TRYGHEDSGARANTI & SPAR 2.500 KR. PÅ UDVALGTE TANZANIA REJSER
89 93 43 89
Åbent i dag kl 10 - 16 | Se åbningstider
13 dage

Klassikere og hemmeligheder i Sri Lanka

Tag med på vandretur ved Knuckles-bjergkæden og nyd udsigten over ”Verdens Ende”. Oplev Bundalas vilde elefanter og Sinharaja-regnskovens endemiske plante- og dyreliv. Slut af i kystbyen Galle.

Klassikere og hemmeligheder i Sri Lanka
Klassikere og hemmeligheder i Sri Lanka
13 dage
ForsideAsienSri LankaKlassikere og hemmeligheder i Sri Lanka

Klassikere og hemmeligheder i Sri Lanka

Tag med på vandretur ved Knuckles-bjergkæden og nyd udsigten over ”Verdens Ende”. Oplev Bundalas vilde elefanter og Sinharaja-regnskovens endemiske plante- og dyreliv. Slut af i kystbyen Galle.

ForsideAsienSri LankaKlassikere og hemmeligheder i Sri Lanka
Hvad er med i prisen?
Følgende er inkluderet i rejsen
  • Flyrejse fra Danmark til Colombo t/r
  • 10 nætter på 3 og 4-stjernede hoteller inkl. morgenmad
  • 2 x aftensmad (dag 8 og 9)
  • Lokal engelsktalende chauffør/guide på transfers og udflugter
  • Kørsel i bil eller minibus med aircondition
  • Alle nævnte transfers og udflugter foregår i internationale grupper fra 1-14 personer og kun med TourCompass’ egne gæster
  • Døgnbemandet nødtelefon under hele rejsen
  • Afrejsegaranti – rejsen gennemføres uanset antal deltagere

Omfattende udflugtspakke:

  • Vandretur ved Knuckles-bjergkæden
  • Besøg på tefabrik ved Nuwara Eliya
  • Vandretur i Horton Plains Nationalpark
  • Ravana-vandfaldet og templet Buduruwagala
  • Safari i Bundala Nationalpark
  • Udflugter i Sinharaja-regnskoven
  • Entréer og afgifter til omtalte seværdigheder

REJSEN KORT FORTALT

Denne rejse er for dig, som ønsker at opleve nye og mere ukendte steder i det smukke land, Sri Lanka.

Rejsen starter med en nat i Negombo, hvor du kan slappe af på en solvogn med en god bog, eller slentre en tur langs de brede, gyldne sandstrande til lyden af bølger, der slår ind mod land.

Herfra går rejsen videre til den smukt beliggende by Kandy, der er kendt som Sri Lankas kulturelle hjerte. Her er dans og musik en stor del af dagligdagen, mens røgelse fylder luften ved Tandens Tempel.

Kandy er udgangspunktet for Knuckles-bjergkæden, hvor du skal på en smuk vandretur gennem det enestående landskab med rismarker, nåleskov, vandfald, maleriske landsbyer og tågeskov.

Rejsen tager dig med videre til det kølige højland til byen Nuwara Eliya, der er kendt som ”Lille England” på grund af sine fine rosenhaver og charmerende, britiske huse fra kolonitiden.

Syd for Nuwara Eliya ligger den fantastiske nationalpark Horton Plains, som du skal besøge. Parken er en verden for sig selv, og den lavthængende tåge skaber en nærmest mystisk stemning over ”Verdens Ende”, Chimney’s Pool og Baker’s Falls.

I den lille ukendte nationalpark, Bundala, skal du på en spændende jeepsafari, hvor du skal på udkig efter parkens store koncentration af fugle og elefanter.

Herfra går rejsen til den uberørte regnskov Sinharaja. Her venter spændende vandreture ad smalle stier blandt lianer, kæmpebregner og mosbevoksede træer, mens du holder udkig efter regnskovens rige dyreliv.

Rejsen slutter i den historiske kystby Galle, hvor du kan vælge at bo inde i Galle Fort eller ved stranden lidt uden for byen.

