Fra 2.395 kr. pr. person inkl. fly
Børn under 12 år fra 2.395 kr.
Tillæg for enkeltværelse fra 995 kr.
Forlæng rejsen med en spændende storbyferie til Bangkok og fald pladask for den hektiske og fascinerende hovedstad, der tæller ca. 12 mio. indbyggere.
Der er ingen udflugter planlagt, så du kan tage dagene i eget tempo og opleve millionbyen på egen hånd.
Når du skal rundt i Bangkok, behøver du ikke at bekymre dig om den berygtede trafik, for der findes et godt udbud af alternative transportmidler til taxaer og busser. Flodtaxaerne er ofte et hit, og står for en betydelig del af den offentlige transport, da de lægger til ved mange af byens seværdigheder. Derudover kan du også benytte dig af Sky Train, der snor sig mellem de mange skyskrabere og som er en god, hurtig og billig måde at komme frem på.
Bangkok er opdelt i øst og vest af den 372 km lange flod, Chao Phraya, der løber syd for Bangkok og helt op til Nakhon Sawan.
Den østlige del af byen betragtes som det centrale Bangkok med de populære områder Silom Road og Sukhumvit, der har en høj koncentration af spisesteder, shopping centre og fede skybarer. Det er også på den østlige side, at du finder den historiske del af Bangkok, der bl.a. er hjemsted for det spektakulære kongepalads, Grand Palace, og Smaragdbuddhaens tempel, Wat Phra Kaew.
Heldigvis har Bangkok også mange grønne åndehuller, når man trænger til at trække sig tilbage fra den tropiske varme og støjende trafik. Her kan bl.a. nævnes parkerne Lumpini og Benjakiti eller den grønne ø Bang Krachao, der også kaldes ”Bangkoks jungle” – her er det som om tiden står stille.
På den vestlige side oplever du derimod en helt anden verden uden skyskrabere og dyttende tuktuk’er. Her møder du det mere autentiske Bangkok og en labyrint af kanaler, hvor huse står på pæle og postbude kommer sejlende. Det står i så stor kontrast til det østlige Bangkok, at man føler man befinder sig et helt andet sted – det er dog netop byens store kontraster, der gør Bangkok til så fantastisk og fascinerende en storby at besøge!
Om aftenen er der især gang i China Town, det udendørs shopping- og underholdningsområde Asiatique og de mange skybarer. Lebua Sky Bar, der er kendt fra filmen ”Tømmermænd i Thailand”, er et oplagt sted at få en forfriskende drink inden aftensmaden og samtidig se solen gå ned over hovedstaden.
Uanset hvad du beslutter at foretage dig, garanterer vi, at du ikke kommer til at kede dig!
Fra 3.895 kr. pr. person inkl. fly
Børn under 12 år fra 2.695 kr.
Tillæg for enkeltværelse fra 1.595 kr.
Er du til et stille ferieparadis uden afbrydelser, skal du vælge Khao Lak, som er lig med ro og eventyr. Her venter lange gyldne sandstrande, svajende kokospalmer og en afslappet atmosfære, hvor dagene får lov til at gå lidt langsommere.
Khao Lak består af flere sammenhængende strande omgivet af frodig regnskov og det smukke Andamanhav. Her finder du hyggelige restauranter, lokale markeder og små butikker side om side med nogle af Sydthailands smukkeste kyststrækninger.
Dagene er til fri disposition, og du bestemmer selv tempoet. Måske frister en dukkert i havet, en afslappende dag ved poolen eller en middag med friskfanget fisk og skaldyr, mens solen går ned over kysten.
Hvis du ønsker mere eventyr, kan vi varmt anbefale en snorkeltur til Surin-øerne eller Similan-øerne. Begge ø-grupper er blandt Thailands bedste snorkelområder og byder på farvestrålende koralrev, havskildpadder, tropiske fisk og krystalklart vand.
Om aftenen kan du udforske Khao Laks hyggelige restauranter og butikker eller blot nyde den afslappede stemning ved stranden, mens solen langsomt forsvinder ude i horisonten.
Fra 4.495 kr. pr. person inkl. fly
Børn under 12 år fra 3.195 kr.
Tillæg for enkeltværelse fra 1.195 kr.
Forlæng rejsen med en skøn badeferie på Koh Samui, der er Thailands andenstørste ø og kendt for sine gode sandstrande, hyggelige atmosfære, historiske templer og frodige natur med betagende vandfald.
