenmaden venter et spændende møde med Hués mest imponerende seværdigheder. Dagens udflugt tager dig med tilbage til kejsertidens storhed med indblik i Vietnams royale historie, kunst og åndsliv.
Du bliver hentet på hotellet af din guide, og første stop er den gamle kejserby, som er en imponerende fæstning opført i begyndelsen af 1800-tallet, da Nguyen-dynastiet gjorde Hué til hovedstad. Fæstningen er omgivet af voldgrave og massive mure og rummer både administrationens og kejserfamiliens tidligere gemakker. Stedet er inspireret af Den Forbudte By i Beijing, og trods de ødelæggelser der fulgte med både Indokina-krigen og Vietnam-krigen, står dele af paladset og de hellige sale stadig som fordums storhed. UNESCO har i dag sat gang i omfattende restaureringsprojekter, der bringer nyt liv til det historiske kompleks.
Herefter besøger du en lille, lokal udstilling med traditionelle vietnamesiske malerier. Her kan du ikke blot beundre de farverige værker, men også selv prøve kræfter med penslerne og mærke den rolige fordybelse, som kendetegner denne kunstform.
Dagens oplevelser fortsætter med en stemningsfuld sejltur på Parfume-floden, hvor du stille glider gennem landskabet mod Thien Mu-pagoden. Pagoden er Hués ældste og mest ikoniske religiøse vartegn og har i mere end 400 år været et vigtigt centrum for buddhismen i det centrale Vietnam. Det ottekantede pagodetårn rejser sig majestætisk mod himlen og danner en fredfyldt ramme om templet og det munkesamfund, der stadig lever og praktiserer her.
Herefter går turen videre til kejser Khai Dinhs grav, som adskiller sig markant fra de øvrige kejsergrave i området. Gravkomplekset blev opført i begyndelsen af 1900-tallet og forener traditionelle vietnamesiske elementer med europæisk barok og gotik. Resultatet er en både storslået og detaljerig arkitektonisk oplevelse, der vidner om kejserens fascination af vestlig kunst og kultur. Graven ligger ved foden af Chau Chu-bjerget, ca. 9 km syd for Hué.
Du køres herefter tilbage til dit hotel, og resten af dagen er til fri disposition, hvor du kan nyde Hué på egen hånd.


I dag tager du afsked med Hué. Du bliver hentet på hotellet, og herefter går turen ad en af Vietnams smukkeste ruter mod den stemningsfulde by Hoi An.
Ruten følger til tider kysten og snor sig op gennem Truong Son-bjergene, hvor du krydser det spektakulære Hai Van Pas, også kendt som “passet i skyerne”. Herfra er udsigten intet mindre end betagende med grønklædte bjerge på den ene side og Det Sydkinesiske Havs blå horisont på den anden.
Efter 3-4 timer ankommer du til dit hotel i Hoi An, og efter check-in er resten af dagen til fri disposition.
Hoi An er en oplevelse i sig selv og en by, du hurtigt forelsker dig i. Den gamle bydel, som er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, er især kendt for sin velbevarede arkitektur, sin stolte silkeproduktion og sine mange dygtige skræddere. Her synes tiden at gå lidt langsommere, og historien mærkes i hver en gade, facade og lille butik.
Gennem byens hjerte løber Thu Bon-floden, som i 1600- og 1700-tallet var knudepunkt for en blomstrende international handel. I dag danner flodens bredder en smuk og fredelig ramme om det daglige liv og de mange små både, der stadig glider gennem vandet. Ikke langt derfra ligger det lokale marked, hvor du mødes af dufte, farver og et livligt handelsliv med små boder og friske råvarer.
Væk fra floden breder en labyrint af små stemningsfulde gader sig. Her mødes du af et farverigt miks af japanske træhuse, kinesiske forsamlingshuse, franske kolonitidsbygninger og de karakteristiske købmandshuse. I den gamle bydel er biler ikke tilladt, og det giver plads til, at du kan opleve byen i et roligere tempo til fods. Farverige lanterner hænger som guirlander over gaderne og skaber en særlig stemning, især når mørket falder på. Butikker og restauranter ligger som perler på en snor og indbyder til afslappede stunder og nysgerrige opdagelser. Hoi An er også kendt for sin særlige kaffekultur, og rundt omkring i byen finder du hyggelige caféer, hvor du kan slå dig ned og nyde en vietnamesisk kaffe – måske den klassiske med kondenseret mælk.