Derfor skal du vælge denne rejse

  • Denne rejse er et sandt eventyr og tager dig med til intet mindre end 7 UNESCO-steder
  • Snør støvlerne og tag på vandretur ved Knuckles-bjergkæden og se tågen lette ved ”Verdens Ende” i den mystiske nationalpark Horton Plains
  • Gå på opdagelse i den frodige regnskov Sinharaja og oplev Bundala Nationalparks mange fugle og elefanter
  • Mærk historiens vingesus i den charmerende kystby Galle og oplev Sri Lankas kulturelle hjerte i den smukt beliggende by Kandy

Vores rejser inkluderer altid

  • Alle fly – både internationale og indenrigs
  • Alle overnatninger
  • Alle programlagte udflugter og aktiviteter
  • Døgnåben telefon – vi er med dig hele vejen
Detaljeret dagsprogram
Dag 1: Afrejse fra valgte lufthavn

I dag er dagen kommet, hvor du skal flyve til Sri Lanka, der ligger i det Indiske Ocean.

Du flyver fra valgte lufthavn mod Sri Lankas internationale lufthavn, Bandaranayaka, med mellemlanding(er) undervejs.

Dag 2: Ankomst i Sri Lanka – Negombo

Du lander i Sri Lankas internationale lufthavn. Ved ankomst går du gennem immigrationen og samler herefter din bagage op. Ude i ankomsthallen venter din guide/chauffør på at give dig en varm velkomst. Herefter bliver du kørt til hotellet i Negombo, der ligger ca. 30 minutters kørsel væk.

Når du ankommer til hotellet, er der check-in og herefter kan du nyde resten af dagen på egen hånd.

Negombo er kendt for sine brede, gyldne sandstrande, hvor høje palmer svajer i den lune brise. Bølgerne kan godt være lidt voldsomme her på vestkysten, men hotellet har heldigvis en dejlig swimmingpool.

Ønsker du at opleve, hvad Negombo og omegn har at byde på, kan du bl.a. besøge Negombo Lagune syd for byen, som er et unikt vådområde, hvor du kan opleve det rige dyreliv. Eller de 100 km lange hollandske kanaler, der løber gennem byen, og som oprindelig var en forsyningsvej til den hollandske administration under kolonitiden. Der findes også mange fine templer og kirker rundt om i byen.

Om aftenen kan du gå en tur langs stranden og nyde den smukke solnedgang og de traditionelle fiskerbåde med batikfarvede sejl, der er parkeret i sandet.

Overnatning:
Opgraderingsmuligheder:
Dag 3: Negombo – Kandy

Din guide/chauffør henter dig på hotellet efter morgenmad og check-out og kører dig til det centrale Sri Lanka til byen Kandy, der ligger utroligt smukt omgivet af bjerge, vandfald, teplantager og floder.

Kandy er en af Sri Lankas tidligere hovedstæder og var det i perioden 1597-1815. Byen har en særlig betydning i den srilankanske historie, da Kandy var de singalesiske kongers sidste højsæde. Det kandyanske kongerige var den del af Sri Lanka, der beholdt sin uafhængighed fra kolonimagterne længst. Det var dog lige indtil, at det overgav sig til englænderne i 1815. Det var også i Kandy, at modstanden mod den engelske kolonimagt var størst frem mod landets selvstændighed i 1948.

Kandy er i dag kendt som landets kulturelle centrum, da byen har formået at bevare sine unikke traditioner og kultur, der i dag kommer til udtryk gennem dans og musik.

I hjertet af byen står mange, flotte historiske bygninger fra kolonitiden, og det er også her den maleriske sø, Kandy Lake, ligger. Vi kan varmt anbefale en slentretur rundt om søen, hvor du undervejs kan slå dig ned på en bænk og nyde atmosfæren og udsigten til den 26 meter høje buddhastatue over Bahirawakanda-templet.

Ved søens nordlige ende ligger landets mest hellige buddhistiske tempel, Tandens Tempel, der siges at gemme på en af Buddhas tænder. Det yndige tempel er en af grundene til, at Kandy i 1998 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Tre gange om dagen er der tempelceremoni, hvilket er en helt særlig oplevelse, du ikke må snyde dig selv for.

Om aftenen kan du gå på opdagelse blandt byens restauranter. Du skal næsten prøve en af Sri Lankas mest kendte retter ”kottu roti”, der består af fladbrød skåret i mindre stykker, æg, grøntsager, en masse herlige krydderier og evt. kød. Guiden kender alle de gode restauranter, så spørg ham endelig til råds.

