Seværdigheder i Kyoto

Vis alle indlæg

Iida fra TourCompass besøger Kiyomizu-dera i Kyoto

Kyoto er indbegrebet af det Japan, mange drømmer om at opleve. 

Her møder ældgamle templer moderne storbyliv, geishaer bevæger sig gennem smalle brostensgader, og fredfyldte zenhaver ligger side om side med stilede storbycaféer.

Byen var Japans kejserlige hovedstad i mere end 1.000 år, og den historiske arv mærkes overalt i byen. Uanset om du besøger Kyoto for første gang eller vender tilbage for at opleve mere af byens særlige atmosfære, er der masser af spændende oplevelser i vente.

Her har vi samlet 10 af de (efter vores mening) bedste seværdigheder i Kyoto.

Fushimi Inari

De røde porte ved Fushimi Inari i Kyoto, Japan.

Så snart du begynder at drømme om Japan, er du med garanti stødt på billeder af Fushimi Inaris røde hav af traditionelle Torii-porte, der er en af Kyotos mest ikoniske seværdigheder.

På vejen mod Inari-bjergets top, beliggende i 233 meters højde, står omkring 10.000 røde Torii-porte side om side. Langs de skovklædte bjergstier danner portene bogstaveligt talt ramme om gåturen op ad bjerget. Alle portene er doneret af privatpersoner eller firmaer, og de japanske tegn, der er indgraveret i hver port, er navn og dato på donationen. Jo større beløb, der doneres, desto større en Torii-port opføres i ens navn.

Fushimi Inari-helligdommen, som blev grundlagt i år 711, er dedikeret til Shinto-guden Inari, der kendes som beskytter af høst og risdyrkning. Og hvis du lægger mærke til de mange rævestatuer, der er placeret omkring helligdommen, skyldes det, at ræve siges at være Inaris budbringere.

Fushimi Inari er uden tvivl en af Kyotos allerstørste seværdigheder, og hvis du gerne vil undgå de største menneskemængder er vores to bedste råd 1) kom tidligt om morgenen eller sent på eftermiddagen og 2) bevæg dig op ad bjerget. De fleste mennesker opholder sig lige ved starten af portene, og jo længere du bevæger dig op ad bjerget, desto færre mennesker vil du møde, og jo mere fredfyldt bliver oplevelsen også.

Kinkaku-ji – Guldpavillionen

Guldpavillionen, Kinkaku-ji, på en solrig dag i Kyoto

Der er en rigtig god grund til, at det smukke bygningværk Kinkaku-ji, der er på UNESCOs verdensarvsliste, har fået tilnavnet Guldpavillionen eller Den Gyldne Pavillion. Det, der gør bygningen til noget helt særligt, er nemlig, at den er beklædt med ægte bladguld.

Det imponerende tempel spejler sig smukt i den omkringliggende sø, og kombinationen af den gyldne bygning, den velplejede japanske have og de omkringliggende træer skaber et smukt syn, uanset om det opleves under kirsebærblomstringen, i efterårets gyldne nuancer eller vinterens frostklare dage.  

Kinkaku-ji blev oprindeligt opført i 1397 som pensionistvilla for shogunen Ashikaga Yoshimitsu. Gennem århundreder har pavillonen været udsat for både krige og brande, og den nuværende bygning er en rekonstruktion fra 1955, efter den oprindelige pavillon blev ødelagt ved en påsat brand i 1950.

Templet er ikke åbent for besøg, men du kan i stedet opleve det udefra på afmærkede stier.

Kiyomizu-dera

Udsigt over det smukke tempel Kiyomizu-dera og Kyoto

På en bakkeskråning i det østlige Kyoto ligger Kiyomizu-dera, som er et af byens mest berømte templer.

Templet, der i 1994 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste, blev oprindeligt bygget i år 778, men er flere gange blevet ødelagt af brande. Derfor er mange af de bygninger, der kan ses i dag, resultatet af en rekonstruktion i 1633.

Kiyomizu-dera betyder “det rene vands tempel” og henviser til Otowa-vandfaldet, der løber under templet. Besøgende kan drikke af vandet fra tre forskellige kilder, som siges at have forskellige fordele: at opnå et langt liv, succes i skolen og et godt kærlighedsliv. Det anses dog for grådigt, hvis man drikker af alle tre kilder.