Dagene er til fri disposition, og Hoi An har uendeligt meget at byde på, hvad enten du søger afslapning, eventyr eller kulturelle oplevelser.
Måske frister en rolig dag ved havet? Lej en cykel og kør ud til en af de nærliggende strande, Cua Dai eller An Bang, hvor blødt sand og palmer danner en afslappet ramme for en dukkert i det lune hav. Du kan også tage på cykeltur gennem de grønne rismarker uden for byen, hvor små landsbyer og lokale hverdagsglimt giver et fint indblik i livet på landet.
I Hoi An kan du desuden fordybe dig i det lokale køkken på et madlavningskursus, tage en bådtur på Thu Bon-floden eller opleve byen fra en ny vinkel, når lanternerne tændes sidst på dagen. Måske får du også lyst til at lade dig måle op hos en lokal skrædder og få syet et stykke tøj, du kan tage med hjem som minde.
Er du nysgerrig på området omkring Hoi An, kan du vælge en af vores spændende tilkøbsture, som du kan læse mere om nedenfor.


I dag bliver du hentet på hotellet og kørt til lufthavnen i Da Nang - en køretur på knap en time. Herfra flyver du sydpå til Vietnams største og mest pulserende storby, Ho Chi Minh City.
Du ankommer i Ho Chi Minh Citys internationale lufthavn, Tan Son Nhat. Din guide venter udenfor ankomsthallen efter udgangsdørene, og er iført en TourCompass-uniform og holder et TourCompass-skilt, så du lettere kan finde vedkommende. Du bliver herfra kørt til dit hotel, der ligger centralt i distrikt 1, byens hjerte. Området kaldes stadig Saigon i daglig tale og regnes for byens historiske og kulturelle kerne, mens de øvrige distrikter tilsammen udgør Ho Chi Minh City.
Efter check-in på hotellet er resten af dagen til fri disposition.
Efter dagene i fredelige Hoi An kan mødet med Ho Chi Minh City godt føles lidt overvældende. Ho Chi Minh City har omkring ti millioner indbyggere - og næsten lige så mange scootere og motorcykler. Men midt i kaosset åbenbarer der sig en fascinerende og moderne storby i rivende udvikling. Det mærkes tydeligt i bybilledet, hvor glasbeklædte skyskrabere står side om side med elegante kolonitidsbygninger fra den franske æra.
Måske trænger du til at slappe af ved poolen med en drink? Eller hvad med en kop vietnamesisk iskaffe på en af byens utallige caféer? Ho Chi Minh City har en stærk kaffekultur, og du finder både hippe kaffebarer og små lokale steder med plastikstole og kaffe brygget på den klassiske drypmetode.
Er du nysgerrig på storbyens madscene, kan du gå på opdagelse i gaderne omkring distrikt 1 og 3. Her finder du alt fra dampende pho og sprøde banh xeo pandekager.