Overnatning:
Opgraderingsmuligheder:
Dag 4: Vandretur ved Knuckles-bjergkæden

I dag skal du snøre vandrestøvlerne, for du skal på en fantastisk vandretur ved Knuckles-bjergkæden. Husk at medbringe vand og evt. lidt lette snacks.

Din guide/chauffør henter dig på hotellet og kører dig til startstedet for dagens vandretur, der ligger ca. 2 timers kørsel fra Kandy.

Knuckles-bjergkæden ligner en knyttet hånd med fem knoer, heraf navnet ”knuckles”, som betyder knoer. Bjergkæden byder på fantastiske vandreruter og består af 34 bjerge, der spænder fra ca. 900 til 2.000 meter. Området er kendt for sin enestående natur og varieret plante- og dyreliv, hvoraf nogle af arterne er endemiske for dette område. Knuckles-bjergkæden er desuden optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

I løbet af de næste 2-3 timer vandrer du i kuperet terræn gennem rismarker, teplantager og nåleskove, og du kommer forbi maleriske landsbyer, tågeskove med lavthængende skyer, brusende vandfald og klare vandløb. Husk at medbringe badetøj og håndklæde, hvis du er frisk på en dukkert. Undervejs kan du opleve både rådyr, bøfler, aber, vildsvin og forskellige fuglearter.

Ved middagstid vender du tilbage til bilen og bliver kørt til en lille lokal restaurant, hvor du kan nyde dagens frokost.

Herefter bliver du kørt retur til hotellet i Kandy, og resten af dagen er til fri disposition.

Overnatning:
Dag 5: Kandy – Besøg på tefabrik - Nuwara Eliya

Efter morgenmad og check-out står din guide/chauffør klar til at køre dig mod det køligere højland til byen Nuwara Eliya. Byen kaldes også ”Lille England” pga. sine mange fine, engelske huse med smukke rosenhaver, der stammer fra den tidligere britiske indflydelse i området.

Nuwara Eliya ligger i 1.868 meters højde og naturen er malerisk med bjerge og dale, brusende floder, blikstille søer og grønne teplantager.

Klimaet i Nuwara Eliya er et af de køligste i Sri Lanka, hvilket gør det til et ideelt sted at dyrke te. På vejen til Nuwara Eliya gør du derfor stop ved en tefabrik. Vidste du, at Sri Lanka er verdens andet største eksportland inden for teproduktion?

Ved tefabrikken venter dig en spændende rundvisning, hvor du oplever hele processen fra bladene bliver plukket, til teen står dampende i kruset. Flere af maskinerne, der bruges, er over 150 år gamle og teknikken har ikke ændret sig meget siden 1800-tallet – det er yderst fascinerende! Efter rundvisningen har du mulighed for at smage de forskellige typer Ceylon-te og sågar købe lidt med hjem.

Efter besøget bliver du kørt til dit hotel, og efter check-in kan du nyde dagen på egen hånd. Besøg evt. Victoria Park med sine mange blomster og fugle eller Gregory Park, der ligger smukt ved søen af samme navn.

Overnatning:
Opgraderingsmuligheder:
Dag 6: Vandretur i Horton Plains Nationalpark

Med en smurt morgenmadspakke, som hotellets personale laver til dig, kører du med din guide/chauffør til Horton Plains Nationalpark, der ligger halvanden times kørsel fra Nuwara Eliya. Køreturen foregår ad ujævne veje og nogle steder hårnålesving.

Når du ankommer til Horton Plains, vil du hurtig opleve, at nationalparken er en verden for sig. Parken er da også at finde på UNESCOs verdensarvsliste. Horton Plains ligger i 2.100-2.300 meters højde og dækker et areal på ca. 10.000 hektarer. Det er en af Sri Lankas absolut smukkeste nationalparker, hvor store dele består af uberørte græssletter og tågeskov, og flere steder kan du opleve vandfald. Derudover har landets største floder, Mahaweli, Kelani og Walawe, deres udspring her i parken.

Nationalparkens kølige og våde klima har fremmet væksten af endemiske dyre- og plantearter. Det siges, at der findes 24 forskellige pattedyrsarter lige fra sambarhjorte og languraber til de sky og sjældne leoparder. Fuglelivet er også helt fantastisk og her er spottet 87 forskellige arter – husk derfor kamera og kikkert!

Vandreturen foregår i et kuperet terræn og ruten er ca. 10 km lang. Flere steder er det glat og mudderet, så vi anbefaler, at du har gode vandrestøvler og evt. vandrestave med. Husk også vand og snacks.

Parkens højdepunkter er Chimney’s Pool, det 22 meter høje vandfald Baker’s Falls og Verdens Ende. Sidstnævnte er parkens absolutte højdepunkt og nok et af de bedste udsigtspunkter i Sri Lanka. Her ender nationalparken brat ved en stor klippe, og når tågen letter, kan du nyde den fantastiske udsigt over de grønklædte bjerge og kigge 870 meter ned i dalen.

Efter vandreturen køres du retur til hotellet i Nuwara Eliya.

Overnatning:
Dag 7: Nuwara Eliya – Ravana Falls – Buduruwagala-templet – Tissamaharama

I dag forlader du højlandet og sætter kurs mod det sydlige Sri Lanka.

Efter morgenmad og check-out kører din guide/chauffør dig mod Tissamaharama. På vejen besøger du det 25 meter høje vandfald Ravana Falls, der er opkaldt efter Sri Lankas tidligere Kong Ravana, som siges at have holdt prinsesse Sitha skjult i hulerne bag vandfaldet, nu kendt som Ravana Cave.

Herefter fortsætter du til Buduruwagala-templet, som er berømt for sine imponerende og velbevarede klippeudskæringer, der dateres tilbage til det 9. eller 10. århundrede. Centralt i klippen er en 16 meter høj Buddha-statue omgivet af yderligere seks mindre statuer, der viser Buddha i forskellige meditationsstillinger. Detaljegraden og den kunstneriske præcision er yderst bemærkelsesværdig!

Efter besøget køres du videre til hotellet, hvor du kan nyde hotellets faciliteter.

Overnatning:
Opgraderingsmuligheder:
Dag 8: Tissamaharama - Safari i Bundala Nationalpark – Sinharaja-regnskoven

Efter morgenmad og check-out står din guide/chauffør klar til at køre dig til Bundala Nationalpark, hvor du skal på en spændende safari i den 62 km2 store og ukendte park, der ligger ca. 30 minutters kørsel fra Tissamaharama.

Bundala blev erklæret nationalpark i 1993, og i 2005 blev parken udpeget som biosfærereservat af UNESCO.

En safari i Bundala Nationalpark er en meget anderledes oplevelse end i de større og mere kendte nationalparker Yala og Udawalawe – i Bundala er du nemlig stort set alene.

Du kører gennem parkens åbne landskaber og vådområder i en firehjulstrukken safaribil med en erfaren ranger, der kender parken ud og ind. Han ved, hvor dyrene normalt færdes og er ekspert i at finde deres spor i det åbne landskab.

Bundala er især kendt for sin høje koncentration af fugle. Ikke mindre end 197 fuglearter er blevet registreret, hvoraf 139 er standfugle og 58 er trækfugle. Et af højdepunkterne er den store flamingo, som færdes i store flokke.

Du kan også opleve pattedyr som krokodiller, elefanter, bøfler, sjakaler, manguster og makakaber samt stjerneskildpadder, slanger og øgler. Husk derfor kikkert og kamera!

Efter safarien bliver du kørt til dit hotel ved Sinharaja-regnskoven – det bliver en fantastisk oplevelse!

Dag 9: Udflugter i Sinharaja-regnskoven

Tidlig morgen bliver du vækket af regnskovens fuglefløjt og abebrøl.

Efter morgenmaden skal du ud at udforske den uberørte regnskov, som i 1988 blev optaget på UNESCOs liste over verdensnaturarv.

Sinhajara betyder løvekonge og fortællingen går på, at folk fra området nedstammer fra mødet mellem en prinsesse og en løvekonge, som boede i skoven. Om det passer, skal vi ikke kunne sige, men én ting er sikkert – her bor ikke løver!

Sammen med en naturguide vandrer du ad smalle stier blandt kæmpebregner, lianer og ældgamle mosbevoksede træer, forbi floder og smukke vandfald og over stille vandløb. Over træernes toppe hænger en tåge af tunge regnskyer og det er netop grunden til, at regnskoven er så frodig. Undervejs fortæller guiden dig om skovens rige dyre- og planteliv, hvoraf mange af disse er endemiske for Sinhajara-regnskoven.