Templet er særligt kendt for sin store træterrasse, der rækker ud over bjergsiden og giver en smuk udsigt over Kyoto og over de mange omkringliggende træer, som skaber et smukt, forskelligartet farvehav under templet, alt efter hvilken sæson, du oplever det i. Terrassen bæres af 18 massive søjler og er bygget uden et eneste søm, og terrassen er dermed et fascinerende eksempel på traditionelt japansk håndværk, som har stået imod både naturens kræfter og millioner af besøgende i århundreder.

Gion og Higashiyama

Tomme gader i Higashiyama i Kyoto

Gion og Higashiyama er to af Kyotos berømte kvarterer, hvor du virkelig kan komme tæt på byens ældgamle historie og kultur.

Gion er byens gamle geishakvarter, hvor traditionelle træhuse ligger side om side langs smalle gader, der om aftenen oplyses af lanterner foran tehuse og restauranter. Området opleves særligt levende i Hanamikoji-gaden eller langs Shirakawa-kanalen. Hvis du er heldig, kan det være du spotter en rigtig geisha iklædt den traditionelle kimono og de særlige klip-klapper af træ.

Higashiyama er et af Kyotos bedst bevarede historiske distrikter, hvor du bevæger dig mellem smalle, skrånede gader og små, hyggelige butikker og caféer. Særligt gaden Sannen-zaka er populær blandt rejsende, hvor du får en smuk udsigt til den ikoniske Yasaka-pagode.

At besøge disse to distrikter er en fantastisk måde at opleve den japanske kultur i et roligt tempo og gøre små stop på vejen for at smage lokale specialiteter, f.eks. på én af de mange små caféer, der serverer matcha latte.

Arashiyama Bambusskov

Kvinde går tur i Arashiyama Bambusskoven i Kyoto

I det vestlige Kyoto ligger den berømte Arashiyama Bambusskov.

Langs en afmærket sti rejser de tårnhøje bambusstammer sig på begge sider, som lyset skinner igennem på en helt særlig og næsten eventyrlig måde.

En gåtur langs de smukke, grønne stammer er en oplevelse i sig selv, og hvis du vil gøre den endnu mere særlig, kan du med fordel besøge skoven tidligt om morgenen og få en mere intim oplevelse.

Området omkring bambusskoven tilbyder også flere spændende oplevelser, f.eks. det nærliggende Tenryu-ji-tempel eller Togetsukyo-broen ved Katsura-floden. Ønsker du at opleve floden endnu tættere på, er det muligt at tage på en sejltur i en traditionel japansk båd, som tager dig gennem smukke landskaber, mens bådførerne fortæller dig om flodens historie Det er også populært at leje en rickshaw, de traditionelle cykelvogne, der trækkes af en person, og opleve området på en anderledes måde.

Nijo-slottet

Nijo Castle i Kyoto under blå himmel

Nijo-slottet er en af Kyotos mest fascinerende historiske seværdigheder og et oplagt sted at dykke ned i Japans samuraier, shoguner og magtfulde fortid.

Slottet, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste, blev opført i begyndelsen af 1600-tallet som residens for shogunen Tokugawa Ieyasu, når han besøgte Kyoto. Bag de solide mure og brede voldgrave gemmer sig sirlige træsnit, traditionelle malerier på foldeskærme og mange andre luksuriøse detaljer, der skulle vidne om shogunens magt.

En af slottets mest berømte detaljer er de såkaldte nattergalegulve. Gulvene er konstrueret, så de knirker, når man går på dem, og på den måde kunne man afsløre ubudne gæster.

Nishiki-markedet

Nishiki-markedet i Kyoto

Hvis du vil opleve Kyoto gennem smagsløgene, må du ikke snyde dig selv for et besøg på Nishiki-markedet.

Det smalle marked strækker sig over flere hundrede meter gennem centrum af Kyoto og er kendt som “Kyotos køkken”. Her finder du små boder og butikker, der sælger alt fra frisk fisk, syltede grøntsager og japanske krydderier til søde sager, snacks og lokale specialiteter.

Nishiki-markedet har eksisteret i flere hundrede år og er stadig et populært sted for både lokale og besøgende, der vil gå på opdagelse i Kyotos madkultur. Markedet er især oplagt som frokoststop eller som en pause mellem Kyotos templer, haver og historiske seværdigheder.

Og hvis du er på udkig efter en anderledes souvenir, kan vi anbefale at holde øje med den lille bod, der sælger den populære krydderiblanding Kyo Rayu Furikake. Blandingen består af ristede sesamkerner, chiliolie og stegte Kujo-forårsløg og fungerer som topping til ris. Hvis du tager imod en af de mange smagsprøver, de deler ud, vil du med garanti have lyst til at købe et par poser med hjem.