I dag venter en spændende halvdagsbyrundtur i Ho Chi Minh City.
Din guide og chauffør henter dig på hotellet, og herfra bliver du kørt til den elegante gade Dong Khoi, en af Saigons mest ikoniske boulevarder. Gaden strækker sig gennem hjertet af det gamle koloniale kvarter, hvor fransk arkitektur, modebutikker, kunstgallerier og hyggelige caféer ligger side om side. Den emmer af atmosfære og historie og har spillet en central rolle i byens fortælling, fra kolonitidens grandeur til krigstidens uro og videre til nutidens pulserende metropol.
Du passerer Saigon Operahus, et arkitektonisk mesterværk fra 1901 og et levende symbol på byens kulturelle arv. Fra at have fungeret som beskyttelsesrum til senere at huse det sydvietnamesiske parlaments underhus har operahuset haft en bemærkelsesværdig historie.
Herefter oplever du det Gamle Posthus, tegnet af den verdenskendte franske ingeniør Gustave Eiffel. Med sine smukke buer, elegante jernkonstruktioner og historiske atmosfære er bygningen et vidnesbyrd om franskmændenes præg på Ho Chi Minh City.
Lige over for det Gamle Posthus ligger den ikoniske Notre Dame-katedral, opført mellem 1863 og 1880. Katedralen er et imponerende levn fra den franske kolonitid med sine karakteristiske røde mursten og tårnhøje spir.
Når du står front mod kirken, har du en grå bygning i ryggen. Nogle vil måske genkende den som "Pittman Apartments" på 22 Gia Long Street fra det berømte billede taget den 29. april 1975 af den hollandske fotograf Hubert van Es i forbindelse med Saigons fald. Det var her, en helikopter landede på taget – en scene, som mange fejlagtigt troede fandt sted ved den amerikanske ambassade. Din guide fortæller den dramatiske historie om evakueringen og den skjulte rolle, bygningen spillede i krigens sidste timer.
Turen går videre til det historiske Genforeningspalads, hvor Vietnamkrigen, eller Den Amerikanske Krig, som vietnameserne kalder den, officielt fik sin afslutning. Den 30. april 1975 brød en nordvietnamesisk kampvogn gennem paladsets port og satte punktum for en blodig konflikt, der kostede omkring 58.000 amerikanere og hele 3 millioner vietnamesere livet. Her ser du blandt andet krigsrum, festsale og præsidentens kontor.
Turen fortsætter til Krigslevnsmuseet, hvor du får et gribende indblik i Vietnams nyere historie. Udstillingerne skildrer krigens barske realiteter og de menneskelige konsekvenser, den har efterladt.
Næste stop er et af Ho Chi Minh Citys mere ukendte steder, som de færreste rejsende selv finder frem til: Saigon Commandos Museum. Her får du et sjældent indblik i hverdagen under krigen, fortalt gennem øjnene på en lokal borger. Museet holder til i et beskedent hus fra 1963, der ved første øjekast ligner en ganske almindelig bolig. Men bag facaden gemmer sig en tidligere operationsbase ledet af Tran Van Lai, en vietnamesisk modstandsmand, der under krigen opererede i skjul som møbelfabrikant og hjalp Ho Chi Minh Citys kommandoenheder med at gemme våben og planlægge missioner. De udstillede genstande fortæller historien om de modige kommandoers liv med strategi, hemmelige operationer og overlevelse under ekstreme vilkår.
Afslutningsvis kan du nyde en drink i museets café, hvor du har mulighed for at smage den særlige "butter beer".
Du bliver herefter kørt retur til dit hotel, hvor resten af dagen er til fri disposition. Måske trænger du til at slappe af ved poolen med en drink? Eller hvad med en kop vietnamesisk iskaffe på en af byens utallige caféer? Ho Chi Minh City har en stærk kaffekultur, og du finder både hippe kaffebarer med minimalistisk design og små lokale steder med plastikstole og kaffe brygget på den klassiske drypmetode.