Hold godt udkig efter skovens farvestrålende fugle og larmende makakaber i trætoppene. Måske er du heldig også at se hjorte, slanger, frøer og firben eller måske endda en af de sky og sjældne leoparder.

Dag 10: Sinharaja-regnskoven – Galle

Efter morgenmad og check-out bliver du hentet på hotellet og kørt til den charmerende by Galle, der ligger på Sri Lankas sydlige kyst. Galle er hjemsted for mange forskellige kulturer og traditioner og er tilmed en by fuld af kontraster og farver. Byen er delt i en ny og en gammel bydel. I den nye bydel finder du byens elektronikbutikker, markeder og masser af liv, mens den gamle bydel, med Galle Fort, byder på smalle gader, kolonitidsbygninger og hyggelige restauranter inden for de tykke, gamle mure. I modsætning til andre byer i Sri Lanka, smelter de to bydele sammen på forunderlig vis.

Ved ankomst er der check-in på hotellet og resten af dagen er til fri disposition.

Dag 11: Galle på egen hånd

Du har dagen på egen hånd til at udforske Galle i eget tempo.

Et absolut must er byens gamle fort, der er et af de ældste i Asien. Galle var i det 14. århundrede en vigtig havneby for søfarer, der sejlede mellem Asien og Europa. Da portugiserne i 1588 indtog Galle, byggede de fortet for at forskanse byen mod fjender. Dette mislykkedes tilsyneladende i 1649, da hollænderne formåede at erobre Galle. Hollænderne videreførte og udbyggede fortet, som i 1988 blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

Galle Fort udgør i dag byens gamle bydel og inden for de gamle, bastante murer summer det af liv. Ved fortets hovedport mærker du straks den særlige atmosfære og bliver hurtigt ramt af historiske vingesus. Spadser forbi de klassiske kolonitidsbygninger og frem til det ikoniske hvidmalet fyrtårn, der ledte handelsskibene sikker ind i Galle Havn. Fortsæt evt. rundt om volden og oplev de forskellige bastioner, inden du vover dig ind på de smalle brostenbelagte gader med fine specialbutikker, museer, kunstgallerier, restauranter og cafeer.

Om aftenen kan du gå en tur på den gamle bymur og nyde udsigten over det glimtende hav, inden du slår dig ned på en af de hyggelige restauranter. Mange af restauranterne serverer italienske og lokale retter, men du kan også finde lækre fisk- og skaldyrsretter.

Dag 12: Hjemrejsen starter

I dag slutter dit Sri Lanka eventyr. Din guide/chauffør henter dig på hotellet og kører dig til lufthavnen i Colombo, hvor din hjemrejse starter.

Dag 13: Hjemkomst

Du lander i valgte lufthavn efter en dejlig rejse med masser af nye eventyr i bagagen.

Kombiner med
Vælg mellem mulighederne herunder
Badeferieforlængelse i Mirissa
3 nætter

Det bedste tidspunkt at besøge Mirissa er i perioden december til april.

Mirissa er en dejlig strandby på Sri Lankas sydlige spids. Byen er rolig og her hersker en dejlig afslappende atmosfære, hvor du virkelig kommer ned i gear. Med sine svajende kokospalmer ind over stranden og sit klare, lune vand, er Mirissa et sandt ferieparadis.

Mirissa er også kendt som ét af de bedste steder i Sri Lanka at spotte hvaler, og delfiner er heller aldrig langt væk. Det lune Indiske Ocean giver nemlig de fantastiske kæmper enestående levebetingelser og der er mulighed for at opleve både blåhvaler, finhvaler og kaskelothvaler.

Vindene og strømmene kan være stærke her på denne kyststrækning, også i højsæsonen. I så fald kan du ty til poolen eller besøge den nærtliggende strand, Secret Beach, hvor der er skabt en lille pool af de omkringliggende klippesten, som beskytter stranden mod bølger. Det er det perfekte sted at svømme og slappe af.

Er du til snorkling, er et af de bedste steder ved Perrot Rock. Her er vandet forholdsvist roligt, da bugten er beskyttet af et rev længere ude. Her er rig mulighed for at opleve flotte, farverige fisk, og hvis du er heldig, kan du også opleve havskildpadder.

Langs strandene finder du en håndfuld gode restauranter, og her kan du nyde lækre grillede fisk og skaldyrsretter, mens bølgerne slår ind mod land et par meter væk.

Et perfekt og populært sted at se solen gå ned er Coconut Tree Hill, som er dækket af kokospalmer. Her er en lokal bar, hvor du kan nyde lidt koldt i glasset, mens himlen farves i de flotteste farver.

Forlængelsen inkluderer 3 nætters badeferieophold på hotel med halvpension samt transfers.

Badeferieforlængelse i Hikkaduwa
3 nætter

Det bedste tidspunkt at besøge Hikkaduwa er i perioden december til marts.

Hikkaduwa ligger på Sri Lankas sydvestlige kyst og er en skøn ferieby med masser af liv. Langs kysten løber hovedgaden Galle Road, og her ligger hoteller, spisesteder, dykkerskoler, små kiosker og butikker på stribe.

Byens helt store trækplastre er de gyldne sandstrande med finkortet sand og vajende kokospalmer. Ud for byens vestlige strande, Hikkaduwa Beach og Turtle Beach, har man sat stendiger for at bryde bølgerne, hvilket gør strandene ideelle til svømning og badning. Ude ved stendigerne finder du det koralrev, der har gjort byen så populær blandt dem, der holder af at dykke og snorkle. Foruden det smukke koralrev kan du nemlig opleve farverige fisk og store havskildpadder. Vidste du, at ud af verdens 7 havskildpaddearter yngler 5 af dem i Sri Lanka?

Er du derimod til store bølger og vindsurfing, skal du tage til Narigama Beach, der ligger mod øst. Her er både en surferskole og mulighed for leje af surferudstyr.

Ønsker du at opleve en helt anden side af Hikkaduwa, kan du gå væk fra hovedgaden og længere ind i landet. Her ligger huse i frodige omgivelser, børn leger på de støvede veje og små boder og butikker sælger friske frugter. Her oplever du en stilhed, som ikke findes tættere på stranden.

Efter en dag på stranden kan du besøge en af de hyggelige strandrestauranter, hvor menuerne bugner af lækre fisk og skaldyrsretter. Især hummer er populær i Hikkaduwa.

Ved solnedgang kan du tage en slentrelur langs stranden med tæerne begravet i sandet til lyden af bølgeskvulp.

Forlængelsen inkluderer 3 nætters badeferieophold på hotel med halvpension samt transfers.

Hvornår vil du rejse?
Afrejsedato
Alle viste priser er pr. person
Unikke fordele ved grupper fra 6 personer – indhent tilbud i dag for mere information.
Trustpilot
Fortællinger fra rejsende
FØR DU REJSER
Godt at vide
Asien
Pernille Grøngaard Brammer

Pernille har siden hun var ganske ung rejst i store dele af verden, og hun har i dag mere end 30 års erfaring med at hjælpe andre på deres livs rejse.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14
KOM MED PÅ EVENTYR
Relaterede rejser
HVORFOR REJSE MED TOURCOMPASS?
Derfor bliver vi valgt

Vi ved, at din tid er dyrebar. Derfor er vores mål at give dig den bedst mulige personlige service, og det er vigtigt for os, at du føler dig tryg på hele rejsen. Vi sidder klar til at hjælpe dig fra det øjeblik, du booker, til du er vendt hjem igen.

Vi tilbyder en bred vifte af destinationer, der hver især har deres egen unikke historie at byde på, formet af lokale kulturer, fascinerende dyreliv og naturens skønhed. 

Vi skaber rejser på baggrund af vores rejsespecialister og -eksperters omfattende research og førstehåndserfaringer. Hver rejse er tilrettelagt med henblik på at præsentere dig for det bedste, hver destination har at byde på.

Nyd at slappe af i tryg forvisning om, at din rejse er i sikre hænder. Vi er medlem af den danske Rejsegarantifond (medlemsnummer 1778). Helt grundlæggende betyder det, at du som rejsende er sikret økonomisk og kan få din rejse erstattet, hvis vi mod forventning skulle gå konkurs.

GÅ PÅ OPDAGELSE
Se alle vores spændende destinationer