Som udgangspunkt bor du på Koh Samuis nordkyst ved den rolige og idylliske strandby, Mae Nam, som byder på en rolig og fredfyldt atmosfære med en fin honningfarvet strand. Stranden er ikke særlig bred, men vandet er roligt og dejligt lunt. Mae Nam er nabo til Bophut, der er kendt for sin smukke bugt med gyldne sandstrande og roligt vand. Det er også her, du finder Fisherman’s Village - et charmerende område med et væld af små butikker med lokal kunst og håndværk, barer og ikke mindst lækre restauranter.
Er du til mere byliv, skal du til Chaweng, der ligger ca. 15 km fra Mae Nam. Her er udvalget større og tempoet højere. På hovedgaden findes et væld af restauranter, caféer, butikker og barer. Men også i strandkanten ved Chaweng Beach gør den livlige stemning sit indtog om aftenen, når restauranter dækker op til middag under åben himmel.
Dagene er til fri disposition, så det er helt op til dig, hvad du har lyst til at lave. Måske du bare skal dase ved hotellets strand med en god bog eller udforske øens seværdigheder? Er du til eventyr, kan vi varmt anbefale en sejltur til den postkortværdige Ang Thong Marine Nationalpark. Eller hvad med et fortryllende besøg til de verdensberømte øer Koh Tao og Koh Nang Yuan, der er kendt for deres utrolige sigtbarhed og farvestrålende dyreliv under havets overflade?
Fra 2.495 kr. pr. person inkl. fly
Børn under 12 år fra 1.795 kr.
Tillæg for enkeltværelse fra 795 kr.
Phuket er Thailands badeferiedestination nr. 1 og tilmed landets største ø. Phuket er især kendt for sin pulserende atmosfære og sine 30 pragtfulde strande.
Du bor ved Kata Beach, der ligger på Phukets sydvestlige kyst og er en af de mest kendte strande på hele øen. Egentligt består Kata Beach af to strande; Kata Yai, den ”store” strand og Kata Noi, den ”lille” strand. Begge strande har fint, gyldent sand og skyggefulde træer og palmer. Vandet er klart og roligt og relativt lavt, ideelt for både børn og voksne. Kata Beach er en del roligere end det livlige område, Patong, men stadig med et godt udvalg af gode restauranter, hyggelige barer og butikker.
På Phuket er det fristende at bruge dagene på at dase ved de gyldne strande og bade i det lune vand. Skulle du alligevel få lyst til at tage på eventyr, har Phuket en del at byde på med store natur- og kulturoplevelser. Nedenfor kan du se vores udvalg af tilkøbsture.
Fra 2.595 kr. pr. person inkl. fly
Børn under 12 år fra 1.895 kr.
Tillæg for enkeltværelse fra 1.295 kr.
I Krabi er døren åben for et væld af aktiviteter og smukke strande, som alle har udsigt til de mange kalkstensklipper og småøer, der kendetegner provinsen.
Som udgangspunkt bor du ved Tub Kaek-stranden, kendt for sine maleriske solnedgange over Andamanhavet og sin uberørte skønhed og fredelige atmosfære, hvilket gør det til den ideelle base for afslapning og ro. Udbuddet af restauranter er småt, men godt.
Du kan også vælge at bo i Ao Nang, der ligger ca. 20 minutter væk. Ao Nang er for dig, der ønsker mere liv og et større udbud af restauranter og aktiviteter. Den lange hovedgade strækker sig over flere kilometer med et væld af internationale restauranter og spisesteder med fokus på det lokale, thailandske køkken. Du finder både den rolige Nopphara Thara-strand, der indbyder til slentreture i solnedgangen og Ao Nang-stranden, hvor du kan bade i løbet af dagen.
Andre strande som er værd at besøge under dit ophold i Krabi er Railay Beach, Phra Nang Beach og Tonsai Beach, som tiltrækker besøgende fra hele verden med sit hvide sand, krystalklare vand og imponerende klippeformationer. Ud for Krabi ligger også nogle af Thailands smukkeste øer, herunder Phi Phi-øerne, Hong Island og mange flere.
Udover strandoplevelser har du mulighed for at opleve Krabis fantastiske natur ved kajakparadiset Ao Thalane. Eller hvad med en tur gennem frodig jungle og små vandløb til det nærtliggende bjerg Khao Ngon Nak, hvor du belønnes med en uforglemmelig udsigt over området?
Her i Krabi-provinsen har du også mulighed for at opleve den thailandske kultur præget af to religioner. Her bor buddhister og muslimer nemlig fredeligt side om side, og det multikulturelle samfund kommer især til udtryk i det lokale køkken og i udbuddet af kulturelle oplevelser.
Se vores udbud af ekstra ture nedenfor.