Efter morgenmaden bliver du hentet på dit hotel af din guide og chauffør, og turen går mod det frodige Mekong-delta, som er et af Vietnams mest frugtbare og livgivende områder. Mekong-floden har sit udspring i Himalaya og løber ca. 4.500 km gennem seks lande, før den forgrener sig i det vidtstrakte deltaområde syd for Ho Chi Minh City. Deltaet dækker omkring 40.000 kvadratkilometer, og hvor meget af området, der står under vand, afhænger af regntidens intensitet og årstidens skiften.
Du når ikke at komme langt ud af Ho Chi Minh City, før landskabet begynder at forandre sig. Langs vejen oplever du grønne marker og passerer små floder og kanaler, der snor sig gennem det flade landskab. Det er ikke usædvanligt at se lokale bønder arbejde i markerne, mens vandbøfler græsser i vejkanten, og små boder langs vejen frister med frisk frugt.
Efter ca. 2,5 times kørsel ankommer du til byen Cai Be. Her går du ombord i en båd og sejler ud på det frodige Mekong-delta. Første stop er et lokalt værksted, hvor dygtige kunsthåndværkere fremstiller produkter af kokos. Her ser du også, hvordan man laver pop-ris. Herfra fortsætter du i en lille sampan, en traditionel håndroet træbåd, gennem Mekong-deltaets smalle, snørklede kanaler.
Herefter skifter du til en større motordrevet båd, som sejler dig til en lille fredelig ø midt i deltaet. Her nyder du en lækker, traditionel frokost tilberedt med friske, lokale råvarer fra Mekong-deltaet, mens du er omgivet af grøn natur og flodens stille liv.
Efter frokost sejler du tilbage til fastlandet og stopper ved et keramikværksted. Her kan du se, hvordan lokale kunsthåndværkere holder de gamle traditioner i live, og du får mulighed for at høre om deres passion for håndværket.
Du fortsætter til vores sociale bæredygtighedsprojekt i Vinh Long, som er startet af vores lokale samarbejdspartner. Her venter en rolig gåtur gennem landsbyen, hvor din guide undervejs giver dig indblik i projektet. Du bliver budt på frisk frugt og noget koldt til ganen. Herefter får du mulighed for at tage del i det traditionelle landbrugsliv. Sammen med lokale bønder prøver du kræfter med risdyrkning, enten ved at plante de spæde risplanter eller ved at hjælpe til med høsten, alt efter sæsonen. Det er en lærerig og jordnær oplevelse, der giver dig et unikt indblik i hverdagen i Vietnams landdistrikter og i det arbejde, der ligger bag et bæredygtigt landbrug. Når du deltager på turen, er du samtidig med til at gøre en forskel for familierne i Vinh Long, da en procentdel af rejsens pris går direkte til projektet, som du kan lære mere om her.
Herefter går turen tilbage til dit hotel i Ho Chi Minh City, hvor du har aftenen på egen hånd.


I dag har du mulighed for at opleve Ho Chi Minh City i eget tempo.
Byen har mange ansigter, og du har hele dagen til at forfølge netop de sider, der interesserer dig mest uanset om det er historie, kreativt byliv eller lokale smage.
Vil du mærke byens moderne puls, kan du besøge Café Apartment, som ligger direkte ud til Nguyen Hue promenaden, byens brede gågade. Café Apartment er en tidligere boligblok, som i dag rummer små uafhængige kaffebarer, designbutikker og kreative værksteder. Hver etage har sin egen charme, og her får du en lokal introduktion til det unge Ho Chi Minh City.
Du kan også tage en tur over floden til distrikt 2, et hurtigt voksende kvarter, hvor moderne arkitektur, grønne områder og kreative caféer præger bybilledet. Her finder du rolige omgivelser med et miks af internationale restauranter, specialbutikker og små gallerier. Det hippe Thao Dien-område er særligt populært og har en afslappet stemning, der tiltrækker både lokale og rejsende.
Omkring skumring kan du slentre en tur ned ad Nguyen Hue-promenaden, som er omgivet af blomster, springvand og stemningsfuld arkitektur. Her kan du opleve det særlige byliv, når lokale samles med gadekunstnere, dansere og unge familier i et charmerende virvar. Atmosfæren er afslappet og livlig, og det hele kulminerer omkring byens oplyste rådhus.
En oplagt måde at afslutte dagen på er med udsigt over Ho Chi Minh Citys imponerende skyline fra toppen af en af byens skyskrabere, som for eksempel Bitexco Financial Tower eller Landmark 81. Herfra kan du opleve storbyens hav af lys brede sig, mens solen går ned, og byen for alvor vågner.

I dag slutter dit store Vietnam-eventyr. Du bliver hentet på hotellet og kørt til Ho Chi Minh Citys internationale lufthavn, Tan Son Nhat, hvorfra du flyver mod valgte lufthavn med mellemlanding(er) undervejs.
Du lander i den valgte lufthavn med kufferten fuld af minder efter en rejse gennem Vietnams mange kontraster.
Børn under 12 år fra 19.595 kr.
Tillæg for enkeltværelse fra 6.195 kr.
Unikke fordele for grupper over 6 personer – indhent tilbud i dag for mere information.

Mira er vores Asien-specialist, og selvom hun har rejst over det meste af verden, er det vores asiatiske rejsemål, der har hendes hjerte.

Vil du modtage rejseinspiration og nyheder?
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og deltag i lodtrækningen om et rejsegavekort på 10.000 kr.