Ginkaku-ji – Sølvpavillionen

Sølvpavillionen, Ginkaku-ji, i Kyoto

Ginkaku-ji, også kaldet Sølvpavillonen, er en af Kyotos mest elegante seværdigheder.

Ginkaku-ji blev opført i 1482 af shogunen Ashikaga Yoshimasa som en model af Guldpavillonen, og blev efter hans død i 1490 omdannet til et Zen-tempel. Omkring pavillonen finder du en smuk moshave med små stier og damme.

Man skulle tro, at når Guldpavillonen er dækket af bladguld, så skulle Sølvpavillonen være dækket af sølv, men det er ikke tilfældet. I stedet mener nogle, at det er et kælenavn, bygningen har fået som kontrast til Guldpavillonen. Andre mener, at Yoshimasa oprindeligt havde planer om at dække pavillonen i sølv, men aldrig fik det gjort.

Ginkaku-ji består egentlig af flere tempelbygninger, hvoraf Sølvpavillonen er blandt de eneste to, der ikke er rekonstruktioner. Selvom bygningerne har undergået flere bevaringsrenoveringer, har den altså overlevet adskillige jordskælv og brande og står fortsat intakt.

Philosopher’s Path

Filosofistien i Kyoto under kirsebærblomstringen

Kun få minutters gang fra Ginkaku-ji finder du Philosopher's Path, eller Filosofistien, der er en af Kyotos smukkeste og mest stemningsfulde gåture.

Den cirka to kilometer lange sti følger en kanal gennem den østlige del af byen og forbinder flere templer og ender ved Nanzen-ji, der er et af Kyotos mest betydningsfulde Zen-templer.

Ruten har fået sit navn efter den japanske filosof Nishida Kitaro, der var professor på Kyoto University. Han brugte efter sigende stien til sin daglige meditation. I dag er Philosopher's Path et populært sted at sætte tempoet ned og opleve en mere rolig side af Kyoto.

Stien er særligt populær i forårsmånederne, når de mange kirsebærtræer langs kanalen springer ud under sakura, men den er et besøg værd året rundt. Undervejs passerer du små caféer, kunstbutikker og templer, som gør gåturen til en oplevelse i sig selv.

Kejserpaladset

Kejserpaladset i Kyoto

Kejserpaladset i Kyoto fortæller historien om dengang, byen var Japans kejserlige hovedstad.

Det store palads, som frem til 1868 fungerede som residens for den japanske kejserfamilie, ligger omgivet af høje mure midt i den fredfyldte Kyoto Imperial Palace Park. Inden for paladsets område kan du gå en tur gennem de smukke japanske haver og beundre de imponerende paladsbygninger udefra. Om foråret er der også flere blomstrende kirsebærtræer i parken.

Kejserpaladset blev oprindeligt bygget i 1630, men ligesom det er tilfældet for mange andre seværdigheder i Japan, blev det ødelagt i en brand i 1854, hvorfor det nuværende palads er en rekonstruktion fra 1855.

Paladset og den omkringliggende have er gratis at besøge, og når du træder ind bag de store mure, kan du få en rolig oplevelse, der næsten får dig til at glemme, at du befinder dig midt i en af Japans mest populære byer.

Sådan kommer du rundt mellem Kyotos seværdigheder

Hvis du også besøger storbyen Tokyo på din rejse, vil du opleve, at der er stor forskel på, hvordan du kommer rundt mellem de forskellige ting at gøre.

Infrastrukturen og den offentlige transport i Kyoto er anderledes end i de største byer, og selvom Kyoto er en meget mindre by end f.eks. Tokyo, kan det tage længere tid at komme fra A til B.

Der går masser af bybusser, som tager dig til de største seværdigheder og templer, men eftersom køretiden er længere, kan det være svært at nå at se hele Kyoto på én dag.

Derfor anbefaler vi, at du planlægger din tid på egen hånd på forhånd og samler seværdigheder, der ligger i samme område. På den måde kan du bruge mere tid til at opleve byen og mindre tid på transport.

Er du klar til at udforske Kyoto?

Mand går gennem Torii-portene ved Fushimi Inari

Uanset om du besøger Kyoto for de historiske templer, de fredfyldte haver eller de stemningsfulde gader, venter der oplevelser, som giver et unikt indblik i Japans kultur og historie.

På de fleste vores rejser til Japan besøger du Kyoto. Er du i tvivl om hvilken, der passer bedst til dine rejsedrømme, sidder vores rejsespecialister altid klar til at hjælpe dig på vej mod dit japanske eventyr.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende

Se vores rejser til Japan herunder: